Basil W. Maturin (1847-1915) blev født i Irland og læste teologi på Trinity College ved universitetet i Dublin. Han blev ordineret som præst i Den anglikanske Kirke i 1876 og virkede herefter som præst i St. Clement’s Church i Philadelphia. I 1897 konverterede han til Den katolske Kirke og blev præsteviet det følgende år.
Både før og efter sin konversion var han kendt for sin forkyndelse og sin dybe psykologiske indsigt, som gjorde ham til en efterspurgt åndelig vejleder. Han blev i 1913 udnævnt til katolsk kapellan ved universitetet i Oxford.
I 1915 rejste han i en alder af 68 år til USA på en foredragsturné. Hjemrejsen foregik på passagerskibet RMS Lusitania, som blev torpederet af en tysk ubåd. P. Maturin druknede efter selv at have hjulpet adskillige andre passagerer i sikkerhed.
Den følgende tekst er det første kapitel fra hans bog ” Some Principles and Practices of the Spiritual Life” (1896) og bringes her i en lettere forkortet udgave. Flere kapitler følger i den kommende tid.
Kapitel 1
Hvordan man udvikler de dyder, der fører til hellighed
Målet for det kristne liv er hellighed. De, som vil nå til hellighed, må begynde der, hvor de er, med deres synder og svagheder og manglende viden. For hvert skridt, de tager, vil målet for deres stræben komme til at stå klarere for dem, samtidig med at de undervejs i denne proces i stigende grad når til at erkende, hvor vanskeligt det er at nå.
Faktisk er de nødt til at arbejde sig frem mod et mål, som de til at begynde med ikke kan se. For først efterhånden som sjælens øje bliver renset, vil de få en klar forestilling om, hvad hellighed betyder, og hvor ufuldstændig deres oprindelige forestilling om den var. Derfor er det gavnligt at samle sine kræfter om et bestemt mål, som vil kunne føre til et helligt liv.
Der er to slags dyder, man kan stræbe efter. Der er de specifikke dyder, som vil kunne modvirke bestemte slette tilbøjeligheder og hjælpe en til at undgå personlige synder. Disse dyder er afgørende for, at man i det hele taget kan komme nogen vegne.
Eksempelvis vil man kunne bekæmpe dovenskab med flid, hovmod med ydmyghed og hidsighed med tålmod, men dette fører ikke nødvendigvis til målet. Der skal mere til. For selv om man får bugt med visse personlige synder, er det ikke sikkert, at det bringer en videre eller blot i nærheden af hellighed.
Der findes således andre mere vidtfavnende dyder, som det er vanskeligere at erhverve, men som direkte og endegyldigt fører os til livets hellighed. Det er dyder, som ikke blot angriber en enkelt synd, men selve roden til al den synd, vi har i os. I takt med, at vi erhverver sådanne dyder, mister synden sit greb om hele vores væsen. Det gamle menneske svækkes, fordi det nye menneske bliver stærkere. Solen står op over hele dets væsen, den frosne natur tør op, og alle det nye livs sædekorn begynder at spire frem og blomstre.
Derfor er det vigtigt, at man som kristen sætter sig et klart defineret mål, så man undgår at spilde sine kræfter.
Der er nogle, som tilsyneladende aldrig når længere end til at bekæmpe bestemte synder og stræbe mod bestemte dyder. De har ikke noget egentligt overblik over de problematiske sider af deres egen natur, ligesom de heller ikke forstår, hvad det vil sige at stræbe efter fuldkommenhed. Disse mennesker angriber så at sige hvert enkelt sygdomstegn særskilt i stedet for at stille en samlet diagnose og sætte ind over for det, der er årsagen til de mange forskellige symptomer.
De minder om den skriftkloge i Evangeliet, som spurgte Herren: ”Hvad er det største bud i Loven?” (Matt 22,36), som om hvert bud stod for sig uden sammenhæng med alle de andre, og som om man kunne vælge kun at holde et enkelt af dem uden at bekymre sig om de andre.
At overholde Loven i dens helhed har næppe forekommet den skriftkloge at være en mulighed, for det var ikke gået op for ham, at alle budene på forskellig vis er udtryk for ét stort altomfattende princip.
DE GRUNDLÆGGENDE DYDER
Derfor gør Herren det klart for ham, at han kun kan holde budene ved at bestræbe sig på at efterleve det princip, de alle bygger på. Det, han siger, er: ”Du vil aldrig blive i stand til at holde budene, hvis din hensigt er at efterleve dem ét for ét. Den ånd, som ligger til grund for dem alle, er kærlighed. Stræb efter den, og du vil erfare, at du i det omfang, du tilegner dig denne altomfattende dyd, også holder alle budene.”
Omvendt siger Jakob derfor: ”Den, som ellers overholder hele Loven, men fejler blot på ét punkt, er blevet skyldig i dem alle” (Jak 2,10). Altså: ved bevidst at krænke et af budene bringer man sig i modsætning til ånden og det bærende princip i moralloven.
Målet bør derfor være at stræbe efter at erhverve de grundlæggende dyder, som er forbundet med hellighedens ånd, og som i deres kølvand bringer et væld af nådegaver – uanset at dette selvfølgelig vil indebære, at man til stadighed må kæmpe mod sine personlige synder. Men det fører til gengæld til et positivt liv, fordi man derved udvikler et sindelag, som beskytter en mod synd.
Det er således ikke meningen, at vi skal udvikle os til at blive farveløse individer, om hvem man blot kan sige, at der ikke er noget at udsætte på dem. Målet er tværtimod, at vi skal udvikle os til mennesker med en markant personlighed, som stråler af klare dyder, og som udmærker sig ved sin målbevidsthed og handlekraft. Vi har ikke blot tilnærmelsesvis forklaret, hvem Gud er, ved at sige at han ikke er uretfærdig, grusom eller ond.
Gud er kærlighed og hellighed.
Det samme gælder for mennesket, som ikke kan stille sig tilfreds med én for én at udrydde de åbenlyse svagheder, som skæmmer dets karakter. Man er ikke kommet et skridt nærmere et helligt liv, før ens karakter kan beskrives i positive termer, ved at sige, hvad man er, i stedet for, hvad man ikke er. Den kloge læge behandler ikke den ene eller den anden lidelse, men søger at styrke patientens helbredstilstand som helhed for at gøre den modstandsdygtig over for sygdomsangreb.
Og sjælen vil gøre det samme, hvis den bygger sit åndelige liv på principper, som nedbryder alt det onde, som er i den, ved at udvikle dyder, som stiller den ansigt til ansigt med Gud – dyder, som angriber ondets rod.
Det er muligt at kæmpe mod sine synder og alligevel aldrig give slip på sig selv, aldrig for alvor komme nærmere Gud.
Der er således en afgørende forskel på den, der blot kæmper for ikke at give efter for sin tilbøjelighed til f.eks. at opføre sig ukærligt over for andre, og den, der for at bekæmpe den samme tilbøjelighed gør sit yderste for at elske Gud og sine medmennesker. En sådan person sætter sig et mål, som er langt højere end blot at overvinde sin syndige tilbøjelighed. Og selv om han begår fejl undervejs, klarer han sig bedre end den førstnævnte, som måske ikke har begået ligeså mange fejl, men som til gengæld ikke sigtede nær så højt. Den førstnævnte har måske nået sit mål, men er ikke nødvendigvis kommet den sande kærlighed nærmere. Den anden var allerede slået ind på kærlighedens vej – længe inden den syndige tilbøjelighed blev overvundet.
SALIGPRISNINGERNES SFÆRE
Det er det bærende princip i Vor Herres pædagogik, at han begynder med saligprisningerne. I dem nedfælder han de overordnede love for et liv i hellighed. De bliver ikke som i den gamle lov givet i form af forbud – ”Du må ikke…” – men i form af velsignelser. Han siger ikke: ”Forbandet er de, som begår ægteskabsbrud”, men: ”Salige er de rene af hjertet” (Matt 5,8).
Det kunne godt se ud til blot at være en anden måde at sige den samme sandhed på, men, som vi skal se, er det et vigtigt princip, der udtrykkes her.
Den nye lov nøjes ikke med at forbyde mennesker at gøre, hvad der objektivt set er forkert. Den begynder et trin højere oppe, fører os op i et højere luftlag, hvor vi bliver frigjort fra forbudenes bånd ved at leve under den velsignelse, der er forbundet med aktivt at give vores samtykke til at adlyde Gud.
Forstår vi Gud på den måde, som saligprisningerne viser hen til, har vi ikke længere behov for at blive formanet om ikke at begå ægteskabsbrud. Sjælen bliver befriet for denne synd ved at stræbe efter det, der umuliggør den.
Og når den gamle lov siger: ”Du må ikke aflægge falsk vidnesbyrd”, pålægger den nye lov os at stræbe efter det, der udelukker bagtalelse: ”Salige er de, som stifter fred, for de skal kaldes Guds børn” (Matt 5,9).
Med andre ord: Stil jer ikke tilfreds med blot at undlade at gøre andre ondt. Prøv derimod som Guds børn at gøre noget godt, at stifte fred.
Har man alene forbudene som ledetråd, kan man godt adlyde lovens bogstav uden nogensinde at udvikle karaktertræk formet af næstekærlighed. Man vil i så fald befinde sig i grænselandet mellem rigtigt og forkert og blot undlade at gøre noget direkte forkert ved at lægge bånd på sin natur og hele tiden være på vagt over for det ondes magt, som er rede til at overtage styringen, såfremt tøjlerne løsnes.
Men under den nye lov er en sådan tilstand utænkelig. Sjælen kan ikke affinde sig med snærende bånd. Den har begivet sig ind i et område, hvor den kan følge sin sande udvikling. Den har erfaret – ikke hvad den bør undlade at gøre – men hvad den bør gøre, og den retning, dens udvikling nu har taget, er den stik modsatte af den, som ville udgøre en risiko for den.
Dette er det grundlæggende princip i det kristne liv: at det er positivt og ikke negativt, at det stræber efter noget, der er langt højere end at afholde sig fra syndige handlinger, at det betragter alle forbud som nytteløse, medmindre de medvirker til at styre den enkeltes liv hen mod dets sande formål. Det betragter ikke forbud som formål i sig selv og anerkender således heller ikke, at sjælen ved at underkaste sig forbudene opfylder den egentlige hensigt med dem.
De, som befinder sig på saligprisningernes niveau og stræber efter sand hellighed, forholder sig ikke længere tøvende til det onde, mens de stirrer på den forbudne frugt og parlamenterer med fristeren om, hvilke betingelser, der skal gælde for Guds bud, hvorvidt det skal eller ikke skal forstås som et decideret forbud mod at spise af træet. De holder sig derimod på afstand af det forbudte træ og fylder deres liv med alt det, som velsigner det, således at de snart har glemt, at et sådant træ overhovedet eksisterer.
Dette bevirker en fuldstændig omvæltning i forståelsen af det kristne liv. Man ophører med blot at kæmpe mod bestemte synder og begynder virkelig at leve og vokse i hellighed. Der er tale om en veritabel omvendelse, som muliggør det, der før var utænkeligt. Sjælen underkaster sig de kræfter, som ved at udvikle den afstikker dens rette kurs og nænsomt beskytter den mod ødelæggende påvirkninger.
Der er dem, som endnu ikke er nået frem til denne forståelse af livet og derfor er frygtsomme og altid plaget af angst for, at det onde skal få magt over dem. I deres liv er der meget lidt kristen frihed og åndelige vækst og slet ingen glæde. Sådanne mennesker er strenge mod sig selv – somme tider alt for strenge. De minder om folk, som er sygeligt bekymrede for deres fysiske helbred. De prøver ikke på at leve, de prøver kun på ikke at dø.
Og så kan der pludselig ske en forandring. De bevæger sig opad ind i saligprisningernes sfære, hvor kærligheden råder, og hvor positiv handling afløser frygt og indadvendthed. Her opdager de mulighederne for et trosliv, hvor sjælen frigøres til et liv i stadigt større glæde.
Se artiklen i printvenlig version