Kapitel 2
At angre sine synder af hele sit hjerte
Den dyd, vi først skal se på, er angeren. For de, som har mistet den uskyld, de fik i dåben, kan kun blive frelst, hvis de angrer deres synder. Hvem af os kan sige, at vores dåbsklæder er forblevet uden en plet? Hvis ikke vi kan det, er angeren det grundlag, vores kristne identitet i et og alt bygger på.
Så fuldstændigt kan angeren sætte sit præg på vores karakter, at mange mennesker kan beskrives med et eneste ord: angerfuld. Angeren efterlader også sit aftryk på andre dyder og nådegaver: Den hellige Johannes Døberens renhed er en anden end den hellige Augustins. Hos den første gik den aldrig tabt. Hos den anden gik den tabt, men blev genvundet. Den ene havde uskyldens renhed, den anden angerens renhed.
Angeren virker derfor som en vældig kraft i sjælen. Den bearbejder og former hele karakteren og er drivkraften i alle de bevægelser i sjælelivet, som enten tilskynder eller holder viljen tilbage.
Et bodfærdigt liv har sin oprindelse i angerens nåde, dvs. den sorg over synden, som udspringer af, at synderen har forbrudt sig mod Guds kærlighed. Den optræder i begyndelsen i mange mindre fuldkomne skikkelser. En virkelig anger kan opstå af en personlig fornemmelse af at have mistet noget: ”Hvor mange daglejere hos min far har ikke mad i overflod, og her er jeg ved at sulte ihjel” (Luk 15,17). Sådan skildres begyndelsen til et bodfærdigt liv i lignelsen om den fortabte søn, men den var netop kun en begyndelse. Den må løftes op på et højere niveau. En sådan følelse af at have lidt et tab er ikke tilstrækkelig til at styrke og fastholde viljen til at gøre det nødvendige. Den kan kun angive retningen.
Men den kan føre sjælen tilbage i armene på Faderen. Der kommer den under kontrol af en stærkere og mere varig kraft, Faderens kærlighed, den kærlighed, som den har krænket, og som nu får den til at udbryde: Kun mod dig har jeg syndet! (jfr. Sl 51,4).
Således kan man sige, at der finder to omvendelser sted: en omvendelse fra synden til at genfinde sig selv, og en omvendelse fra selvet til Gud. I det første stadium er tanken på Gud ganske vist til stede, men følelsen af ens egen elendighed og tab vejer tungest. I det følgende stadium er tanken på selvet så godt som forsvundet. Sjælen klager sig ikke længere, men glæder sig over, at den i kraft af alt det, den nu må gennemgå, kan råde bod på den synd, den har begået mod Guds kærlighed.
Den fortabte søn vågnede op til en erkendelse af synden og al dens snavs og elendighed, og denne erkendelse førte til beslutningen: ”Jeg vil bryde op og gå til min far.”
Hvor syndsbevidstheden ikke er til stede, kan det åndelige liv ikke eksistere. Efterhånden som helligheden får plads til at gro, bliver angeren større og dybere. Det kan forekomme besynderligt, men er ikke desto mindre sandt, at angeren bliver dybere i takt med, at sjælen bliver renere, det vil sige i det omfang skylden fjernes.
Denne dyd er således til stede ved indgangen til et liv i fromhed og bøn, hvor den venter på at tage imod sjælen og ledsage den på vejen til hellighed. Og der er ikke den nådegave, den ikke medvirker til at forme og udvikle, og som den ikke præger med noget af sin egen på én gang barske og blide ånd.
Vi kan dårligt forestille os de umådelige kræfter, der udløses og billedligt talt sætter de knirkende hjul og rustne fjedre i det åndelige liv i bevægelse igen, uden at den sjæl, som modtager denne nådegave, selv er bevidst om, hvad der sker inden i den selv. For det mærkelige er, at mens angeren set fra den angrendes side er moderen til alle dyder, er den selv et produkt af synden, og i takt med, at den udvikler de helligste dyder, går det op for den, hvor urene dens hænder er og prøver at vaske urenhederne bort med sine tårer.
For den kan aldrig glemme fortiden: Den er barnet af denne fortid, resultatet af den mystiske forening mellem Guds kærlighed og erindringen om synden. Og alligevel holder erindringen om den onde fortid den ikke tilbage eller gør den frygtsom eller sygeligt egocentrisk. Den erkender det onde i fortiden, men den husker det kun i relation til Frelseren, som har tilgivet synden.
Hos sådanne mennesker er angeren det levende princip i og centrum for sjælens styrke og fremskridt. Hvis håbet begynder at fortone sig, skyldes det, at angeren er ved at forsvinde. Hvis troen bliver uklar, og kærligheden kølnes, er det fordi angeren har mistet sin styrke og er ved at svinde bort.
Men det er også i sådanne øjeblikke, at angeren viser sin styrke og sejrer. Dens forvandlende kraft er så stor, at den kan gøre den største synder til en helgen. Anger kan give sjælen, hvad den øjensynlig kun ville kunne opnå i kraft af uskyld. Den kan ”rejse de svage, løfte de fattige fra skarnet, sætte dem blandt fyrster og give dem hæderspladsen” (jfr. 1 Sam 2,8).
Lad os nu se nærmere på de egenskaber, der kendetegner angeren, for på den måde at nå til klarhed over, i hvilket omfang vi selv har del i dens ånd.
Angeren er tålmodig
Den er rede til at udholde alt, hvad den bliver udsat for, hvad enten det sker med rette eller med urette. Den ved, at den ikke fortjener nogen form for mildhed. Den erkender, at den ikke har nogen rettigheder, og at den vigtigste grund til, at den overhovedet får lov til at leve, er, at den i et vist omfang vil kunne gøre bod for fortidens forsyndelser.
Den bærer inden i sig selv på en vågnende samvittighed, som taler på vegne af den Alhellige Guds retfærdighed. Denne samvittighedens stemme fælder til stadighed dom over den, og sjælen bliver – i en angerfuld ånd – i stigende grad rede til at tage imod alle prøvelser for at sone sine synder mod Gud, som den har krænket. Ja, den længes endda efter at finde nye ofre at bringe, for den ved, at uanset hvad den må udholde, er det ikke en straf, der påføres den i vrede, men en kærlig tugtelse, der har til formål at bringe den på fode igen og ledsage den på vejen til fuldkommenhed.
Undertiden, når den fristes til at tvivle på, om der kan være tilgivelse for en, der har begået så alvorlige synder, overvinder den en sådan fristelse ved helt og uforbeholdent at lægge sin skæbne i Guds hænder og sige: ”Nuvel, hvis jeg kommer i helvede, vil jeg bære dette som min ørkenvandring, for selv ikke helvede kan forhindre mig i at sørge over, at jeg har krænket Gud.”
Og således overvinder angeren endog frygten for helvede. Og den bærer tålmodigt tabet af alt det, den har sat over styr, selv sine bedste gaver. Den ved, at hvis de skal vindes tilbage, må det ske i kraft af en voksende forvandling af den selv. Den længes ikke så meget efter at få noget foræret som at genvinde Guds kærlighed, som den har sat over styr.
Men hvad nu, hvis den gamle synd stikker hovedet frem igen, og angeren giver efter og bringes til fald? Selv da mister den ikke tålmodigheden eller fortvivler, men stræber efter at klynge sig tættere til Gud ud fra en fornemmelse af, hvad den dybest set har behov for. Fortvivlelse og modløshed efter et fald kommer af at have stolet på egne kræfter, hvilket er en subtil form for hovmod. Den sande anger ved, at i samme øjeblik den slipper Gud af syne, synker den ned i sin egen svagheds dyb, og såfremt den falder igennem, tager den advarslen til sig og siger: ”Hvorfor er du fortvivlet, min sjæl? Hvorfor skælver du i mig? Vent på Gud! For jeg skal takke ham på ny, min frelser og min Gud” (Sl 43,5).
Angeren er stærk
Angeren viser sin styrke ved det, som den fjerner, snarere end ved det, som den gør. Den fjerner de ting, som førhen har givet anledning til synd. Hvis den af den ene eller den grund ikke kan fjerne dem fra sit liv, fjerner den dem fra sit hjerte.
Det, som har givet anledning til synd, må blive til en erindring om noget sørgeligt. På den ene side kan vi af alle kræfter kæmpe imod synden, mens vi på den anden side uophørligt vender tilbage til det, der var årsag til synden. Vi kan hade synden og alligevel føle, at vi har behov for visse fornøjelser og for at omgås visse mennesker, som tidligere har været årsag til, at vi gav efter for synden.
I så tilfælde er vores anger utilstrækkelig. Vi har hadet til synden, men ikke kærligheden. Kærligheden til Gud giver sjælen styrke til at give afkald på alt det, der fik den til at krænke Gud. Hvordan kan den elske ham og samtidig finde behag i det, der bevirkede, at den blev adskilt fra ham?
Nej, den længes kun efter ét: at vende tilbage til Gud: ”Jeg vil bryde op og gå til min far” (Luk 15,18). Og der er kun ét, den frygter: synden. ”Kærligheden er stærkere end synden” (jfr. Højsangen 8,6), og i kraft af kærlighedens styrke blandet op med frygten for synd kan sjælen give afkald på alt. Ingen gevinst, intet resultat vil kunne få den til at tolerere anledningen til synd.
Den angerfulde sjæl har så sandelig behov for at være stærk, og styrke er altid rolig og urokkelig under alle forhold, både i mørke og lyse stunder. Når den lavere natur kalder på hvile og velvære, og Gud har fjernet ethvert tegn på sit nærvær og sin kærlighed, holder viljen fast ved at praktisere selvfornægtelse. Og selv når Gud skænker den øjeblikke med glæde, når den ikke tvivler, ikke frygter noget, når visheden om Guds kærlighed overvælder den, tillader den ikke sig selv at lade sig rive med af denne følelse. Mit i al denne indre lykke bevarer den et fast greb om sig selv og det, der sker omkring den, og fortsætter roligt sin bodsøvelse – uden at give efter for fristeren, synderen over alle syndere!
Angeren er nænsom
Angeren er ikke barsk. Den viser sig ikke for den enkelte som en pligt. Den kommer fra hjertet som et resultat af sin egen indre nødvendighed. Den er længslen hos en sjæl, som tynget af sin egen urenhed håber på at kunne bringe sig i harmoni med helligheden hos ham, som den elsker. Den udspringer af Guds kærlighed, ikke af hadet til synden. Vi kan ikke hæve os op til kærlighed i kraft af had. Vi må bevæge os fra Guds kærlighed til at hade det, som han hader.
Angeren udspringer af kærlighed, ikke af had. Uanset hvor streng og ubøjelig dens egen selvdisciplin måtte være, er den ikke desto mindre altid nænsom. Den rummer i sig både kærlighedens nænsomhed og styrke. Den har et hjerte, der brænder for Gud, et hjerte af kød over for mennesker og et hjerte af stål over for sig selv.
Der findes en askese, som er streng og ubarmhjertig, men det er ikke den askese, som vi finder hos den angerfulde kristne, som netop ikke fordømmer eller retter blikket mod andres fejl. Angeren lukker øjnene for andres synder og åbner dem for ens egne.
Angeren er lige så stærk som Guds retfærdighed, lige så mild som hans kærlighed og lige så tålmodig som hans barmhjertighed.
Se artiklen i printvenlig version