Den tyske avis die Zeit bragte den 14. juni et interview med den tysk-italienske vatikanist, Marco Politi[1], som beskriver den aktuelle kontrovers i Kirken om eukaristien som ”en borgerkrig” mellem reformvenlige og konservative – men vel at mærke en konfrontation, hvor pave Frans lige nu ser ud til at være trængt i defensiven.
Det første, intervieweren spørger ham om, er, hvordan det kan være, at paven netop har forbudt de tyske biskopper at offentliggøre deres forslag om at give kommunion til protestantiske ægtefæller.
Læs også: Pave Frans afviser de tyske biskoppers forslag om kommunion til protestantiske ægtefæller
Hertil svarer Politi, at paven i øjeblikket befinder sig i en vanskelig situation, hvor han er presset af sine modstandere, og nævner som eksempel de mange kritiske reaktioner på Amoris laetita, hvor visse passager er blevet betegnet som hæretiske, ”altså som kætteri”. ”Derfor,” siger han, ”tager paven nu et skridt fremad og et tilbage.”
Men, indvender intervieweren, der er jo et stort flertal for forslaget i den tyske bispekonference…
”Javist”, svarer Politi, ”men her og nu raser der i Kirken bag kulisserne en borgerkrig mellem de reformvenlige og de konservative. Den tyske bispekonference er i hovedsagen progressiv, men verdenskirken er det ikke. Der er i kurien og i verdenskirken et bremsende flertal.”
Som repræsentanter for de to fronter inden for den tyske bispekonference nævner Politi på den ene side den reformvenlige kardinal Marx og på den anden side ”bremseren” kardinal Woelki, og han tilføjer: ”Paven har ved forskellige lejligheder vist sin tillid til begge parter. Marx sidder i ”de 9 kardinalers råd” så at sige i ”kronrådet”, mens Woelki afløste kardinal Meisner på posten som ærkebiskop af Köln efter pavens udtrykkelige ønske.”
Den nye præfekt for Troslærekongregationen, kardinal Ladaria, karakteriserer Politi således: ”Han gør, hvad Frans beslutter sig for. Ladaria blev valgt, fordi hans forgænger, kardinal Müller, hele tiden sagde paven imod. Ganske anderledes med Ladaria. Han er den tro tjener.”
Anderledes forholder det sig i Vatikanet, konstaterer Politi: ”Hvis man spørger en monsignore i Vatikanet: Hvordan er situationen? får man svaret: Uoverskuelig, forvirret. Også kurien er splittet. Sandheden er, at paven ikke har flertal i verdenskirken for sin reformkurs. Det ser han nu.”
Derfor, vurderer Politi, var han til at begynde med imødekommende over for den tyske bispekonference, men så snart modstanden bredte sig ud over Tysklands grænser, måtte han så lade Ladaria træde på bremsen.”
”Er paven blevet bange?” spørger intervieweren.
Politi: ”Ja, Vatikanet frygter splittelsen. Hvis paven havde godkendt det tyske forslag, ville andre bispekonferencer have spurgt: Har det universelle læreembede nu skiftet mening? Det vil vi have klarhed over… Frans føler, at han ikke har tilstrækkeligt mange biskopper bag sig til at føre sin reformlinje igennem. På Familiesynoden var der heller ikke flertal for det meget progressive forslag fra kardinal Kasper og den tyske bispekonference om at give kommunion til fraskilte gengifte efter en bods- og betænkningstid. Det fik ikke det nødvendige flertal på to tredjedele af stemmerne, der skulle til, for at det kunne komme med i slutdokumentet.”
[1] Marco Politi, journalist og forfatter til bøger om de to sidste paver, tidligere mangeårig medarbejder på den venstreorienterede avis La Repubblica. P.t skriver han for den systemkritiske avis Il Fatto Quotidiano.
Se artiklen i printvenlig version