At høste de åndelige frugter af selvopofrelsen
Der er mange ting, som hører til menneskets liv i dets faldne tilstand her på jorden, som vil ophøre med at eksistere ved dets afslutning. Sådanne ting beslaglægger nødvendigvis en stor del af vores tid, og der består således en mærkelig kontrast mellem den alvor, som livet beskrives med i den hellige Skrift, og de mange bagateller og overfladiske ting, som fylder så meget i vores hverdag. Og alligevel er de ikke uden betydning for, hvordan vores karakter udvikler sig.
Der er mange dyder, såsom tro, anger og tålmodighed, der kun kan udvikles under de betingelser, vi er underlagt i dette liv, selv om disse dyder, som er dybt forankret i vores natur, først vil bære fuldendte frugter i det evige liv. Hvilken betydning, en til stadighed dybere bodfærdighed her på jorden vil få, når sjælen er blevet renset fra enhver følge af synden og skuer Guds Åsyn i evigheden, ved vi ikke noget om. Ligesom vi heller ikke ved, hvad konsekvenserne vil blive af et liv levet i troen, når troen afløses af beskuelse, eller hvilken betydning en hårdt tilkæmpet tålmodighed her på jorden vil få for den sjæl, som aldrig mere vil blive udsat for prøvelser.
Måske vil det gå sådan, at alle disse dyder, som hører til her på jorden, vil udvikle sig til én fuldendt mangesidet kærlighed, en kærlighed, som er blevet prøvet på enhver tænkelig måde og derfor træder ren og uforanderlig frem af luerne.
Men der er også visse overordnede principper i det kristne liv, hvis kontinuitet vi klarere kan se. Der er dyder og forskellige former for trospraksis, som er påbegyndt her, og som vil blive videreført i al evighed. Gudsdyrkelse, lovprisning, tilbedelse, kærlighed til Gud og ønsket om at underkaste sig hans vilje – dette og meget andet vil fortsætte i evigheden. Her skal vi tilegne os dem som et led i vores prøvetid – der vil de blive til evig glæde for os.
Der er i hvert fald ét grundlæggende princip i det åndelige liv, som vi er nødt til at lære og praktisere her på jorden. For det meste koster det os lidelser, i yderste fald livet selv. Jeg tænker her på offeret, selvopofrelsen, som består i, at viljen i en lidelsesfuld proces bliver renset ved at løsgøre sig fra de skabte ting, som den har så svært ved at give slip på, således at den i tro kan overgive sig til Gud.
I himmelen er striden ophørt. Viljen er fri, for altid bundet til Guds vilje, og sjælen glæder sig i evighed over at kunne kaste sig selv og alt hvad den ejer for fødderne af sin Skaber (jfr. Åb 4,10).
I vores nuværende tilstand er lidelsen derimod en integrerende del af af livet, således at vi vanskeligt kan forestille os offeret uden lidelsen. Men det er godt for os. For når vi bliver kaldet til at bringe det mest smertefulde offer, er det en trøst at huske på, at der ikke nødvendigvis er en forbindelse mellem offer og lidelse.
Det var der ikke fra begyndelsen. I Edens have var der før syndefaldet intet, der stillede sig hindrende i vejen for, at Adam af egen fri vilje kunne gøre Guds vilje. Det var der ikke dengang, og det bliver der heller ikke i fremtiden. Kun i vores nuværende tilstand her på jorden er det at adlyde Guds vilje forbundet med en kamp for at overvinde de hindringer i os selv, som spærrer os vejen til Gud – den kamp, som samtidig er betingelsen for, at vi på ny kan få det sande forhold til ham og for altid glæde og fryde os i forening med hans vilje.
Blandt helgenerne har der været mange, som i lang tid modsatte sig Guds vilje, men som til sidst bøjede sig og indså, at det betød, at de måtte give afkald på det, der stod deres hjerte nærmest, ja, at det endda kunne betyde, at de måtte ofre deres liv.
Men for dem er alt dette et overstået stadium. Kun frugterne af deres trængsler er tilbage: det evige liv i forening med Gud, hvor én vilje styrer de talløse millioner og binder dem sammen med Gud, hvor hver og en er fuldkommen i sig selv, og hvor alle tilsammen udgør et fuldkomment hele – Kristi Legeme.
Offeret, der består i helt at overgive sig selv til Guds vilje, har således helt fra Skabelsen været et fundamentalt vilkår i menneskelivet.
Men så kom Syndefaldet. Mennesket faldt ud af livsfællesskabet med Gud og valgte det skabte fremfor Skaberen. Hermed blev vejen til et lykkeligt liv sammen med Gud brolagt med forhindringer. Straffen, som fulgte med uddrivelsen af Paradiset: ”I dit ansigts sved skal du spise dit brød (1 Mos 3,19)”, gjorde arbejdet til en betingelse for livets opretholdelse. Hvis mennesket ikke ville arbejde, kunne det ikke få noget at spise, og hvilken forbindelse kunne der så være mellem dette arbejde og tilbedelsen af Gud? Som vi kun alt for godt ved, gik det ofte sådan, at det daglige slid førte mennesket bort fra det åndelige liv til et liv som noget nær et trækdyr, hvor det lidt efter lidt mistede bevidstheden om at være skabt for at tilbede Gud.
Men det var ikke kun det daglige arbejde, som gjorde det vanskeligt for mennesket at leve et liv i tilbedelse og opofrelse. Forhindringerne kunne også bestå i modstanden fra omgivelserne – undertiden motiveret af had, men også af kærlighed fra dem, der forsøgte at skåne en for det, der forekom dem at være en tung pligt. Eller i tilsyneladende konflikter mellem pligten over for de andre og pligten til at gøre Guds vilje – alt sammen noget, der pressede sjælen nedad mod jorden og gjorde det vanskeligt for den enkelte, med det resultat, at mange på trods af, at de anerkendte kravet om selvopofrelse, fandt det så vanskeligt at efterleve, at de gav op undervejs.
Og så kom Herren, den nye Adam, ind i en verden, der var bragt i uorden på grund af den første Adams synd, for at vise os, hvordan vi under disse vilkår skulle leve på jorden i troskab mod den oprindelige lov. Selv forsøgte han ikke at unddrage sig nogen af disse vilkår. Han kom for at vise os, at det trods alle hindringer var muligt at leve et fuldendt liv i selvopofrelse.
Han kom ned til os, påtog sig vores natur og levede således hele sit liv fra sin fødsel til sin død i ubetinget lydighed over for menneskevordelsens mægtige løfte: ”Se, jeg er kommet for at gøre din vilje, Gud” (Hebr 10,7). Det var ledetråden for hans liv, som han aldrig fraveg, uanset at han på sin vej stødte på alle tænkelige forhindringer, hvad enten de var udtænkt af djævelen eller af mennesker.
Men netop disse forsøg på at lægge ham hindringer i vejen skulle blive til de midler, der gjorde det muligt at lade Guds vilje ske. For der var kun et eneste sted, en sådan forhindring kunne få effekt, og det var i hans vilje, han, som var kommet for at ofre sig selv.
Vi ved, hvordan han overvandt alle fristelser og genvordigheder på sin vej gennem livet. Somme tider var han nødt til at standse op og vente eller til at trække sig tilbage, men ikke et eneste øjeblik tabte han målet af syne, og sjældent om nogensinde greb Gud direkte ind for at hjælpe ham. Han måtte leve, som vi lever, under de samme betingelser uden at være omgivet eller beskyttet af mirakler.
Menneskene havde deres frihed til at lytte til ham eller forkaste ham, til at krone ham som deres konge eller til at slå ham ihjel. Gud overlod det til verden og til sin søn at bane vejen for ham – ikke kun med ord, men ved at sætte sit liv ind på, at gøre det muligt for menneskene i en sådan verden at leve i troskab mod deres bestemmelse.
Undertiden var vanskelighederne så store, at det kunne se ud som om, at det var umuligt for ham at fuldføre det, han var kommet for at udrette. Han blev pågrebet, stillet for en dommer og dømt til døden, men disse forhindringer, som Satan havde tænkt sig skulle blokere vejen til Gud, blev i stedet omformet til nye bestanddele af hans selvopofrende liv.
Se ham til sidst, som han hænger der på korset, se det ene store offer i denne verden, det offer, som vi til stadighed påkalder på vore altre, kilden til og højdepunktet i vores kristne liv.
Lignede det en lovprisning af Gud? Nej, så vidt man kunne se, var der udelukkende tale om en forfærdende opvisning af grusomhed og skændighed. Men alligevel var det, der skete midt i denne rå forsamling, midt i de hånlige og blasfemiske tilråb fra bærmen i Jerusalems slum, at den mest fuldkomne lovprisning, det mest fuldkomne offer , som nogensinde er blevet bragt på denne jord, steg op til Gud.
Ja, netop disse grusomheder, der foregik omkring korset, blev så at sige til de redskaber, der gjorde denne himmelske liturgi mulig. Han, som hang på korset og frivilligt hengav sig fuldstændigt til Gud, brugte menneskenes syndighed og al den smerte og ydmygelse, som deres synder bragte over ham, til at gøre sit offer så meget desto større.
Ved at falde så dybt og udsætte sig for alt dette had og al denne misundelse viste han os, at der ikke er nogen omstændigheder, nogen prøvelser så fornedrende, at de ikke kan blive forvandlet af den vilje, som ofrer dem til Gud.
Det er den lære, vi kan drage af Vor Herres liv og lidelseshistorie: alle vanskeligheder, alle lidelser, alt hvad der hindrer os i at ofre os selv til Gud – alt dette skal ses som midler til at nå frelsen. Vi skal bruge dem for at kunne vokse i kraft af dem.
Det gælder i både stort og småt: når vi bliver irriteret på vores omgivelser, som ikke forstår os, eller som vil noget andet end vi, når vi føler os såret i vores stolthed, når vi døjer med hverdagens ensformighed og kedsommelige pligter eller med et dårligt helbred – alt det, der bidrager til at gøre os modløse.
På samme måde med de større prøvelser: stærke fristelser, bitre skuffelser, fiaskoer, fysiske smerter, venner, vi mister: alt dette risikerer at svække vores vilje eller til at gøre oprør mod den. Men når vi kæmper os igennem sådanne prøvelser ved at klynge os til Gud og bringe dem som et offer til ham, så følger vi den lære, vi kan drage af Vor Herres liv.
Hver gang vi fejrer den hellige messe, bør vi huske på den dybere betydning af vores egen deltagelse i messeofferet. Vi skal bringe korsofferet ind i vores eget liv og lære at leve et liv i selvopofrelse. Det var hellighedens Ånd, som forvandlede det, som havde været et symbol på skam, til et symbol på det ædleste, helligste og højeste.
Vi selv kan – i det omfang, vi bevæger os nærmere til Gud – forvandle vores genvordigheder på den måde, vi bærer dem på. I hver eneste prøvelse skal vi se en del af det kors, vi selv må bære for at nå frem til det evige liv hinsides, hvor de talløse skarer, der er gået forud for os, lever et liv i den fuldkomne glæde og fred, som blev vundet på korset og lidelserne på denne jord.
Se artiklen i printvenlig version