af Torben Riis
Når biskopper og kardinaler samles i Rom 4.-25. oktober til anden del af familiesynoden, er der næppe tvivl om, at begivenheden vil blive massivt dækket af alverdens medier. Det skyldes naturligvis, at der også denne gang er lagt op til en ophedet ”meningsudveksling” mellem synodefædrene, hvor holdningerne vil stå skarpt over for hinanden.
I det år, der er gået siden det første møde, hvis forløb nærmest blev kaotisk og samtidig afdækkede en dyb splittelse mellem den reformivrige Walter Kasper-fløj og det mere konservative flertal af biskopperne, har de to fløje ikke siddet med hænderne i skødet, men hver især – i skrift og tale – positioneret sig i forhold til det opgør, de fleste forventer vil komme.
En så anspændt atmosfære op til en bispesynode er ganske uden fortilfælde. Her skal man huske på, at en synode ikke er et økumenisk koncil – langt fra. Bispesynoder blev indført af pave Paul 6. i 1965 for at styrke samarbejdet mellem paven og biskopperne, et samarbejde, hvor begge parter forventes at forene deres kræfter om at bevare og implementere Kirkens lære om tro og moral i hele Verdenskirken. Men en synode har kun en rent rådgivende funktion. Den repræsenterer ikke og kan derfor ikke tale på vegne af samtlige katolske biskopper, den har ingen myndighed til at træffe kirkeretlige eller læremæssige beslutninger og beskæftiger sig i princippet kun med pastorale spørgsmål. Dens medlemmer repræsenterer kun deres respektive bispekonferencer, og en synode eksisterer kun som institution inden for det tidsrum, der er afsat til møderne – i dette tilfælde fra 4.-25. oktober i år.
Det er da også paven, der efter synoden drager konklusionerne af drøftelserne. Der skal normalt tungtvejende grunde til, at en pave vælger at se bort fra en anbefaling fra et klart flertal blandt sine bispekolleger, men det er ikke desto mindre ham, der i alle forhold har det sidste ord. Han er således ikke forpligtet til at bøje sig for, hvad selv et knusende flertal blandt synodefædrene måtte blive enige om at anbefale ham.
Så hvorfor egentlig så megen nervøsitet forud for et møde, hvor ingen fløj i sidste ende – selv ved hjælp af nok så snedige ”politiske” kneb – vil kunne gennemtvinge deres synspunkter imod pavens vilje? Det korte svar er: fordi erfaringerne fra synoden i 2014 har skabt usikkerhed om, hvilke intentioner paven dybest set har med at indkalde denne synode, og hvor langt han i givet fald er villig til at gå for at gennemtvinge en pastoral dagsorden, hvor nøgleordene formentlig vil blive ”barmhjertighed” og ”inklusion”. Konkret går bekymringen på, at en eventuel opblødning af retningslinjerne for Kirkens pastorale praksis reelt vil føre til, at morallæren gradvis undermineres. Det kan f.eks. ske i form af en decentralisering, hvor det overlades til de lokale biskopper selv at udforme de retningslinjer, man finder passende i den givne kulturelle kontekst, således som den tyske bispekonference allerede har gjort på forventet efterbevilling – uden at paven har grebet ind.
Den famøse midtvejsrapport
Den amerikanske journalist Edward Pentin har i en ny bog[1], der bygger på måneders research i form af samtaler med adskillige af de personer, som deltog i synoden i 2014, stykket et billede sammen af, hvad der foregik bag de lukkede døre. Edward Pentin er en erfaren Rom-korrespondent, som i øjeblikket arbejder for National Catholic Register. Han har i årenes løb skrevet for bl.a. Newsweek, Zenit og The Catholic Herald og har på den baggrund kunnet trække på sit netværk i Rom.
Det kapitel i bogen, der handler om relatio post disceptationem – den rapport, som blev offentliggjort efter den første uges drøftelser, og som udløste en storm af protester fra et flertal af biskopperne – kan læses på webtidsskriftet Catholic World Report ved at følge dette link: http://www.catholicworldreport.com/Item/4131/the_rigging_of_a_vatican_synod.aspx
Læs også: Katolske familieorganisationer om Synodens midtvejsrapport: Et forræderi
Kritikken rettede sig i første omgang mod rapportens indhold. Den australske kardinal George Pell, Vatikanets nyudnævnte ”finansminister”, var den første til at protestere i et indlæg på synoden, hvor han påpegede en række alvorlige mangler i teksten, herunder fraværet af referencer til bibelske tekster og til Kirkens tradition. Rapporten som helhed betegnede han den 16. oktober i et interview med Catholic News Service som ”tendentiøs” og ”skævvreden” og tilføjede: ”Det er som om rapporten ser enhver form for problematisk livssituation i et idealiseret skær.”
Tilsvarende karakteriserede den polske ærkebiskop Stanislaw Gadecki teksten således: ”Man fik det indtryk, at Kirkens lære hidtil havde været ubarmhjertig, og at den barmhjertige lære først blev forkyndt nu.”
Den amerikanske kardinal Raymond Burke beskrev i et interview den 17. oktober rapporten som et dokument ”behæftet med alvorlige fejl.” ”Den giver ikke et retvisende billede af Kirkens lære og propagerer i visse sammenhænge vranglære og en falsk tilgang til den pastorale omsorg,” sagde han.
Mest kontroversielle var som bekendt de paragraffer, der rummede forslagene om at give fraskilte gengifte katolikker såvel som samlevende ugifte par adgang til at modtage kommunion (nadver) – og sidst, men ikke mindst opfordringen til at ”acceptere og værdsætte” homoseksuelt samliv og til at byde homoseksuelle par velkommen i menighederne.
Manipulation
Imidlertid kom det snart for en dag, at det problematiske ved rapporten ikke blot var de kontroversielle dele af dens indhold, men i lige så høj grad den måde, den var blevet til på. De enkelte synodefædre var blevet holdt i uvidenhed om, hvem og hvor mange der havde foreslået hvad, således at de var afskåret fra at danne sig et indtryk af vægten bag de enkelte forslag og af styrkeforholdet mellem fløjene. Den fuldkomne aktindsigt havde kun synodeledelsen, som således også kunne styre, hvad der slap ud om forhandlingerne til medierne. Associated Press’ reporter Nicole Winfeld skrev herom, at ”der ikke var nogen reel mulighed for at få at vide, hvilken eller hvilke biskopper der stod bag forslagene.”
Senere kom det frem, at der højst havde været tre biskopper bag forslaget om at acceptere homoseksuelt samliv. Vatikanets talsmand, pater Federico Lombardo, erindrede efter eget udsagn kun, at et eneste indlæg ud af 265 havde drejet sig om homoseksualitet.
Det var meningen, at midtvejsrapporten kun skulle referere, hvad der var blevet sagt på møderne, men flere deltagere bemærkede snart, at de dels var blevet citeret for ting, de ikke havde sagt, dels at der var blevet citeret fra de indlæg, som de enkelte biskopper havde fremsendt inden mødet.
Læg hertil, at rapporten blev sendt ud til pressen, inden synodefædrene havde haft lejlighed til at læse den, og inden de efterfølgende drøftelser, hvor den skulle have været igennem en både indholdsmæssig og sproglig finpudsning.
Det resulterede i, at medierne herefter kunne udbasunere nyheden om, at Kirken havde taget et forbløffende og revolutionerende skridt på vejen mod en moralsk accept af homoseksuelle handlinger. Var det en svipser, eller var det en bevidst manøvre sat i værk af synodens sekretariat, at netop dette budskab skulle nå ud til medierne?
Den garvede vatikanist Sandro Magister, var ikke i tvivl. Han vurderede, at ”rapportens åbning over for fraskilte gengiftes adgang til at modtage kommunion og det påfaldende paradigmeskift i forhold til homoseksualitet ikke havde været muligt uden en række nøje kalkulerede skridt fra dem, der havde kontrol over procedurerne.”
Mistanken samlede sig især om kardinal Bruno Forte som den, der med størst sandsynlighed havde ført pennen i forbindelse med udarbejdelsen af de mere kontroversielle paragraffer i midtvejsrapporten. Denne mistanke blev i et vist omfang bekræftet, samtidig med at intern splid i redaktionsgruppen kom for en dag, da synodens generalsekretær, den ungarske kardinal Péter Erdö, under en pressekonference den 13. oktober blev bedt om at gøre rede for de nærmere implikationer af paragraffen om de homoseksuelle. Erdö gav tydeligt irriteret ordet videre til Bruno Forte med denne bemærkning: ”Han, som skrev teksten, må vide, hvad den drejer sig om.”
Tilbage stod spørgsmålet: Havde paven læst og godkendt rapporten? Det blev først afklaret fire måneder senere, da synodens generalsekretær kardinal Lorenzo Baldisseri i et interview med Aleteia bekræftede, at ”paven havde set og godkendt dokumentet.” ”Det er en vigtig pointe,” tilføjede han, ikke kun på grund af hans autoritet, men også fordi det giver generalsekretæren ro i sindet.”
Og hvad så nu?
Om den forestående synode er der kun at sige: Den bliver næppe en gentagelse af den første. Alle ved denne gang, hvad der står på spil, og møder velforberedt til drøftelserne. Alle vil denne gang have fokus på processen og møde ethvert forsøg på urent trav med protester. Alle vil på forhånd vide, at den tid, hvor uenigheder blev holdt inden døre, definitivt er forbi.
Den største usikkerhed knytter sig fortsat til pavens person. Tiden har ikke stået stille i det år, der er gået siden sidst. Hvilken side hælder han på nuværende tidspunkt til i den verserende strid? Hvilke konklusioner vælger han til syvende og sidst at drage af de kommende drøftelser? Ingen kan vide det med sikkerhed. Men stormfuldt skal det nok blive.
[1] Edward Pentin: The Rigging of a Vatican Synod? An Investigation of Alleged Manipulation at the III Extraordinary Synod on the Family. Ignatius Press.
Se artiklen i printvenlig version