Katolske familieorganisationer om Synodens midtvejsrapport: Et forræderi
Kommentarer lukket til Katolske familieorganisationer om Synodens midtvejsrapport: Et forræderi 779 15 oktober, 2014 Nyheder oktober 15, 2014 Indlæg af

Katolske familieorganisationer om Synodens midtvejsrapport: Et forræderi

Bispesynoden offentliggjorde den 13. oktober en opsummering af den første uges drøftelser om familien i en såkaldt midtvejsrapport (relatio post disceptationem), som blev forelagt af synodens sekretær, den ungarske kardinal Péter Erdӧ, som er hovedansvarlig for redaktionen af dokumentet. Rapporten blev straks efter mødt med voldsom kritik fra bl.a. Voice of the Family (http://voiceofthefamily.info) en international koalition af familieorganisationer, som nøje følger og hver dag kommenterer drøftelserne på synoden i Rom.

John Smeaton, som er blandt stifterne af Voice of the Family og leder af den britiske pro life-organisation SPUC, udtalte således, at ”de, som kontrollerer Synoden, har forrådt familier over hele verden,” og han fortsatte: ”Det er vores vurdering, at Synodens midtvejsrapport er blandt de værste officielle dokumenter i Kirkens historie. Man kan være taknemmelig for, at rapporten er en foreløbig rapport, der stadig er til diskussion og ikke et endeligt forslag.  Det er helt afgørende, at der også bliver lyttet til de lægfolk, som oprigtigt lever i overensstemmelse med katolsk lære.”

John Smeatons konklusion lyder således: ”Stillet over for disse angreb på de grundlæggende principper i naturretten opfordrer vi katolikkerne til ikke at resignere eller give efter for en falsk forståelse af lydigheden. Katolikker har en moralsk forpligtelse til at tage afstand fra den vej, Synoden er slået ind på.”

Voice of the Family’s kritik er eksempelvis rettet mod rapportens opfordring til, at Kirken i sin pastorale praksis tager til efterretning, at mange katolikker i dag enten lader sig borgerligt vie eller lever papirløst, og i stedet for at lægge vægt på det negative aspekt i dette forhold tolker situationen positivt ved at se den som kimen til et fremtidigt sakramentalt ægteskab. Dette uanset, at det erfaringsmæssigt ikke altid viser sig at blive tilfældet. Rummer denne noget uklare udmelding en stiltiende accept af et uægteskabeligt forhold, som ifølge Kirkens lære er en alvorlig synd? Det mener i hvert fald Voice of the Family’s irske repræsentant Patrick Buckley, som betegner en sådan pastoral praksis som et klokkeklart brud med det 6. bud og Jesu’ ord om ægteskabets uopløselighed.

Han fremhæver endvidere, at rapporten ved at understrege behovet for, at man ”respekterer den enkelte persons værdighed, når det drejer sig om den moralske vurdering af de enkelte metoder til fødselskontrol,” undergraver Kirkens definitive afvisning af kunstig prævention.

Bedre bliver det ikke af, at rapporten i denne passus forsøger at tage Paul 6.’s rundskrivelse Humanae vitae til indtægt for dette synspunkt. Det er der ganske enkelt ikke belæg for i teksten, hvor der udtrykkeligt står: ”Forkastes må endelig enhver handling, der enten har til formål at forhindre befrugtningen, eller som kan være et middel til det, hvad enten den sker forud for den ægteskabelige akt, under dens forløb eller i forbindelse med dens naturlige følger”(14). Det, som ægtefællerne derimod ifølge rundskrivelsen har lov til, er ”at benytte sig af de ufrugtbare perioder” (også kaldet naturlig familieplanlægning), for så vidt som der foreligger ”alvorlige grunde til at øge afstanden mellem to fødsler” (16).

Rapporten kommer også ind på den pastorale omsorg for homoseksuelle, men er heller ikke her helt klar i mælet. Den stiller indledningsvis spørgsmålet, om vi er i stand til i en broderlig ånd at sikre dem en plads i vore menigheder og fortsætter: ”Ofte ønsker de at møde en kirke, der er et gæstfrit hus. Kan vore menigheder være det ved at acceptere og værdsætte deres seksuelle orientering uden at tilsidesætte den katolske lære om familie og ægteskab?”

Den sidste sætning formuleres – forsigtigt – som et spørgsmål, men taler alligevel om at ”acceptere” og ”værdsætte” deres seksuelle orientering, hvad der reelt ville betyde en form for godkendelse eller blåstempling af homoseksuelle handlinger – i strid med Den katolske Kirkes Katekismus og med en udtalelse fra Troslærekongregationen fra 1986, hvori det hedder:

”Selv om den homoseksuelle persons tilbøjelighed ikke som sådan er en synd, er den en mere eller mindre stærk tendens rettet mod et i sig selv moralsk onde, og på den baggrund må tilbøjeligheden selv ses som en objektiv uorden.”

Denne kritik sammenfatter Voice of Family’s koordinator Maria Madise i et direkte spørgsmål til synodefædrene om, hvad forældre herefter skal sige til deres børn om prævention, om at flytte sammen uden at være gift eller leve i et homoseksuelt forhold. Afsluttende forudser hun, at troende katolikker efter denne rapport i stigende grad vil risikere at blive stemplet som farisæere i det omfang, de holder fast ved Kirkens lære om seksuel renhed.

 

Udtalt tilfredshed i LGBT-miljøet

Rapporten er da også blevet modtaget med udelt begejstring i LGBT-miljøet, f.eks. af New Ways Ministry, som arbejder for at ændre Kirkens holdning til homoseksualitet, og som p.t. arrangerer en ”alternativ” synode i Rom. Organisationen er ved flere lejligheder blevet undsagt af Troslærekongregationen, og så sent som i 2010 udtalte den daværende formand for den amerikanske bispekonference, kardinal Francis George, at New Ways Ministry’s holdninger ikke er i overensstemmelse med Kirkens lære, og at organisationen med sine udtalelser bidrager til at sprede forvirring blandt de troende om Kirkens bestræbelser på at værne om det traditionelle ægteskab og øve pastoral omsorg for homoseksuelle.

Dens leder Francis DeBernardo udtalte efter offentliggørelsen af rapporten, at synoden giver homoseksuelle aktivister det gennembrud i Kirkens lære om seksualitet, som de længe har stræbt efter: ”Jeg tror, at det, vi ser nu, er den sprække i isen, som vi har ventet på i meget lang tid. Det er et første skridt på vejen,” sagde han.

 

Interne stridigheder blandt synodefædrene

Den amerikanske journalist og forfatter John Allen, som er medredaktør af hjemmesiden Crux, konstaterer, at splittelsen blandt biskopper og kardinaler om grundlæggende teologiske og pastorale spørgsmål gør sig gældende hele vejen op i hierarkiet, fra de mere perifere biskopper til de højtstående kardinaler i kurien. På den ene side er der dem, som mener, at Kirken (uden nødvendigvis at ændre det dogmatiske grundlag) i praksis bør være mindre strikt over for katolikker med et problematisk forhold til Kirken, f.eks. fraskilte og gengifte eller homoseksuelle, og på den anden side dem, der mener, at man ikke kan adskille det læremæssige og det pastorale uden at miste enhver troværdighed og  blot risikerer at gøre ondt værre ved at slække på den kirkelige disciplin. Til de første hører den tyske kardinal Reinhard Marx, som for nylig har foreslået, at Kirken i stedet for at henholde sig til generelle retningslinier, bør tage stilling fra sag til sag. Her er mantraet ”barmhjertighed.” Over for ham står en kardinal som den australske George Pell, som for nylig har overtaget den ansvarsfulde opgave at tage vare på Vatikanets finanser, og som i et indlæg på synoden har givet udtryk for, at det ikke har noget med barmhjertighed at gøre at løsne den pastorale praksis fra Kirkens dogmer. Det er, sagde han, derimod vildledende og i det lange løb skadeligt.

 

Hvor blev åbenheden af?

John Allen konstaterer i denne sammenhæng, at det endnu ikke er muligt at fastslå styrkeforholdet mellem de to fløje, fordi det endnu kun er relativt få, der enten har ytret sig i den forudgående debat eller på synoden. For udenforstående – også de journalister, der p.t. befinder sig i Rom for at dække begivenheden – er det vanskeligt at få rede på, hvem der siger hvad. Stik mod forventningerne om større åbenhed og gennemsigtighed under pave Frans, er det det modsatte, der sker under denne synode. Ved tidligere synoder har man løbende offentliggjort indlæg fra de deltagende biskopper og kardinaler, mens man ved denne lejlighed kun fodrer omverdenen med generelle oversigter over, hvad der er sagt i debattens forløb. Derfor kan offentligheden ikke danne sig et billede af, hvilken ”tyngde”, der står bag de enkelte tilkendegivelser, hvortil kommer, at man med denne model i vidt omfang kan styre debatten, fordi de få, der har til opgave at udarbejde rapporterne, suverænt kan bestemme, hvilke synspunkter der skal have størst opmærksomhed. Det er et forhold, som allerede er blevet kritiseret af Troslærekongregationens præfekt kardinal Gerhard Müller, som i forrige uge bemærkede, at biskoppernes indlæg burde offentliggøres, fordi alle troende har et naturligt krav på at vide, hvad deres biskop siger på mødet.

I virkeligheden, tilføjer Allen, bliver den slags altid lækket før eller siden. Men indlæggene bør også gøres tilgængelige i løbet af synoden, fordi man ellers risikerer at få et tilfældigt, ufuldstændigt og derfor også forvansket billede af debatten.

En af dem, der til gengæld ikke holder kortene tæt ind til kroppen i øjeblikket, er kardinal Raymond Burke, som i et interview med Catholic News Report, mere end antydede, at en bestemt type opfattelser, som ikke er ”af Kirken,” er blevet favoriseret af synodens sekretariat fra begyndelsen. Samtidig opfordrede han paven til at fremsætte en udtalelse, der tager Kirkens lære i forsvar. ”De troende og deres gode hyrder ser hen til Kristi stedfortræder for at få en bekræftelse på den katolske tro og praksis vedrørende ægteskabet, som er den første celle i Kirkens liv. En sådan udtalelse burde efter min vurdering være kommet for længst.”

Denne synode skal efter planen efterfølges af en afsluttende session i 2015, så hvis man spørger, hvor det hele bærer hen, kan der endnu kun blive tale om gætterier. Og eftersom en synode ikke har magt til at beslutte noget, men kun har en rent rådgivende funktion, står og falder alt med, hvad paven til syvende og sidst beslutter sig for at gøre eller ikke gøre.