Hvorfor er Thomasevangeliet ikke kommet med i Bibelen?
Thomasevangeliet hører til de gnostiske skrifter, som i 1945 blev fundet ved Nag Hammadi i Egypten. Karakteristisk for gnosticismen er, at den har rødder i panteisme, i østlige mysteriereligioner og Platons filosofi. Dens tilhængere mente at have en hemmelig indsigt i universets mysterier, som de vurderede højere end Åbenbaringen, hvor den historiske dimension er et afgørende sandhedskriterium. Thomasevangeliet og de andre gnostiske skrifter ser mere eller mindre bort fra kristendommens objektive, historiske dimension og gør den til noget rent åndeligt og subjektivt, som ikke har behov for et menighedsfællesskab og en konkret kirkelig tradition.
Man kan læse om det ganske kort bl.a. flg. steder: ”Religion og Livsanskuelse”, (Gyldendal) artiklen ”gnosticisme”, i ”Praktisches Bibellexikon” Herder 1992 ”Thomas-Evangelium” sp. 1086 og mere fyldigt i Martin Schwarz Laustens Kirkehistorie (Anis 1997) s. 28 ff. ”Meget farligere og langt mere skæbnesvanger for kirken blev gnosticismen – ”. Her står det beskrevet, hvorfor gnosticismen var – og stadig er – farlig og afsporende for kirken og dermed for kristendommen. De 114 Jesusord, som står skrevet i Thomasevangeliet er smukke og opbyggelige, men når dette skrift ikke kunne optages blandt de kanoniske evangelier i Bibelen, er det fordi det kun fokuserer på Jesus som lærer og vismand, et menneske, som kan føre andre til viden og visdom (gnosis), men udelader alt det fortællende stof, som bevidner Jesu menneskevordelse, altså at Jesus er Gud og menneske i én person. Der er heller ikke et ord om Jesu korsfæstelse og opstandelse, som jo netop er kronen på Guds frelsesværk.
Schwarz Lausten skriver i sin Kirkehistorie om gnostikernes opfattelse af Jesus: ”Gud havde ladet Kristus tage bolig i mennesket Jesus ved dennes dåb, og han havde forladt denne krop igen før korsfæstelsen”. ”Der er ikke frelse i Jesu korsdød, og hans og menneskers opstandelse afvises, for gnostikerne ville netop befries fra ”kødet”.
Følgen af, at denne fundamentale kristne trossandhed afvises, er, at gnostikerne så også afviser Kirken som Kristi fortsatte mystisk/fysiske nærvær i historien (Kristi mystiske Legeme/de helliges samfund) og sakramenterne som Guds indgriben i den fysisk historiske virkelighed. Alt sammen en konsekvens af det dualistiske livssyn, som de havde taget i arv fra hellenistisk filosofi, og som er helt i modstrid med Kristendommens centrale budskab: ”Ordet blev Kød og tog bolig iblandt os” – Gud, der blev menneske i vores tid og rum og historiske virkelighed.
Derfor var det ikke så mærkeligt, at Thomasevangeliet og andre gnostiske skrifter ikke blev taget med i den Bibel, som skulle blive kristendommens fundament.
Kirsten Kjærulff
Se artiklen i printvenlig version