Så kom den med spænding ventede pavelige skrivelse, hvor pave Frans fremlagde sine konklusioner af drøftelserne på Amazonas-synoden. Skrivelsen fik navnet ”Querida Amazonia”, det elskede Amazonas.
De fleste kommentatorer har umiddelbart hæftet sig ved, at paven konsekvent undlader at træffe klare afgørelser vedrørende de mest kontroversielle spørgsmål, såsom ønsket om en lempelse af kravet om, at præster skal leve i cølibat.
Læs også: Amazonas-synoden – endnu en gyser
Faktisk, bemærker den kendte vatikanist Sandro Magister, forekommer ordet ”cølibat” ikke et eneste sted i skrivelsen, ligesom paven heller ikke kommer ind på spørgsmålet om vielse af (pålidelige) gifte mænd ”viri probati ” – uanset at begge spørgsmål fyldte meget både i drøftelserne på synoden og i slutdokumentet.
”Når alt kommer til alt,” skriver John L. Allen, chefredaktør af websitet CRUX, ”er det, vi har fået, rungende tavshed. Paven indleder med at sige: »Jeg vil ikke komme ind på alle de emner, der blev behandlet på synoden og i slutdokumentet«, og ignorerer i det følgende hele debatten om gifte præster. Fortalere for viri probati vil således med rette kunne henvise til, at han ikke siger ”nej”, mens modstandere med samme ret vil kunne hævde, at han heller ikke siger ”ja”.”
Det er netop denne manipulerende tvetydighed, som er karakteristisk for pave Frans, og som bør minde os om Jesu ord i Matthæusevangeliet 5,37: ”Men i jeres tale skal et ja være et ja og et nej være et nej. Hvad der er ud over det, er af det onde”.
Med andre ord ser det ud til, at intet er afgjort endnu. Det blev yderligere bekræftet på den pressekonference, hvor blandt andre den canadiske kardinal Michael Czerny præsenterede Querida Amazonia for offentligheden. På et spørgsmål vedrørende kvindelige diakoner fra en jounalist, svarede han, at den bedste måde at se pavens tilgang til dette spørgsmål, er, at det er ”en del af en rejse”. Og hårdt presset af en journalist fra LifeSiteNews, der helt præcist ville have svar på, om paven står fast på, at kvinder ikke kan blive hverken diakon- eller præsteviede, svarede han, at det er et spørgsmål, der i øjeblikket ”bliver undersøgt” – formentlig en henvisning til arbejdet i den kommission, pave Frans nedsatte om dette spørgsmål i 2016.
Et sidste forsøg fra journalisten lød således: ”Men vel ikke i form af en sakramental vielse?” Kardinal Czerny: ”Vi får se, hvad denne undersøgelse resulterer i.”
Et taktisk tilbagetog?
I sit indlæg peger Sandro Magister endvidere på muligheden for, at Querida Amazonias undvigende tilgang skal ses i lyset af den bog, pave emeritus Benedikt 16. og kardinal Robert Sarah udsendte i midten af januar – en bog, der virkede som en bombe under synodefædrenes opbakning til en delvis afskaffelse af præstecølibatet. Det forklarer også, vurderer Sandro Magister, at netop dette spørgsmål er helt fraværende i pavens skrivelse.
Læs også: Benedikt 16. og kardinal Sarah bryder tavsheden i ny bog om præstecølibatet
Det skal i denne forbindelse også nævnes, at pave Frans’ begrundelse for ikke at citere eller direkte kommentere slutdokumentets anbefalinger, er, at han gerne vil have, at man skal læse hele teksten og ikke blot fokusere på enkelte detaljer. Men, må man spørge, hvorfor skal man det, såfremt dele af teksten ikke længere har relevans i det omfang, de drejer sig om forslag, der nu er taget af bordet? – eksempelvis, hvis paven ikke kan forestille sig at tillade kvindelige diakoner eller præster?
Det giver kun mening, hvis alt det, paven ikke eksplicit har sagt ja eller nej til, blot er lagt i syltekrukken for en tid og vil kunne tages op igen, når bølgerne har lagt sig efter de mange protester mod planerne om at undergrave præstecølibatet – herunder også Georg Gänsweins skandaløse påstand om, at pave Benedikt ikke var medforfatter af den ovennævnte bog, hvilket resulterede i, at han efterfølgende måtte forlade sit embede som Benedikts personlige sekretær.
I samme retning peger det forhold, at kardinal Reinhard Marx – formodentlig i frustration over at hans planer om at reformere Kirken i Tyskland til ukendelighed ikke ser ud til at blive til noget i den nærmeste fremtid – har meddelt, at han ikke ønsker at stille op til endnu en periode som formand for den tyske bispekonference.
Og endelig kunne man spørge. Er det rimeligt at antage, at pave Frans skulle have sat hele dette sceneri i værk blot for at nå et så magert resultat, der tilmed har skabt åbenlyse frustrationer blandt hans egne tilhængere?
Se artiklen i printvenlig version