På dagen for pave Benedikts begravelse skal der herfra lyde en helhjertet tak for hans enestående gerning i Kirkens tjeneste, herunder ikke mindst for hans imponerende skriftlige produktion, som altid var kendetegnet af hans krystalklare tænkning og dybe tro, og som han efterlader os i en tid, hvor vi mere end nogensinde har behov for klarhed og respekt for Kirkens lære.
Som eksempel har vi valgt at bringe et lettere forkortet uddrag af kapitel 29 i pave Benedikts postsynodale (1) apostolske skrivelse ”Sacramentum caritatis” (Kærlighedens sakramente) fra den 22. februar 2007 med overskriften ”Eukaristien og ægteskabets uopløselighed”:
Af det forhold, at Eukaristien er et tegn på Guds aldrig svigtende kærlighed til sin Kirke i Kristus, følger, at den i forbindelse med ægteskabets sakramente er forbundet med uopløseligheden, som al ægte kærlighed nødvendigvis må længes efter. Hvad angår den pastorale omsorg for de mange troende, der befinder sig i en ulykkelig situation efter først at have indgået et gyldigt ægteskab, dernæst er blevet skilt og efterfølgende har indledt et nyt forhold, er denne omsorg fuldt ud berettiget. Det drejer sig både om et vanskeligt og kompliceret pastoralt problem og en samfundsmæssig plage, som i stigende grad også rammer de katolske kredse. Af kærlighed til sandheden, er præsterne nødt til at skelne mellem de forskellige situationer for at kunne tilbyde de pågældende en passende spirituel vejledning.
Bispesynoden har bekræftet den kirkelige praksis, som bygger på Den Hellige Skrift (Mark 10, 2-12), om ikke at give fraskilte gengifte adgang til at modtage eukaristien, fordi deres livssituation og deres livsforhold objektivt er i modstrid med det kærlighedsbånd mellem Kristus og Kirken, som eukaristien er et tegn på og gør nærværende.
Ikke desto mindre vedbliver de fraskilte gengifte trods deres situation med at høre til Kirken, som følger dem med en særlig opmærksomhed i håbet om, at de snarest muligt vil nå frem til en kristen livsstil ved at deltage i messen, men uden at modtage kommunion, ved at lytte til Guds ord, ved tilbedelse af Eukaristien og ved bønnen, ved deltagelsen i menighedens liv, ved oprigtige samtaler med en præst eller en åndelig vejleder, ved godgørenhed og bodshandlinger og ved at tage sig af børnenes religiøse opdragelse …
Man bør imidlertid ikke betragte den pastorale opgave, som om den var i modstrid med Kirkens lære. Man bør som udgangspunkt snarere betragte kærligheden til sandheden som et grundlæggende møde mellem disse to ting. Denne sandhed er i virkeligheden aldrig abstrakt, men går op i en højere enhed i enhver troendes menneskelige og kristne vandring…
I de tilfælde, hvor der ikke er mulighed for at få ægteskabet erklæret ugyldigt, og hvor konkrete forhold gør det umuligt for ægteparret at genoptage samlivet, anbefaler Kirken disse troende at leve i overensstemmelse med Guds lov som venner, som brødre og søstre…
Kapitlet slutter med disse ord:
Ægteskab og familie er institutioner, som bør fremmes og beskyttes mod alle former for tvetydighed vedrørende deres sandhed, fordi enhver overlast, de måtte blive udsat for, udgør et sår i det menneskelige fællesskab som helhed.
1) Pavens redegørelse for drøftelserne ved en traditionel synode – Ikke at forveksle med Frans’ ”synodale” projekt
Se artiklen i printvenlig version