Af Michael Cook
For nylig fik en række fremtrædende britiske forskere og embedsmænd foretræde for en komité i Underhuset, hvor de fortalte parlamentsmedlemmerne, at det var aldeles ufarligt, etisk forsvarligt og uden risiko for utilsigtede følger at skabe fostre med arveligt materiale fra tre forældre.
Teknikken går under betegnelsen mitokondrie-overførsel. Mitokondrier befinder sig i den væske, der omgiver cellekernen. Størstedelen af cellens DNA findes i kernen, ca. 1 pct. i mitokondrierne. Hvis en kvindes mitokondrier har en defekt, kan hendes børn blive født med alvorlige defekter.
I det seneste par år har britiske aviser bragt en lind strøm af features om familier med et barn, der er ramt af en mitokondriesygdom. Tag f.eks. Vicky Holliday og hendes partner Keith Newell, som bor i en forstad til London. De talte sidste uge med The Guardian om deres 10 måneder gamle barn Jessica. Hun har Leighs syndrom, en tilstand, der sandsynligvis skyldes en DNA-fejl i Vickys mitokondrier. Den fører til skader på hjernen, og Jessica vil sandsynligvis dø, mens hun endnu er barn.
Der findes ingen behandling mod Leighs syndrom og andre mere eller mindre alvorlige følgesygdomme forårsaget af fejl i mitokondrierne. Derfor presser forskerne på for at få tilladelse til at skabe fostre uden det defekte mitokondrie-DNA. Det barn, der kommer ud af det, vil få faderens og moderens DNA plus en anden kvindes mitokondrie-DNA. På den måde vil Vicky og Keith kunne få et sundt barn at trøste sig med efter Jessicas så godt som uafvendelige død. Sådanne børn har medierne valgt at kalde ”tre-forældre-børn.”
Indtil for nylig har britiske forskere fejet indvendinger af etisk eller medicinsk art mod teknikken af bordet som grundløse. Men så enkelt er det ikke.
I hele menneskehedens historie har vi alle været en blanding af DNA’et fra én mor og én far. Vores forestillinger om henholdsvis forældres og børns rettigheder og forpligtelser bygger på denne kendsgerning. Vi ved ikke, hvordan det vil føles at have en 100 pct. far, en 99 pct. mor og en 1 pct. reservemor. Hertil kommer, at det i givet fald bliver første gang, forskere foretager ændringer i menneskelige kimceller. Det bliver begyndelsen på en æra, hvor mennesker bliver til ved genetiske manipulationer.
Selv magasinet New Scientist, som normalt støtter såkaldt progressiv forskning, foretog for nylig en kovending i dette spørgsmål og efterlyste ”en seriøs debat om de etiske aspekter”. ”Vi har formentlig i høj grad undervurderet den indflydelse, som mitokondrierne har,” hed det i lederen.
”Ny forskning sandsynliggør, at mitokondrierne har en væsentlig indflydelse på nogle af de vigtigste sider af menneskelivet. Det løfter sløret for det etisk foruroligende perspektiv – som tidligere overvejende er blevet afvist, også af denne publikation – at børn, der bliver undfanget på denne måde vil arve væsentlige træk fra tre forældre.”
Imidlertid ser det ud til, at det for nærværende er lykkedes det britiske videnskabelige establishment at føre politikerne bag lyset. Man vil sandsynligvis få grønt lys for at fuske med menneskelige fosteranlæg i håbet om at kunne frembringe sygdomsfri børn.
Flerdobbelt forældreskab
Men hvad bliver det næste? Bliver ”tre-forældre-børn” det sidste, forskerne finder på at interessere sig for? Det er et spørgsmål, som novemberudgaven af Journal of Medical Ethics, et af verdens førende bioetiske tidsskrifter, indgående beskæftiger sig med. Politikerne burde læse det – og gyse. Her har en af Storbritanniens mest fremtrædende bioetikere, John Harris fra universitetet i Manchester, afsløret sit syn på børn med fire – eller flere – genetiske forældre. Han og to af hans kolleger, César Palacios-Gonzáles og Guiseppe Testa kalder det ”flerdobbelt forældreskab.” De hævder, at dette blot er en af mange fascinerende muligheder, der følger med brugen af stamceller til at skabe syntetiske æg- og sædceller. Eller, som de foretrækker at kalde dem, in vitro genererede gameter (IVG).
Efter at det i 2007 blev muligt kunstigt at fremstille multipotente stamceller, kan enhver kropscelle teoretisk set skabes af noget så simpelt som en hudcelle. Mus er allerede blevet skabt af sæd- og ægceller frembragt af stamceller. Harris og hans kolleger mener, at den dag ikke er fjern, hvor man vil kunne gøre det samme med mennesker. I deres artikel strikker de en etisk retfærdiggørelse sammen og skitserer nogle fremtidige anvendelsesmuligheder.
For det første, er det etisk forsvarligt? Selvfølgelig er det det, for så vidt som forsøg på mus viser, at det er uskadeligt. Faktisk, indrømmer de, udgør disse forsøg i etisk forstand en langt strengere forholdsregel end tilfældet var, da man producerede de første reagensglasbørn. ”Hvis man havde stillet urealistisk høje krav til sikkerheden, ville vi aldrig have fået vacciner eller reagensglasbehandling (IVF) eller noget andet fremskridt. Der er ikke noget, der er fuldstændigt risikofrit.” I øvrigt, hævder de, er et hvilken som helst barn, der bliver sat i verden, bedre stillet, end hvis det aldrig havde eksisteret.
For det andet er der mange potentielle patientgrupper. De første fire kender man fra IVF-verdenen: mænd med nedsat sædkvalitet, kvinder, der kommer for tidligt i overgangsalderen, personer, der har mistet kønskirtler eller deres fertilitet efter at have gennemgået en kræftbehandling, og i sjældne tilfælde personer, som er blevet ufrivilligt steriliseret.
Mange af dem, der kunne få glæde af IVG-teknikken, er homoseksuelle og lesbiske par, som kunne få børn med gener fra begge parter. ”Der er ikke noget moralsk forkasteligt ved, at mentalt sunde og kærlige personer af samme køn bruger IVG for at tilfredsstille deres legitime ønsker om at blive genetiske forældre til deres børn,” siger de.
Endvidere kan man forestille sig ”enlige, som måtte ønske at få et barn uden partner og uden at gøre brug af ægdonation.” Det ville være den mest udprægede form for incest, man kan forestille sig – en person, der bogstaveligt parrer sig med sig selv. Her er der ikke taget hensyn til sikkerheden, men i etisk henseende bliver teknikken blåstemplet af Harris & Co.
Og endelig: flerdobbelt forældreskab – en mulighed, Harris og hans kolleger begejstret hilser velkommen. Der er efter deres opfattelse tale om ”en betydelig udvidelse af den reproduktive selvbestemmelse, som tillader flere end to personer samtidigt at indgå i et genetisk forældreskab.”
”Ved hjælp af IVG kan man opnå en væsentligt mere substantiel fordeling af det genetiske slægtskab ved så at sige at springe en generation over. Man kan forestille sig, at fire personer i et forhold ønsker sig et barn, som de alle kunne være genetisk forbundet med. Ved hjælp af IVG kunne man gennemføre følgende scenarie: Først skaber man to fosteranlæg fra hvert par ved hjælp af IVF-metoden enten med naturligt eller in vitro genererede kønsceller. Dernæst udtager man stamcellesekvenser fra begge fostre og differentierer dem til at blive kønsceller, som så kan indgå i en ny reagensglasbefrugtning. Det foster, der kommer ud af det, vil da være genetisk forbundet med alle fire vordende forældre, som teknisk set bliver barnets genetiske bedsteforældre.”
Eugenik in vitro
Men hvorfor lade det blive ved fire biologiske forældre?
En australsk bioetiker, Robert Sparrow, har skabt debat blandt fagfæller med et endnu mere avanceret scenarie, som han kalder ”eugenik in vitro.” Ved at skabe kønsceller af stamceller fra fostre vil det om blot ti år blive muligt at skabe 20-30 generationer reagensglasfremstillede individer. Det afhænger af, hvordan forskerne styrer processen, men i løbet af de sidste 20 generationer har vi alle sammen erhvervet 1.048.576 forfædre. Så fire forældre er i den sammenhæng et beskedent tal. Et barn kunne have så mange mennesker, som hver især havde bidraget til dets genetiske profil, at det ikke ville give nogen mening at tale om dets forældre. De ville, siger Sparrow, være ”forældreløse fra undfangelsen.”
Hvad er hensigten med dette scenarie? Eugenik, dvs. udryddelse af uønskede gener med henblik på at skabe bedre menneskelige individer. ”Faktisk”, skriver Sparrows, ”vil forskerne blive i stand til at frembringe mennesker med en lige så stor eller endda større grad af præcision end den, vi normalt anvender i forbindelse med dyre- eller planteavl.
Forsvar for et mareridt
Det er langt fra nogen let opgave at levere et etisk forsvar for sådanne muligheder. Men ikke, hvis man spørger Harris & Co. De konstaterer indledningsvis, at argumenter, der bygger på, hvad der er ”naturligt” eller ikke, er uden relevans i sammenhængen, fordi der ikke er noget, der hedder ”naturlige” måder at handle på. Og følgelig kan der heller ikke være noget i vejen for at udvide kredsen, der leverer genetisk materiale, til at omfatte andre end én far og én mor.
Skulle det resultere i skavanker, vil barnet i sagens natur dårligt kunne komme med indsigelser. Det vil i givet fald være blevet til, og det er bedre end ikke at være til. Selv i dag er vores arvemasse sammensat af materiale fra mange forskellige generationer. Brugen af IVG tilføjer blot en genetisk dimension til tingene, som de er. ”Vordende forældre,” skriver de, ”vil blive i stand til at vælge mellem et ufatteligt antal potentielle børn.”
Andre bidragydere til den samme udgave af Journal of Medical Ethics skildrer scenarier, der er lige så bekymrende. Men den gennemgående konstatering i alle artiklerne er, at IVF-teknologi kan bruges til i bund og grund at forandre betingelserne for forældreskab. Den er det biologiske modstykke til, at man med fuldt overlæg fremprovokerer ekstreme klimaforandringer.
Selvfølgelig kan man ikke med sikkerhed sige, at noget af alt dette vil ske. Måske vil det ikke lykkes at skabe fostre med tre forældre for slet ikke at tale om kunstigt fremstillede æg- og sædceller. Men det seneste nummer af Journal of Medical Ethics giver et klart vidnesbyrd om, at Storbritanniens akademiske elite allerede har beredt vejen for at producere børn, der kan bruges som legetøj for videbegærlige genetikere. Det vil være i allerhøjeste grad være uansvarligt af det britiske parlament at legalisere fremstilling af fostre med tre forældre uden først at undersøge, hvad det næste skridt bliver.
Michel Cook er redaktør af MercatorNet – http://www.mercatornet.com – hvor denne artikel kan læses på originalsproget.
Se artiklen i printvenlig version