Det strømmer ind med kommentarer til pavens seneste bizarre udmeldinger. Især til hans bemærkninger i en ny dokumentarfilm, Francesco, hvor han taler om homoseksuelles rettigheder. Her siger han: ”Homoseksuelle har ret til at være en del af familien. De er Guds børn og har ret til at have en familie. Ingen burde blive smidt ud eller føle sig ulykkelige over det.”
Lyder det rimeligt? Ja og nej. Selvfølgelig skal de homoseksuelle, som det udtrykkes i Den Katolske Kirkes Katekismus (KKK) (2358) ”mødes med respekt, medfølelse og takt”, ligesom de ikke bør udsættes for ”uretfærdig diskrimination”. Men det, man skal lægge mærke til her, er, at han taler om ”at have en familie” – uanset at Kirken indtil nu konsekvent har betegnet seksuelt samliv mellem homoseksuelle som ”forhold” eller lignende neutrale udtryk – men aldrig som familier. Det er et klart brud med traditionen og i modstrid med Kirkens forståelse af, hvad en familie er.
Men der er mere end det at undre sig over. Paven siger dernæst: ”Det, vi bliver nødt til at skabe, er en ”borgerlig ægteskabelig forbindelse”[1]. På den måde vil de blive beskyttet af loven. Det har jeg også tidligere gået ind for.”
Det, paven foreslår, er, at Kirken skal blåstemple borgerlige vielser mellem homoseksuelle. Men det indebærer i sagens natur, at man så også accepterer homoseksuelle ”handlinger”. Bevares, han siger ikke, at vielsen skal foregå i kirken, men at Kirken med stort K skal anerkende sådanne ”forbindelser” og familiemønstre – uanset, at KKK slår fast, at Traditionen altid har erklæret, at ”homoseksuelle handlinger ud fra deres indre væsen er uordnede” og ”i modsætning til den naturlige lov”(2357).
Kommentarer
Kardinal Burke har ikke været sen til at henvise til de mange forpligtende udsagn fra Kirkens læreembede, som fuldt ud bekræfter, at pavens bemærkninger er i direkte modstrid med katolsk lære. Samtidig beroliger han os med, at sådanne henkastede bemærkninger ”ret forstået kun er personlige synspunkter hos den person, der fremsatte dem,” mens han på den anden side dybt beklager den forvirring og vildledning af de troende, udmeldinger som disse kan forårsage.
Ærkebiskop Viganò har en ganske interessant teori om, hvorfor paven med jævne mellemrum fremsætter provokerende og åbenlyst hæretiske udsagn som dette:
”Disse ord er blot én af et utal af provokationer, hvormed den ultraprogressive fløj i hierarkiet ønsker at fremprovokere et skisma, som den allerede har prøvet på med den post-synodale skrivelse Amoris laetitia, revisionen af læren om dødsstraf, Amazonas-synoden med dens afskyelige Pachamama og Abu Dhabi-erklæringen, som nu er blevet bekræftet og gjort endnu værre med rundskrivelsen Fratelli Tutti.
Det ser ud til, at Bergoglio med et stadigt stigende antal hæretiske udtalelser skamløst prøver at tvinge visse kardinaler og biskoppper til at ”forhøje indsatserne” for på den måde at tvinge den sunde del af Kirken til at anklage ham for hæresi, sådan at han dernæst vil kunne beskylde den sunde del af Kirken for at skabe et skisma og for at være pavens fjende (…)
Denne fælde vil have til formål at konsolidere hans egen magt inden for en kirke, som kun nominelt vil være katolsk, men i virkeligheden være hæretisk og skismatisk (…) Til gengæld vil den kunne regne med støtte fra den globalistiske elite, mainstream-medierne og LGBT-lobbyen, som mange præster, biskopper og kardinaler ikke er ukendt med. (…) Således kunne Bergoglio få ikke blot ”den dybe kirke” ved sin side – repræsenteret af oprørere som pater James Martin S.J. og af dem, der står for den tyske ”synodale vej” – men også ”den dybe stat”.[2]
***
Pave Frans’ seneste rundskrivelse Fratelli Tutti vil jeg ikke ofre mange ord på. Den kan beskrives som endnu en alenlang snak om aktuelle politiske emner. I stedet vil jeg nøjes med at henvise til Jacob Egeris Thorsens fortrinlige anmeldelse i Kristeligt Dagblad lørdag den 24. oktober, som han afsluttede med disse ord:
”Fratelli Tutti fremstår på det politiske område som et utopisk, humanistisk manifest, hvor det står i menneskets magt at skabe en god og solidarisk verden, der minder betragteligt om Gudsriget, men som er rent dennesidigt.
Derfor er der heller ikke brug for Kristus og hans frelse. Han er følgelig stort set fraværende i dokumentet.”
***
”En handel med djævelen”
Til sidst i denne oversigt over de varmeste emner skal det nævnes, at Vatikanet som forventet netop har fornyet sin fortsat hemmelige aftale med det kommunistiske styre i Kina. ”De to parter er enedes om at fortsætte den eksperimentelle implementeringsfase i den foreløbige aftale i endnu to år”, lød det fra Vatikanet.
Damian Thompson, associeret redaktør af det britiske ugemagasin The Spectator, havde denne kommentar: ”Vatikanet under pave Frans har i realiteten slået en handel af med djævelen ved at forråde hårdt prøvede troende katolikker og andre kristne, som nu er i hænderne på deres totalitære forfølgere.”
Og han fortsætter:” Vi skal ikke tro på påstandene om, at dette ondsindede konkordat først og fremmest er kardinal Parolins værk (uanset at han er dybt kompromitteret) og at paven bare er blevet ført på vildspor [af sine rådgivere]. Ansvaret for denne ugerning hviler helt og holdent på paven selv.”
Ifølge kardinal Parolin har aftalen ført til, at man nu har løst problemet med de ”illegale biskopper”. ”For første gang i årtier,” siger han, ”er alle biskopper i Kina godkendt af paven takket være implementeringen af aftalen, og der bliver derfor ikke flere ulovlige ordinationer.”
Helt så idyllisk er situationen ikke set med kardinal Zens øjne: ”Denne aftale drejer sig om udnævnelse af biskopper. I de to år, den har været i kraft, har der ikke været nogen udnævnelser – kun anerkendelser fra Vatikanets side af syv ekskommunicerede biskopper,” konstaterede han i september, efter at paven havde nægtet at modtage ham i Rom. Ved samme lejlighed sagde han til de italienske medier: Kommunismen varer ikke evigt, og når den falder, vil det blive afsløret, at Kirken har samarbejdet med dette umenneskelige regime og dermed sat sin moralske autoritet over styr. Man kan ikke lave aftaler med dette regime. Selve tanken om at indgå aftaler med Beijing er absurd. Det svarer til at indgå aftaler med djævelen.
[1] Oversat fra engelsk ”civil union”
[2] Betegnelse for de magtfulde personer eller grupper, der trækker i trådene bag kulisserne, uden at vi lægger mærke til det.
Se artiklen i printvenlig version