Sidste forpostfægtninger inden synoden
Kommentarer lukket til Sidste forpostfægtninger inden synoden 1926 18 september, 2014 Nyheder september 18, 2014 Indlæg af

Sidste forpostfægtninger inden synoden

 

Meget tyder fortsat på, at bispesynoden i Rom 5.–19. oktober, som har ægteskab og familie på dagsordenen, ikke kommer til at forløbe uden dramatik. Siden det forberedende møde i februar, hvor kardinal Walter Kasper talte varmt for at åbne døren for fraskilte gengifte katolikkers adgang til at modtage Kirkens sakramenter, har det således ikke skortet på udmeldinger, der har efterladt et klart indtryk af splittelse blandt biskopper og kardinaler i dette spørgsmål.

Senest har det vakt opmærksomhed, at en bog med titlen ”At forblive i Kristi sandhed” snart vil blive udgivet på flere sprog. Den vil efter sigende kunne fås i boghandlen fra den 25. september – altså inden synoden – og ifølge den franske avis La Croix, som citerer en kilde i den romerske Kurie, er den det, man taler om i Vatikanet lige nu. Så meget ved man om bogen, at den er redigeret af den amerikanske præst Robert Dorado, som er leder af Augustinianum, et institut i Rom, der forsker i kirkefædrenes historie og skrifter, og at den indeholder bidrag af en række skribenter, der forholder sig kritisk til Walter Kaspers oplæg.

De fem mest prominente bidragydere, som allerede har ytret sig i debatten, er

  • kardinal Walter Brandmüller, som indtil for få år siden var præsident for Den pavelige komité for historievidenskab, og som stod pave Benedikt meget nær,
  • kardinal Raymond Burke, præfekt for Den Apostolske Signatura, Kirkens højeste juridiske myndighed,
  • ærkebiskoppen af Bologna Carlo Caffara, som hørte til inderkredsen omkring pave Johannes Paul 2.,
  • kardinal Velasio De Paolis, tidligere formand for Præfekturet for Vatikanets økonomiske anliggender,

og sidst, men ikke mindst kardinal Gerhard Ludwig Müller, præfekt for Troslærekongregationen.

Kardinal Burke i unåde hos pave Frans

Ifølge La Croix, som hævder at citere en højtstående kilde, skal paven have givet udtryk for ærgrelse over denne udgivelse, der lægger sig så tæt op ad synoden, ligesom han skal have anmodet kardinal Müller om ikke personligt at medvirke ved præsentationen af bogen. Kort efter fulgte så forlydendet om, at pave Frans havde ”fritaget” den amerikanske kardinal Raymond Burke for hvervet som præfekt for Den Apostolske Signatura og i stedet gjort ham til protektor (cardinalis patronus) for Malteserordenen.

Det var den kendte ”vatikanist” Sandro Magister, der som den første bragte og kommenterede den endnu officielt ubekræftede nyhed på sin blog under overskriften: Kardinal Burke sendt i eksil på Malta. Den kan læses i engelsk oversættelse på denne adresse: http://chiesa.espresso.repubblica.it/articolo/1350870?eng=y

Her gør han opmærksom på, at titlen cardinalis patronus er en hæderstitel, man normalt tildeler højt rangerende kardinaler ved siden af deres egentlige arbejdsområde. Der er således ikke blot tale om, at   kardinal Burke flyttes fra et betydeligt til et mindre betydeligt hverv, men at han helt og aldeles fjernes fra Kurien og dermed også fra enhver direkte indflydelse på ledelsen af Verdenskirken.

Hvis han tvinges til at forlade sit embede inden 5. oktober, vil det yderligere få den konsekvens, at han ikke vil kunne deltage i synoden, hvortil han p.t. er indbudt i sin egenskab af præfekt for Den Apostolske Signatura.

Sandro Magister karakteriserer i sit indlæg Burke som en særdeles from person, der modsat mange af sine kardinalskolleger aldrig er gået på kompromis for at opnå en forfremmelse eller en personlig fordel, men tværtimod altid har haft modet til at gå mod strømmen uanset omkostningerne, og som i det hele taget har et fuldstændig uplettet ry. At han ikke er i kridthuset hos pave Frans, fik man allerede et vink om, da paven i december 2013 fjernede ham fra Kongregationen for Biskopperne. Det betød, at Burke ikke længere havde indflydelse på udnævnelsen af biskopper – til udelt og højlydt glæde for de såkaldt progressive kredse i Kirken i USA. Sandro Magister forudser i sit indlæg, at den seneste definitive degradering af Burke vil resultere i stærke reaktioner blandt mere konservative amerikanske katolikker og vække bestyrtelse og bekymring i Pro Life-kredse, som hele tiden har haft en urokkelig og uforfærdet støtte i ham.

Kardinal Martino: Kirkens lære står fast

Så godt som samtidig med, at rygtet om kardinal Burkes degradering slap ud til offentligheden, udtalte den italienske kardinal og tidligere ambassadør ved FN Renato Martino i et interview med avisen La Nuova Bussola Quotidiana, at det efter hans mening er utænkeligt, at synoden vil kunne træffe beslutninger i strid med Kirkens konstante lære om ægteskab og familie. Kirken, sagde han, har altid i overensstemmelse med Jesu ord i evangelierne lært, at et ægteskab kun kan opløses ved den ene af ægtefællernes død. En person, som indgår et nyt borgerligt ægteskab og dermed begår ægteskabsbrud, befinder sig i Kirkens øjne i en tilstand af alvorlig synd og kan derfor kun modtage kommunion efter at have angret og modtaget bodens sakramente. Martino sagde videre, at han kender paven godt og fortsatte: ”Jeg mener, at paven i høj grad ligner Johannes Paul 2., når det drejer sig om at være tro mod Kirkens lære. Også for Frans er familien noget helt fundamentalt. Hertil kommer, at paven ikke kan indføre noget nyt, som man aldrig før har hørt om. Det eneste, der ændrer sig, er stilen. Læren er, som den er, og den er paven nødt til at forkynde.”

Denne vurdering deles imidlertid ikke fuldt ud af alle. F.eks. har den amerikanske blogger og klummeskribent på National Catholic Register Patrick Archbold udtrykt bekymring for, at synoden vil kunne resultere i en gentagelse af, hvad der skete i årene efter 1968, hvor pave Paul 6. højtideligt havde bekræftet Kirkens konstante lære om familieplanlægning, herunder forbudet mod brug af kunstig prævention, og hvor mange biskopper ikke desto mindre i de følgende årtier ignorerede og undergravede denne lære i deres pastorale praksis. Archbold forestiller sig et slutdokument, som i det store og hele bekræfter Kirkens lære, men som samtidig vil munde ud i en anbefaling til bispekonferencerne om at udarbejde retningslinier for den pastorale omsorg for katolikker i en vanskelig situation – de samme bispekonferencer, tilføjer han, som mange steder i Kirken har gjort slaphed i forkyndelsen af seksualmoralen til gældende norm. Hvis ikke slutdokumentet nøje præciserer, hvad der bør gøres, konkluderer han, vil udviklingen herefter med stor sandsynlighed løbe løbsk.