Af Kirsten Kjærulff
I begyndelsen af Georges Bernanos’ roman ”En landsbypræsts dagbog” [1] siger bogens hovedperson s. 6: ”Jeg gad vidst, om menneskeheden nogen sinde har oplevet livsleden som en smitte, en spedalskhed. En håbløshed uden ord, en gemen form for håbløshed, der må være som den rådne stank fra en kristendom i opløsning”.
Ja, jeg tror, vi er mange, som fristes af en sådan håbløshed, især i vores europæiske kulturkreds, hvor kristendommen synes at være på tilbagetog for militante religioner eller aggressive ateistiske livsanskuelser, et tilbagetog, som skyldes en stadig større uvidenhed om den kristne tro og en stadig mere udbredt ligegyldighed over for tilværelsens fundamentale spørgsmål – en ligegyldighed, som langsomt udvikler sig til livslede og menneskeforagt, og som dybest set er en konsekvens af relativismens diktatur.
Det begyndte ellers så godt, da kristendommen vandt udbredelse i de første århundreder, til den kulminerede i højmiddelalderen, hvor den kristne kultur efterhånden havde gennemlyst hele den verdslige kultur, en proces, som for nogle århundreder kunne retfærdiggøre betegnelsen “Den kristne enhedskultur”. Den kirkelige reformbevægelse, som allerede fra det 10. århundrede var udgået fra klostret Cluny i Burgund, var med vældig kraft blevet grebet og videreført i en ny retning af Bernhard af Clairvaux. Inspirationen fra denne bevægelse prægede også den verdslige høviske kultur og gav den nye kristne idealer og omgangsformer, som erstattede folkevandringstidens og det gamle slægtssamfunds selvtægt og blodhævn. Den kristne ridder så nu sig selv som Guds stridsmand drage ud i verden med indviede våben for at forsvare svage og værgeløse, og under korsets banner kæmpe mod kristenhedens fjender: Spanien blev tilbageerobret fra maurerne, og i 1098 udgik det første korstog for at befri Kristi grav i Jerusalem. I 1099 kom Den hellige Stad på kristne hænder og var i de næste hundrede år et kristent kongedømme.
Korstogene har siden fået et tvivlsomt omdømme og blev som bekendt ingen succes i ydre forstand, men de medvirkede til at frigøre de åndelige kræfter, som skulle forme det 12. århundrede: De bevidstgjorde de vesterlandske folk om deres fælles identitet som kristne folk under Pavens lederskab. Kirken og klostrene blomstrede og bragte den fælleseuropæiske kultur til et højdepunkt, som kom til at præge den de næste 1000 år.
En absolut og universel Sandhed
Den fælleskristne selvforståelse byggede på kristendommens kerne: Inkarnationens mysterium: At Ordet blev kød, blev et menneske af kød og blod og dermed genforenede Ånd og natur, Gud og menneske. Dette mysterium er imidlertid lige siden kristendommens begyndelse blevet anfægtet, både af den reduktionistiske materialisme, som også var på spil i antikken, og af dualismen.
Allerede apostlene advarer mod den gnostiske fristelse, der ser kød og Ånd som modsætninger og derfor er en anfægtelse af den kristne helhedstænkning eller holisme.
Helt fra begyndelsen er Kirken trængt fra begge sider, dels af materialismen (bl.a. hos sofisterne og saddukæerne), dels af den foragt for materien, den fysisk/ legemlige virkelighed, som er kendetegnende for den hellenistiske gnosticisme. Kristendommens farligste modstander var dog dengang ikke den hedenske materialisme, men den hellenistiske åndeliggørelse og nedvurdering af det fysiske.
Kirkefædrene (bl.a. Origenes, Irenæus og Augustin) betoner derfor det jordiske skaberværks og det menneskelige legemes værdighed som ”Helligåndens tempel” og i forlængelse heraf sanseligheden i Gudstjenestens liturgi og sakramenter. Rygraden i den kristne helhedsopfattelse er forståelsen af Kirken som Ursakramentet, Kristi mystiske Legeme – Kristi fysiske reale nærvær i verden og historien. Her er tale om en ”mystisk realisme”, idet mysteriet jo netop er karakteristisk ved at være en syntese af det guddommelige og det materielle: Ordet, som blev kød. Det er denne katolske helhedstænkning, som er sammenhængskraften i middelalderens kristne enhedskultur. Det er overbevisningen om en Sandhed åbenbaret af en guddommelig transcendent virkelighed, en absolut og universel Sandhed.
Mennesket sætter sig selv i centrum
Men hele vejen op gennem historien har dualismen været et stadig tilbagevendende problem. En åndelig strømning, som i middelalderen satte skred i den udvikling, som senere skulle føre til renæssancens brud med helhedstænkningen, var nominalismen, med dens fornægtelse af reelt indhold i begreber som godhed og sandhed, som blev opfattet kun som navne for en individuel (subjektiv) virkelighed.
Hermed blev Gud og virkeligheden ”an sich” absolut utilgængelig for menneskets fornuft og erfaring.
Nominalismen i 1100-tallet satte gang i de sproglogiske diskussioner på det nye universitet i Paris. Den kulminerer i 1300-tallets universaliestrid, hvor den sammen med gnosticisme og spiritualisme fører til et principielt brud mellem tro og viden, en splittelse, der op gennem de næste århundreder voksede sig stadig større.
Det afgørende skred fandt sted i renæssancen i 14-1500-tallet. Den er karakteriseret ved en stadig stærkere betoning af subjektet, det enkelte individ. Man ser det f. eks. synligt udfoldet i renæssancekunstens centralperspektiv, hørligt i kirkemusikkens indførelse af instrumenter, solosang og verdslige tonearter (dur og mol), og litteraturen skrives nu på folkesprog i stedet for på latin. Renæssancens hovedanliggende var ”menneskefrigørelsen”, at gøre mennesket, det suveræne individ, til universets centrum. Det var, ”da mennesket tog magten og satte Gud fra bestillingen”. (Joh. Sløk). Dens modefilosofi var humanismen, som i sin oprindelige skikkelse var en ateistisk ideologi, der satte mennesket på den plads, Gud indtil da havde haft. Endvidere ”genfødelsen” af hellenistisk filosofi med den platoniske idealisme og dens syn på den fysiske skabte verden, på menneskelegemet og det sanselige som en bleg og mindreværdig afglans af ideernes guddommelige verden. Det satte skred i naturvidenskabens nye paradigme hos renæssancens naturvidenskabsmænd, som definerede virkeligheden som det, der kunne måles, vejes, beskrives matematisk og efterprøves eksperimentelt.
Det er også disse bevægelser, som er med til at forme reformationens egocentrerede, pessimistiske menneskesyn og hele virkelighedsopfattelse, hvor det ikke længere er Gud, som sætter dagsordenen, men mennesket.
Luthers udgave af renæssancens ”centralperspektiv”
Det er absurd, at en enkelt munks personlige anfægtelser og problemer i den grad kunne tilsidesætte 1500 års kirkelig Tradition. Det lod sig også kun gøre, fordi hans oprør mod Den katolske Kirke blev en del af hele det oprør, som ville aristokratiet, kleresiet og hele den forfinede renæssancekultur til livs. Reformationen blev en katastrofe for kristendommen, en ødelæggelse så primitiv og barbarisk, at lignende ikke var set siden plyndringen af Rom i 410. Hvor brutalt reformationen blev gennemført, er nådigt blevet tilsløret af eftertidens protestantiske historieskrivere, men et mere realistisk indtryk kan man danne sig ved f. eks. at læse Magnus Nymans ”Förlorarnas historia” (Uppsala 1997). Man kan også nøjes med at kigge på alle de ruiner, der vidner om ødelæggelsen af kirker, klostre, kirkekunst osv. i vort eget land.
Men det værste var, at selve Kirkens og dermed kristendommens rygrad var blevet invalideret.
Luther var et barn af renæssancen, og derfor forankrede han hele sin teologi i det enkelte menneskes subjektive læsning og fortolkning af Bibelen. (”Sola scriptura”). Kirken blev derfor reduceret til en verdslig, menneskelig instans. Han afskaffede Kirkens og pavens teologiske og læremæssige autoritet, ligesom han sløjfede det særlige præstedømme og de fleste sakramenter. Kirken mistede sin sakrale dimension og dermed den Helligåndens autoritet, som Jesus selv havde sat som sin Kirkes øverste myndighed. [2]
Både teologisk og moralsk blev relativismen og subjektivismen den målestok, som kendetegnede Luthers teologi. En tidsindstillet bombe var hans opfattelse af, at gode gerninger var irrelevante – ja ligefrem skadelige, fordi de fristede mennesket til hovmod. Ifølge Luther kunne en morder løfte sine blodplettede hænder til himlen og sige: ”Tak, at jeg er kristen!” – i hvert fald, hvis morderen var en af ”de udvalgte”, for Luther troede på prædestination og benægtede dermed, at mennesket har en fri vilje. Derfor kunne man selv intet gøre for at blive hellig. Konsekvensen var derfor, at han afskaffede helgendyrkelsen og klostervæsenet.
At han her som så mange andre steder er i direkte modstrid med Bibelen selv, som han ellers har udnævnt til højeste myndighed, fremgår klart af en lang række udsagn i Den hellige skrift. Bare nogle få eksempler:
1 Pet 1,15-16: ”men ligesom Han, der har kaldet jer, er hellig, skal også I være hellige i hele jeres livsførelse”, for der står skrevet: ”I skal være hellige, for jeg er hellig.”
Matt 19,16-17: Og se, der kom en hen til Jesus og spurgte: ”Mester, hvad godt skal jeg gøre for at få evigt liv?” Han svarede ham: ”Hvorfor spørger du mig om det gode? Én er den gode. Men vil du gå ind til livet, så hold budene!”
Paulus skriver til romerne: Rom 2,13 For det er ikke dem, som hører loven, der er retfærdige for Gud, men de, som gør loven, vil blive gjort retfærdige.
Jak 2,14-19 Hvad nytter det, mine brødre, hvis et menneske siger, han har tro, men ikke har gerninger? Kan den tro måske frelse ham? Hvis en broder eller søster ikke har tøj at tage på og mangler det daglige brød, og en af jer så siger til dem: ”Gå bort med fred, sørg for at klæde jer varmt på og spise godt”, men ikke giver dem, hvad legemet har brug for, hvad nytter det så? Sådan er det også med troen: i sig selv, uden gerninger, er den død.
Men Jakobs brev mente Luther da også var i så stærk modstrid med hans egen private teologi, at han ønskede at kassere det, ligesom han også følte, han havde bemyndigelse til at kassere en række andre skrifter i Bibelen.
I filosofien støttes den nye virkelighedsopfattelse af Descartes i 1600-tallet i den filosofiske rationalisme: Al erkendelse får her sit udgangspunkt og eneste forankring i det subjektive: I menneskets egen bevidsthed: “Cogito, ergo sum. Jeg tænker, altså ER jeg.” Det betyder en radikal adskillelse af det åndelige og det fysiske, af subjekt og objekt, af det sanselige og det åndelige, af ånd og natur. Resultatet er en stadig mere radikal subjektivisme og relativisme. Vi bliver lukket inde bag vor egen bevidstheds glasvæg, lukket inde i os selv, vort EGO’s fængsel, afskåret fra det dybe livsfællesskab med Gud og dermed også med vore medmennesker.
I virkeligheden er Descartes’ rationalistiske, egocentrerede filosofi en videreudvikling og en sekularisering af Luthers teologi (Filosoffen Max Scheler skrev i 1920: ”Luther gjorde det samme for religionen, som Descartes gjorde for filosofien”).[3]
I takt med, at sekulariseringsprocessen, renæssancens naturvidenskabelige paradigme og Descartes’ rationalistiske filosofi satte sig igennem, er vor virkelighedsopfattelse gennem de sidste 4-5 hundrede år blevet begrænset til en stadig mere rationel og reduktionistisk opfattelse, som bygger på erfaring og analyse og lader den syntetiske helhedsopfattelse i stikken. Det har bevirket, at kristendommens mystiske aspekter i dag er gledet stærkt i baggrunden. Den dybe sammenhæng, mysteriets holistiske dimensioner, er vanskelige at fatte og beskrive i moderne teologisk terminologi, bl.a. fordi den protestantiske teologis rationelle sprog er abstrakt og analytisk i sin struktur og ikke syntetisk. Den protestantiske teologi er blevet reduceret til et universitetsfag med en rationalistisk videnskabsteori, som i virkeligheden bygger på naturvidenskabens paradigme, altså udelukker en transcendental overbygning med universel gyldighed.
Hermed åbnes risikoen for, at kristendommen reduceres til morallære, en psykologisk, subjektiv fortolkning eller en abstrakt kosmologisk filosofi, som reducerer Gud til et begreb og det enkelte menneske til et tilfældigt fnug i universet, der sidder forladt tilbage, ensomt og frysende.
Men dermed forrådes kristendommens inderste hjerte, Kristusmysteriet. Derfor går væsentlige aspekter tabt i takt med, at Bibelens og kristendommens mysterier reduceres til historisk betingede myter, eller fænomener, som kan forklares rationelt. Etik og moral mister sin universelle og forpligtende status.
Det betyder, at vi i vores moderne vestlige kultur gradvis har mistet sansen for inkarnationens radikale konsekvenser. Derfor er de største udfordringer til kristendommen i dag adskillelsen mellem ånd og materie, sjæl og legeme, tro og viden. På den ene side kommer splittelsen til udtryk i den praktiske materialisme (ateisme, positivisme eller ”naturvidenskabstro”), som udelukkende fokuserer på den fysiske virkelighed. På den anden side i new age-bevægelserne, som ensidigt søger den åndelige dimension, og som særlig tiltrækker de mennesker, som søger forgæves i det danske kirkelige landskab efter mystikkens dimensioner.
Relativismens diktatur[4]
På renæssancens og oplysningstidens verdensopfattelse og menneskesyn har vi opbygget hele vor moderne verden. Det er “Det moderne projekt”, som den neomarxistiske filosof Jürgen Habermas beskriver. Hans teori blev fremsat i 1960’erne og var en af de store inspirationer til ungdomsoprøret i 1968. Hans offentlighedsteori er den konsensus, som stadig dominerer det offentlige rum i dagens Danmark. Derfor er det bemærkelsesværdigt, at Habermas på det seneste har fået et nyt syn på religionens rolle: Han har nu gjort sig til talsmand for, at religionens rolle i det offentlige rum er af afgørende vigtighed for, at verdenssamfundet ikke skal glide ned i kaos og selvdestruktion, som vi så det under nazismen og kommunismen. Han slår nu fast, at det er Den Katolske Kirke, som i kraft af sin universalitet og multikulturelle karakter er den kirke, som har de største muligheder for at tilpasse sig globaliseringen og holde igen på det moralske forfald, som er relativismens konsekvens.
Habermas er ganske vist i et dilemma, for han mener, det er et problem, at kristendommen i den centrale katolske form gør krav på universel gyldighed, mens han selv stadig holder fast ved, at sandhed er et spørgsmål om konsensus. Det fremgår af hans offentlige debat med kardinal Ratzinger i München 2004 et årstid før, Ratzinger blev valgt til pave.
Til trods for, at Habermas således allerede i oktober 2001 gjorde klart, at tesen om den vestlige verdens fremadskridende sekularisering er fejlagtig og i 2008 holdt en forelæsning på universitetet i Münster over emnet ”Verdensreligionernes revitalisering”, så mener han stadig, at der ikke findes nogen overordnet objektiv sandhed, og at også moral og etik er et spørgsmål om flertalsvedtagelser, dvs. at man aftaler, hvad der er bedst for det størst mulige antal mennesker. Hans nye tese er dog, at det verdslige samfund skal lade sig inspirere af religionernes etik – og altså især af kristendommen i dens centrale katolske form. ”De store tabere er de protestantiske statskirker”, siger han.[5]
Han mener således, at kristendommen nu igen bør have plads i det offentlige rum, men at den på den anden side ikke må gøre krav på at have universel gyldighed. Kristendommen og Kirken kan i det moderne samfund derfor stadig kun accepteres som en subkultur for en lille religiøs gruppe. – Jesus kan kun accepteres som et smukt forbillede for samfundsmoralen og Kirken som en fri sammenslutning af mennesker med fælles religiøse subjektive anskuelser.
Eksempler herpå ses talrige steder i det politiske landskab både i Danmark og i udlandet. I det verdslige samfund lever vi således stadig under relativismens diktatur. Men et samfund, som benægter Guds eksistens og mener, at mennesket kan opbygge en verden uden Gud, må uvægerligt gå til grunde i selvdestruktion og råddenskab, fordi det ikke er funderet i en overordnet guddommelig orden: Guds skabende kærlighed og altomfattende fornuft.
Derfor må vi som kristne ruste os til kamp mod relativisme og pluralisme. Vi må se i øjnene, at fornægtelsen af Kirkens guddommelige dimension fører til forgudelse af mennesket, som vi så det allerede i renæssancehumanismen. Denne forgudelse fører til totalitarisme og diktatur med fornægtelsen af det kristne menneskebillede og den kristne etik. Forfærdende eksempler herpå er 19. og 20. århundredes relativistiske liberalisme med dens antikirkelige had. Ingen bevægelser har været så menneskefjendske som det 20. århundredes ateistiske ideologier med deres forestilling om overmennesket og proletariatets diktatur: I frihedens navn blev Kirken og kristendommen bekæmpet og millioner blev jaget i døden.
Alt, hvad mennesker foretager sig, bliver en farce og bliver til rædsel og ødelæggelse for dem, som ikke kan værge sig. Man behøver bare at nævne de millioner af fosterdrab, eutanasi, forsøg med gener for at skabe mennesker, den nye præimplantationsdiagnostik PID, hvor man sorterer befrugtede æg, før de implanteres, og dermed bliver i stand til at praktisere regulær racehygiejne. Vi er godt i gang med at omfortolke, hvad det vil sige at være menneske. Snart bliver det sikkert muligt at klone mennesker – måske med det formål at opbygge et reservedelslager for udgave nr. 1? Vi er på vej ned ad en glidebane med et uhyggeligt endemål. Menneskelige instanser står magtesløse, fordi vores etik ikke er funderet i en overordnet guddommelig orden, men kun i en menneskelig relativistisk nyttemoral.
Den katolske Kirke er den eneste verdensomspændende institution med en substantiel, velartikuleret filosofi, som går imod en sådan deformering af den menneskelige integritet, og kun Den Katolske Kirke har tilstrækkelig magt og indflydelse til at standse denne dødsspiral, fordi den henter sin autoritet i en guddommelig orden.
Kun Den Katolske Kirke formidler en Sandhed, som er åbenbaret af en guddommelig transcendent virkelighed, og som derfor må være af universel gyldighed. Kun i dens liturgi, i sakramenterne, i Kirkens mystiske tradition, i den katolske fromhedspraksis, i klostervæsenet i Kristi efterfølgelse er Kristusmysteriet stadig levende virkelighed. Kun her fastholdes den fulde Sandhed om Kristus og kristendommen, mens den i de protestantiske kirker er relativeret og reduceret til forskellige menneskeligt acceptable sandheder, som kan bøjes efter menneskers fornuft og de aktuelle behov.
Derfor er det deprimerende at konstatere, at de samme verdsliggørende tendenser, som har præget de protestantiske kirkesamfund, nu også viser sig at være i fremvækst blandt katolikker, hvor ”liberale” eller ”progressive” tanker kommer til udtryk i en verdsliggørelse og en forfladigelse af mysteriets dimensioner og i en individualistisk selvhævdelse i teologiske og moralske spørgsmål, helt parallel til den, der har præget den protestantiske kirke siden reformationen og har bragt den derhen, hvor den er i dag. Det er uforståeligt og foruroligende, at sporene ikke skræmmer, og at man tilsyneladende ikke er bevidst om de perspektiver, der er bevaret i Kirkens guddommelige dimension.
Det afslører, at relativisme og liberalisme æder sig ind på kristendommens livsnerve også i Den katolske Kirke. Derfor er det af afgørende betydning, at vi som katolikker holder fast ved Kirkens fulde Sandhed: Kristus den ”hele Kristus”, som Han åbenbarer sig i sin Kirke og i sine sakramenter. Vi må ikke i økumeniens navn indgå kompromisser, men holde fast ved hele Sandheden, som den er åbenbaret os udefra og ovenfra i Ordet, der blev kød. For kun Han, som er udgået fra Gud, har den guddommelige myndighed til at dæmme op for menneskehedens selvdestruktion i grådighed, barbari, livslede og håbløshed.
[1] Katolsk Forlag 2010
[2] Matt 16,13 Da Jesus kom til området ved Cæsarea Filippi, spurgte han sine disciple: »Hvem siger folk, at Menneskesønnen er?« De svarede: »Nogle siger Johannes Døber, andre Elias, og andre igen Jeremias eller en anden af profeterne.« Så spurgte han dem: »Men I, hvem siger I, at jeg er?« Simon Peter svarede: »Du er Kristus, den levende Guds søn.«Og Jesus sagde til ham: »Salig er du, Simon, Jonas’ søn, for det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men min fader i himlene. Og jeg siger dig, at du er Peter, og på den klippe vil jeg bygge min kirke, og dødsrigets porte skal ikke få magt over den. Jeg vil give dig nøglerne til Himmeriget, og hvad du binder på jorden, skal være bundet i himlene, og hvad du løser på jorden, skal være løst i himlene.« Da forbød han strengt sine disciple at sige til nogen, at han var Kristus.
[3] Tagespost, 30. Nov. 2002: Hackers Studie über Martin Luther und der anthropozentrischen Religion.
[4] Jfr. pave Benedikts prædiken ”Pro Eligendo Romano Pontifice” (2008), hvor han sagde: Vi er ved at opbygge et relativismens diktatur, som ikke anerkender noget som endegyldigt, og hvis overordnede målestok udelukkende er ens eget ego og ens egne ønsker.”
[5] Signum, 2008, nr. 2 side 4, referat af Habermas’ forelæsning jan. 2008 på Universitetet i Münster: Verdensreligionernes revitalisering.
Se artiklen i printvenlig version