Pave Frans udsendte i anledning af årsskiftet en ny video med titlen ”I det menneskelige broderskabs tjeneste”.
Paven taler på spansk, men du kan finde den på you tube med engelske undertekster her: https://www.youtube.com/channel/UCsmv_x_1263xEa2x3tpcBXA
eller læse teksten i dansk oversættelse her:
”Når vi beder til Gud og følger Jesus, samles vi som brødre og søstre med dem, der beder i overensstemmelse med andre kulturer, andre traditioner og andre religioner. Vi er brødre og søstre, der beder.
Broderskabet fører os til at åbne os for alles Fader og til at se en bror og søster i den anden, til at dele vore liv eller til at støtte, elske og lære hinanden at kende. Kirken sætter pris på Guds virke i andre religioner uden at glemme, at for os kristne er kilden til menneskets værdighed og broderskab i Jesu Kristi evangelium.
Vi troende må vende tilbage til vore kilder og koncentrere os om det væsentlige. Det væsentlige i vores tro er tilbedelsen af Gud og næstekærligheden. Lad os bede for, at Herren vil give os nåde til at leve i fuldt fællesskab med vore brødre og søstre i andre religioner og ikke bekæmpe hinanden, men bede for hinanden og åbne os for alle.
Broderskab – eller religionsblanderi?
På videoen ser man tre smilende unge mennesker, som repræsenterer henholdsvis kristendommen, islam og jødedommen, knæle i bøn.
Lad os se på det første afsnit. Her står der, at vi, – og ”vi” må i denne sammenhæng være de kristne, som ”beder til Gud og følger Jesus”, for det gør de andre jo ikke – altså, at vi kristne, når vi beder, samles som brødre og søstre med personer fra andre kulturer og religioner.
Det er en noget kryptisk udtalelse. For hvordan bliver den forbindelse knyttet? Hvordan opstår broderskabet? Frans fortæller os kun, at vi er brødre og søstre, der beder. Det vil sige, at vi beder og de beder, og vupti opstår der et broderskab mellem os og de andre, uanset at vi ikke tror på det samme.
Selvfølgelig kan jeg som kristen bede for, at mennesker, som ikke er kristne, en skønne dag kommer til troen på Jesus Kristus. Men det er ikke det, paven fortæller os. Det, han siger, er, at vi kristne ved at bede til Gud på en eller anden måde kommer på bølgelængde med folk, der bekender sig til andre religioner.
Det kan, såvidt jeg kan se, kun give mening på to måder. Enten ligger der heri en opfordring til alle parter om at indlede en dialog. Men det er ikke det, vi ser på skærmen. Her ser vi tre personer, som hver især beder i enrum på deres egen måde.
Eller også må vi forstå det helt bogstaveligt, at det er os kristne, der fremtryller broderskabet. Det rejser til gengæld spørgsmålet om, hvordan vi får kommunikeret den glædelige nyhed til de andre, som måske ikke er helt indstillet på at tage imod Jesu ord om, at ”Jeg er vejen og sandheden og livet” – for slet ikke at tale om den følgende sætning, at ”ingen kommer til Faderen uden ved mig” (Joh 14,6).
Men der er faktisk en tredje mulighed, nemlig at pave Frans’ budskab til os slet og ret er, at det ikke spiller nogen afgørende rolle, om vi bekender os til den ene eller den anden religion.
Det underbygges for så vidt også i det andet afsnit, hvor Frans siger, at ”Kirken sætter pris på Guds virke i andre religioner”. Her kommer han meget tæt på at bagatellisere værdien af Kirkens sakramenter, f.eks. dåben og firmelsen, for slet ikke at tale om det ovenstående skriftsted. Mange flere skriftsteder kunne nævnes.
Den følgende sætning – at vi ikke må glemme, at for os kristne er kilden til menneskets værdighed og broderskab i Jesu Kristi evangelium – er også interessant, fordi den mere end antyder, at der er forskel på hvad vi bør holde fast ved, og hvad de andre ikke behøver at bekymre sig om.
Det harmonerer også med den erklæring, som paven den 4. februar 2019 underskrev i emiratet Abu Dhabi sammen med Egyptens storimam Ahmed el-Tayeb, hvor de to blandt andet enedes om, at ”religionernes forskellighed er villet af Gud i hans visdom, hvormed han har skabt menneskene.”
Læs også: Er det Guds vilje, at der skal være flere religioner?
I det sidste afsnit definerer paven det væsentlige i troen som tilbedelsen af Gud og næstekærligheden – med andre ord det dobbelte kærlighedsbud (Matt 22,37-40). Det er i hvert fald, som skrevet står, ”det største bud i loven”, men kan man også sige, at det er det væsentlige i troen?
Ikke hvis man dermed mener, at resten stort set kan være ligegyldigt. For nu at sætte sagen på spidsen: Hvad ville der ske, hvis man f.eks. glemte alt om Guds frelsesplan, om Kristi forløsning af menneskeheden ved sit offer på korset, om Kirken som ”Kristi mystiske legeme” osv. osv. Så ville vi sidde tilbage med en kirke uden åndelig substans, som kun havde noget at fortælle os om det dennesidige, om menneskers indbyrdes relationer, om klimaproblemer, forurening og coronavaccine, og hvad man nu ellers kunne finde på at interessere sig for.
Men så vidt er det da heldigvis ikke kommet, vel?
Se artiklen i printvenlig version