”Familien er et arnested for kærlighed, fællesskab og gensidig respekt, men familien som institution er i disse år truet af verdslige magtcentres manipulerende forsøg på at gøre sig til herre over den,” sagde paven på den latinamerikanske bispekonferences årlige familiekongres i begyndelsen af august. Her advarede han mod de kræfter, der anlægger et rent materialistisk og utilitaristisk syn på familien og dermed ignorerer dens overnaturlige kaldelse. ”Familien afspejler Gud i hans inderste mysterium og gør det på den måde muligt for os at opleve menneskelig kærlighed som et tegn på Guds kærlighed og nærvær,” sagde han og tilføjede: ”Måtte Gud velsigne familien og styrke den i denne krise, hvor djævelen ønsker at ødelægge den.”
Pavens ord er i tråd både med Det 2. Vatikankoncils dogmatiske konstitution om Kirken (Lumen gentium 11), hvor familien og hjemmet betegnes som ”en slags huskirke, hvori forældrene ved ord og eksempel bør være troens første forkyndere for deres børn” – og med Den katolske Kirkes Katekismus (2207), der i et samfundsmæssigt perspektiv beskriver familien som ”samfundslivets urcelle”.
Netop familiens opdragende og samfundsopbyggende funktion er understreget af skiftende paver siden 1960’ernes seksuelle revolution, som afskrev ægteskab og familie som forældede og undertrykkende institutioner. Det vægtigste dokument i så henseende er pave Johannes Paul 2.’s apostolske skrivelse ”Fællesskabet i Familien” (Familiaris consortio) fra 1981, hvor han skrev: ”Familien er på levende og organisk vis forbundet med samfundet, eftersom den udgør selve det grundlag, samfundet hviler på, og til stadighed bidrager til dets vækst ved at tjene livet. Det er jo i familien, at samfundets borgere fødes og første gang tilegner sig de sociale dyder, der er grundlaget for og livsnerven i samfundslivets liv og udvikling” (42).
Familiens opgaver opregnede Johannes Paul 2. således:
- At opbygge et (kærlighedens og solidaritetens) fællesskab af personer
- At tjene livet (dvs. sætte børn i verden og påtage sig forældreansvaret)
- At bidrage til samfundets udvikling
- At deltage i Kirkens liv og sendelse
Det er denne vision med dens talrige både konkrete og åndelige aspekter, Kirken forsvarer mod et moderne materialistisk syn på ægteskab og familie, der reducerer ægteskabet til et i princippet tidsbegrænset partnerskab mellem to mennesker – og som en konsekvens heraf familien til et ligeså skrøbeligt fællesskab.
Det er ligeledes fristende at se pave Frans’ ord som en tilkendegivelse med adresse til den forestående bispesynode om ægteskab og familie. Her har en række biskopper og kardinaler udtrykt bekymring for, at synoden vil forsøge at fjerne fokus fra Johannes Paul 2.’s lære i Familiaris consortio. Bolognas ærkebiskop kardinal Carlo Caffara, som også tidligere har ytret sig i debatten, har således for nylig i et interview fremhævet Familiaris consortio som et uomgængeligt dokument i diskussionen om ægteskab og familie. Han tilføjede, at Kirken i sin efterfølgelse af Kristus søger sandheden – således som det også fremgår af Familiaris consortio – og at sandheden ikke i alle tilfælde er sammenfaldende med flertallets opfattelse. ”Kirken lytter til samvittighedens stemme, ikke magtens. Og på denne måde forsvarer den de fattiges og undertryktes sag.”