Pave Frans: Der er grænser for ytringsfriheden
Kommentarer lukket til Pave Frans: Der er grænser for ytringsfriheden 2483 16 januar, 2015 Nyheder januar 16, 2015 Indlæg af

Pave Frans: Der er grænser for ytringsfriheden

foto: giulio napolitano / Shutterstock.com

I flyet på vej til Filippinerne torsdag den 15. blev pave Frans spurgt af en fransk journalist, hvordan man efter hans opfattelse bør vægte hensynet til henholdsvis religionsfriheden og ytringsfriheden.

Paven tog straks tråden op fra attentatet i Paris mod de tolv medarbejdere på Charlie Hebdo og sagde: ”De er franskmand, så lad os tale om Paris og sige tingene ligeud. Man kan ikke føre krig eller slå ihjel i sin religions navn, altså i Guds navn. At dræbe i Guds navn er en vildfarelse.”

Men han understregede samtidig, at ytringsfriheden ikke giver ubegrænset ret til at krænke andres tro: ”Enhver religion har sin værdighed … og jeg kan ikke tillade mig at gøre nar ad andres tro.” Paven sammenlignede bevidst latterliggørelse af andres tro med tilsvarende ytringer om en persons mor. ”Selv om det er en god ven, der gør det,” sagde han, ”så vil han som regel få en på tuden.”

Det skal tilføjes, at pavens udtalelser er helt i overensstemmelse med den praksis, der i vore dage følges af Vatikanet selv, når det drejer sig om forholdet til andre religioner, og som bedst kan beskrives med ordene ”respektfuld dialog.”