I et brev den 25. maj har den netop udnævnte kardinal, præfekten for Troslærekongregationen, Luis Ladaria, meddelt formanden for den tyske bispekonference, kardinal Reinhard Marx, at de foreslåede retningslinjer for kommunion til protestanter ”rejser en række problemer af betydningsfuld karakter,” og at ”den hellige Fader derfor er kommet til den konklusion, at dokumentet ikke er egnet til offentliggørelse.”
Denne meddelelse, som er en blank afvisning af den tyske bispekonferences initiativ, er bemærkelsesværdig, i ikke mindst fordi det er første gang, pave Frans åbenlyst lægger afstand til den tyske bispekonferences aggressivt progressive linje. Man husker endnu kardinal Marx’ replik i 2015: ”Vi er ikke en underafdeling af Rom” – en udtalelse, som den daværende præfekt for Troslærekongregationen kardinal Müller betegnede som ”udtryk for en aldeles ukatolsk tankegang”, men som paven selv undlod at reagere på.
Er der tale om et kursskifte eventuelt under indflydelse fra den nye præfekt for Troslærekongregationen? Det er nok for tidligt at sige noget om. Det, vi kan se ud fra denne afvisning, er foreløbig kun, at paven ikke har fundet tidspunktet gunstigt for et så radikalt reformforslag som det tyske.
Den italienske vatikanist Sandro Magister henviser i denne forbindelse til, at paven den 4. juni over for en delegation af tyske lutherske biskopper advarede mod ”at gå for hurtigt frem” og tilføjede, at visse spørgsmål vedrørende forståelsen af Kirken, eukaristien og embederne ”fortjener en detaljeret og grundig refleksion fra begge parter”.
Men spørgsmålet er fortsat, om der er tale om en definitiv eller blot foreløbig afvisning i en situation, hvor forslaget er blevet mødt med voldsom kritik fra blandt andre kardinal Willem, kardinal Müller, ærkebiskop Chaput og professor Karl-Heinz Menke fra Den internationale Teologikommission.
Tre begrundelser
Kardinal Ladaria nævner i sit brev tre grunde til pavens beslutning:
- at spørgsmålet om at give evangeliske kristne i et blandet ægteskab adgang til at modtage kommunion berører Kirkens tro og har betydning for den universelle Kirke
- at spørgsmålet har indflydelse på økumeniske relationer til andre kirker og trossamfund, hvilket ikke bør undervurderes
- at spørgsmålet vedrører den kanoniske lov, fremfor alt paragraf 844[1]
Biskop Rudolf Voderholzer
Hvad de sidste to begrundelser angår, kan man blive lidt klogere af at læse, hvad biskop Rudolf Voderholzer – en af de 7 biskopper, som opponerede mod bispekonferencens forslag – har sagt i et interview med National Catholic Register:
”I forhold til den kristne økumene, må vi i det mindste også tage højde for Østkirkens opfattelse. Her ser man forbindelsen mellem kirkernes indbyrdes fællesskab og nadverfællesskabet som noget meget mere grundlæggende, end man gør i den vestlige Kirke. Hvis den katolske Kirke bagatelliserer dette synspunkt, vil følgen blive, at man i betydeligt omfang øger afstanden til de ortodokse kirker.”
Hvad angår paragraf 844 i den kanoniske lov (kirkeretten), siger han, at undtagelserne er betinget af, at der foreligger en situation, hvor den person, som ønsker at modtage Kirkens sakramenter, befinder sig i livsfare eller i en anden alvorlig nødsituation, hvor det ikke er muligt at tilkalde en præst fra vedkommendes egen menighed.”
Og han tilføjer: ”Det forekommer os [de 7 biskopper], at blot det, at man lever i et ægteskab med en partner af en anden tro, ikke lever op til disse kriterier. Her udbeder vi os også en nærmere forklaring.”
Interviewet afslutter han med denne konklusion: ”At gå til kommunion sammen kan ikke være et stadium på vejen til enhed – det er målet. Nogen større grad af enhed kan ikke opnås. Men der er stadig et stykke vej at tilbagelægge, inden vi når så langt.”
Læs også: Ærkebiskop Chaput: Kommunion til protestanter bygger på en løgn
[1] Af denne paragraf fremgår det, at sakramenterne kun må gives til katolikker – dog i visse nødsituationer også til andre kristne.
Se artiklen i printvenlig version