Ærkebiskop Chaput: Kommunion til protestanter bygger på en løgn
Kommentarer lukket til Ærkebiskop Chaput: Kommunion til protestanter bygger på en løgn 168 27 maj, 2018 Nyheder maj 27, 2018 Indlæg af

Ærkebiskop Chaput: Kommunion til protestanter bygger på en løgn

I en artikel i tidsskriftet First Things (What Happens in Germany) den 23. maj 2018 har ærkebiskop Charles J. Chaput af Philadelphia kommenteret de tyske biskoppers kontroversielle forslag om at give ikke-katolske ægtefæller til katolikker adgang til at modtage kommunion.

Læs mere om dette i: Kardinal Eijk: Pave Frans forsømmer at bevare og videregive den katolske tro

Indledningsvis bemærker han, at der går en direkte linje fra Luthers ”Vejledning om skriftemålet” og hans ”Prædiken om hjertets rette forberedelse til at modtage kommunion” til den aktuelle debat i Tyskland og tilføjer, at man især i prædikenen kan spore kimen til Luthers senere frontale angreb på den katolske sakramentsteologi.”

Efter denne konstatering sætter Chaput fingeren på, hvad der dybest set er på spil i den aktuelle strid mellem biskopper og kardinaler:

”Spørgsmålet om, hvem der kan modtage Eukaristien og under hvilke betingelser, er ikke blot et tysk anliggende. I og med, at Eukaristien – som det Andet Vatikankoncil sagde – er kilden til og højdepunktet i vores liv som kristne[1] og beseglingen  af vores katolske enhed, har svarene på disse spørgsmål betydning for hele Kirken. De berører os alle. ..”

Herefter følger ærkebiskoppens argumentation i 6 punkter, som han selv betegner som sin personlige stillingtagen til spørgsmålene:

  1. Hvis det er sandt, at Eukaristien er tegnet på og redskabet til at bevare Kirkens enhed, er det, vi gør, såfremt vi ændrer på betingelserne for at modtage kommunion, da ikke i realiteten, at vi ændrer på definitionen af, hvem og hvad Kirken er?
  2. Hvad enten dette nu er forsætligt eller ej, er det præcis, hvad det tyske forslag uundgåeligt gør. Det er det første skridt på vejen til at åbne for kommunion til alle protestanter eller alle døbte, eftersom et ægteskab, når alt kommer til alt, ikke i sig selv udgør nogen begrundelse for at tillade kommunion til ikke-katolikker.
  3. At gå til kommunion sammen forudsætter en fælles tro og en fælles trosbekendelse herunder også troen på Jesu Kristi virkelige tilstedeværelse i Eukaristien såvel som på de syv sakramenter, som bekræftes af Den Katolske Kirkes konstante Tradition. Ved at problematisere denne kendsgerning kommer det tyske forslag i realiteten til at give sin tilslutning til en protestantisk forståelse af, hvad Kirken er – hvor det at være døbt og have en tro på Kristus synes at være tilstrækkeligt, og hvor der ikke kræves en tro på troens mysterium, således som den katolske Tradition og koncilerne forstår det. Vil den protestantiske ægtefælle være nødsaget til at tro på ordinationen i katolsk forstand, som logisk set hænger sammen med troen på konsekrationen af brødet og vinen som Kristi legeme og blod? Eller antyder de tyske biskopper, at ordinationens sakramente ikke nødvendigvis har den apostolske succession som sin forudsætning? I så tilfælde står vi over for en langt alvorligere vildfarelse.
  4. Det tyske forslag bryder den helt afgørende forbindelse mellem kommunionen og skriftemålets sakramente. Så vidt man kan se, indebærer forslaget således ikke, at protestantiske ægtefæller er nødt til at skrifte alvorlige synder, inden de modtager kommunion. Men det strider direkte mod Den katolske Kirkes konstante praksis og udtrykkelige dogmatiske lære og mod Tridentinerkoncilet såvel som mod den moderne udgave af Den Katolske Kirkes Katekismus. Det fører nødvendigvis til en ”protestantisering” af den katolske sakramentsteologi.
  5. Hvis det er muligt at ignorere eller revidere Kirkens lære – selv en lære, som er defineret på et koncil (i dette tilfælde Tridentinerkoncilet) , følger det så ikke heraf, at alle koncilstekster kan relativeres som produkter af deres samtid og revideres? Mange moderne liberale protestanter sætter spørgsmålstegn ved eller afskriver koncilet i Nikæas lære om Kristi guddommelige natur som historisk bagage. Vil man kræve af de protestantiske ægtefæller, at de skal tro på Kristi guddommelige natur? Og hvis det er et krav, at de tror på Kristi reelle tilstedeværelse i sakramentet, hvorfor skal de så ikke også tro på ordinationens og bodens sakramente? Og hvis de tror på alt dette, hvorfor opfordrer man dem så ikke til at blive katolikker, således at de på synlig vis kan blive optaget i Kirkens fulde fællesskab?
  6. Hvis man tillader protestanter at modtage katolsk kommunion, vil katolikker så fortsat være afskåret fra at modtage kommunion i en protestantisk kirke? Hvorfor skulle de i givet fald være det? Hvis det ikke er tilfældet, betyder det så ikke, at det katolske syn på ordinationen og på den gyldige konsekration af brødet og vinen i virkeligheden er forkert, og at den protestantiske opfattelse følgelig er sand? Hvis interkommunion derimod ikke implicerer, at den katolske og protestantiske forståelse af Eukaristien har samme gyldighed, så vildleder denne praksis de troende. Er dette så ikke et skoleksempel på, hvordan man ”vækker forargelse”? Og vil det i en økumenisk sammenhæng ikke blive opfattet som en høflig form for bedrag eller et forsøg på at fortie barske læresætninger? Enheden kan ikke bygges på en fremgangsmåde, hvor man systematisk skjuler sandheden om det, der adskiller os.

Og han konkluderer: Det grundlæggende synspunkt i det tyske forslag om interkommunion er, at man i fællesskab skal kunne modtage den hellige kommunion, uanset at der ikke er nogen sand kristen enhed til stede. Det er et slag mod selve hjertet i sandheden om Eukaristien, fordi Eukaristien i sit inderste væsen er Kristi legeme. Og ”Kristi Legeme” skal forstås både som Kristi virkelige og substantielle tilstedeværelse i brødets og vinens skikkelser og også som Kirken selv, som det fællesskab af troende, som er forenet i Kristus, Kirkens hoved. At modtage Eukaristien vil sige, at man højtideligt og i fuld offentlighed bekendtgør for Gud og Kirken, at man er i et fællesskab både med Jesus og med den synlige menighed, der fejrer Eukaristien.

At være en del af en menighed og at modtage kommunion i den selvsamme menighed er derfor to ting, som er uløseligt forbundet med hinanden, og som gensidigt henviser til hinanden.

Vi har meget til fælles med protestantiske kristne. Den bitre polemiks tid er forbi, og jeg  sætter stor pris på  protestantiske venners nærvær og eksempel såvel som deres lærdom og trofasthed over for Evangeliet. Derfor er det ikke min hensigt med noget af det, jeg har skrevet her, at underkende deres enestående vidnesbyrd. Men det er også sandt, at vigtige ting stadig skiller os, og her er problemet ikke alene kulturelt begrundede forskelle i udtryksformer fra en svunden tid. Adskillelsen er et sår i de kristnes enhed, og den er ikke villet af Gud, men den er en realitet, som vi er nødt til at forholde os til. At indføje noget usandt i det mest højtidelige øjeblik af ens møde med Jesus i Eukaristien –at give udtryk for gennem sine handlinger, at man er i et fællesskab med en menighed, når man påviseligt ikke er det – er en løgn og derfor en alvorlig krænkelse for Guds ansigt.

I sin rundskrivelse Ecclesia de Eucharistia skrev Johannes Paul 2.:

”Fejringen af Eukaristien kan imidlertid ikke være udgangspunkt for fællesskab; for den forudsætter, at fællesskabet allerede eksisterer, og den tilstræber at stabilisere og fuldkommengøre dette fællesskab. Sakramentet udtrykker fællesskabets bånd både i dets usynlige dimension, som i Kristus og ved Helligåndens arbejde forener os med Faderen og med hinanden, og i dets synlige dimension, der kræver fællesskab med apostlenes lære, i sakramenterne og i Kirkens hierarkiske orden. Den dybe relation mellem de usynlige og de synlige elementer i det kirkelige fællesskab er grundlæggende for Kirken som frelsens sakramente. Kun på denne baggrund kan der være tale om gyldig fejring af Eukaristien og sand deltagelse i Eukaristien. Følgelig er det en indbygget nødvendighed ved Eukaristien, at den fejres i fællesskab, og at de bånd, der binder fællesskabet sammen, er helt intakte” (35).

Det, der sker i Tyskland, kommer ikke til at holde sig inden for landets grænser. Så meget har historien allerede lært os.

[1] Jfr Koncilets Konstitution om Kirken (Lumen gentium) 11