Pakistan: Ingen hjælp til kristne corona-ramte
Kommentarer lukket til Pakistan: Ingen hjælp til kristne corona-ramte 876 20 maj, 2020 Nyheder maj 20, 2020 Indlæg af

Pakistan: Ingen hjælp til kristne corona-ramte

Den internationale hjælpeorganisation Aid to the Church in Need (ACN) rapporterer, at muslimske ledere i Pakistan nægter at give lægebehandling til kristne og andre religiøse mindretal, som er ramt af coronavirussen.

Det bekræftes af lederen af den katolske menneskerettighedsorganisation Justitia et Pax (Retfærdighed og Fred) Cecil Shane Chaudhry, som blandt andet fortæller, at kristne opfordres til ikke at henvende sig til lokale instanser for at få fødevarehjælp eller andre former for nødhjælp. Chaudhry oplyser i den forbindelse, at de religiøse mindretal ganske særligt har behov for hjælp, fordi mange af dem hører til de dårligst lønnede grupper, som får udbetalt deres løn fra dag til dag. Hertil kommer de mange, som er blevet arbejdsløse på grund af corona-krisen, og som nu er særligt udsatte, fordi de offentlige kasser er ved at være tømt.

Eftersom den pakistanske regering netop har valgt at lempe på restriktionerne, frygter Chaudhry nu, at det vil resultere i en stigning af smittede, hvilket igen vil gå hårdest ud over de religiøse minoriteter, især for kvindernes vedkommende, som for en stor del er beskæftiget med rengøring, og som i øjeblikket savner værnemidler.

Chaudhry rapporterer konkrete tilfælde, hvor man har nægtet at uddele fødevarehjælp til kristne: i en landsby i nærheden af provinshovedstaden Lahore og i Kasur-distriktet, hvor omkring 100 kristne familier fik afslag på hjælp med den begrundelse, at der var tale om zakat-midler[1], som ifølge sharia-loven kun må komme muslimer til gode. Endvidere citerer han en imam fra en moské i Lahore, som i en prædiken meddelte: ”I morgen tidlig vil der blive uddelt madrationer til trængende personer, men kun til muslimer.”

Pakistan har i øjeblikket 32.819 registrerede tilfælde af corona – heraf 733 døde – i virkelighedens verden formentlig endnu flere.

 

[1] Zakat er en obligatorisk skat, som betales af de troende muslimer