Troslærekongregationens sekretær, ærkebiskop Luis F. Ladaria har undertegnet erklæringen, som skaber klarhed om fraskilte gengiftes muligheder for at blive forsonet med Kirken
Spørgsmålet om, hvorvidt det under visse omstændigheder kunne være foreneligt med katolsk tro at lade en fraskilt katolik, som senere har ladet sig borgerligt vie, på ny få adgang til at modtage Kirkens sakramenter, var et varmt emne på den netop afsluttede Familiesynode i Rom.
Nu foreligger der – på et spørgsmål fra en fransk præst – et officielt svar fra Troslærekongregationen, som den 12. november er blevet offentliggjort i det franske nettidsskrift L’Homme Nouveau. Svaret er et klart nej til den ”udvej,” som kardinal Walter Kasper havde lagt op til inden selve synoden, og som heller ikke fik tilslutning fra et flertal af synodefædrene. Med dette svar er der fra officiel side skabt klarhed om de fraskilte gengiftes situation. De kan kun få syndsforladelse – som er forudsætningen for, at de på ny vil kunne modtage eukaristiens sakramente (nadveren) – såfremt de opgiver det ægteskabelige samliv med deres nye partner.
Udtalelsen, som er undertegnet af Troslærekongregationens sekretær, ærkebiskop Luis F. Ladaria, har følgende ordlyd:
»På spørgsmålet fra en fransk præst: ”Kan en skriftefader give absolution til en skriftende, som efter at være blevet kirkeligt viet har ladet sig skille fra sin ægtefælle og har indgået et nyt ægteskab?” svarede Troslærekongregationen den 22. oktober 2014:
Man kan ikke på forhånd udelukke de fraskilte gengifte troende fra bodshandlinger, som kunne føre til en sakramental forsoning med Gud og således også til at modtage eukaristiens sakramente. Pave Johannes Paul II forudså i den apostolske skrivelse Familiaris consortio (84) en sådan mulighed og præciserede betingelserne herfor: »Forsoningen i bodens sakramente, der igen kunne åbne dem adgangen til eukaristiens sakramente, kan kun gives til dem, der angrer, at de har brudt tegnet på pagten med og troskaben mod Kristus, og har den oprigtige hensigt i fremtiden at leve et liv, der ikke længere er i modstrid med ægteskabets uopløselighed. Dette betyder konkret, at når en mand og kvinde af alvorlige grunde – for eksempel deres børns opdragelse – ikke kan opfylde forpligtelsen til at gå fra hinanden, forpligter de sig til at leve i fuldstændig afholdenhed, det vil sige afholder sig fra de handlinger, der er forbeholdt ægtefolk« (jfr. også Benedikt XVI, Sacramentum caritatis, 29).
Bodsprocessen bør omfatte følgende elementer:
- At man i respekt for sandheden efterprøver det kirkeligt indgåede ægteskabs gyldighed og herunder undgår at give indtryk af, at der er tale om en slags ”katolsk skilsmisse”.
- At man eventuelt undersøger, om de pågældende med nådens hjælp kan forlade deres nye partnere og blive genforenet med dem, som de blev skilt fra.
- At man opfordrer de fraskilte gengifte, som af alvorlige grunde (for eksempel hensynet til børnene) ikke kan forlade deres partner, til at leve som ”bror og søster”.
Under alle omstændigheder kan absolution kun gives, såfremt man er sikker på, at der foreligger oprigtig anger, det vil sige ”en indre bedrøvelse og en afsky for den begåede synd samt det faste forsæt om ikke at synde i fremtiden” (Tridentinerkoncilet, doktrin om bodens sakramente, c. 4). Følgelig kan man ikke gyldigt give absolution til en fraskilt gengift, som ikke er fast besluttet på ”ikke at synde i fremtiden” og altså gøre sit yderste for at afholde sig fra de handlinger, der er forbeholdt ægtefolk.«
Se artiklen i printvenlig version