Uddrag af et interview med Jérôme Lejeune fra 1984.
Man kan vanskeligt tale om genetik uden at komme ind på Darwin. Darwinismen forklarer jo menneskets udviklingshistorie, dels ved den naturlige udvælgelse, dels ved mutationer. Men kan denne teori også forklare livets opståen?
Lejeune: Bestemt ikke. Darwinismen er en forældet hypotese, der nærmest kan sammenlignes med Ptolomæus’ epicykler. Som De sikkert husker, havde Ptolomæus konstrueret et sindrigt system af cirkler til beskrivelse af himmellegemernes bevægelser, og systemet var som sådant udmærket – under forudsætning af, at jorden var verdens midtpunkt. Da man senere konstaterede, at det var solen, der var systemets centrum, blev det naturligvis umuligt at anvende Ptolomæus’ epicykler. Så nåede man videre til Kopernikus’ opfattelse, til Newtons og endnu senere til Einsteins og endelig til den seneste teori, som endnu ikke har fundet sin endelige udformning.
Faktisk er vi på genetikkens område i samme situation. Da genetikerne endnu ikke kendte strukturen i de arvelige anlæg, var Darwins hypotese en god hypotese, der forenklede tingene betydeligt. Tilmed forekom den ganske logisk, for den sagde simpelthen: Fra tid til anden opstår der små ændringer i generne. Hvis en sådan ændring tillader individet at tilpasse sig bedre til omgivelserne, vil det pågældende individ få flere børn end de andre – og omvendt, hvis ændringen stiller individet ringere i forhold til den omgivende natur, vil det få færre børn. Altså får vi en naturlig udvælgelse, hvor det er de gode gener, der forplanter sig videre, og de dårlige, der forsvinder […] Men i virkeligheden er tingene langt mere komplicerede. Ikke alene er darwinismen ude af stand til at forklare livets opståen, den kan heller ikke på nogen måde forklare arternes oprindelse. Det, den kan forklare, er racernes opståen inden for en art, og her er den en god teori, en udmærket forenklet fremstilling af de faktiske forhold.
Nye arter kan altså ikke opstå ved ”naturlig udvælgelse”?
Lejeune: Nej. Lad mig give et ganske enkelt eksempel. De ved, at et hanæsel kan befrugte en hoppe, hvorved man får et muldyr. Muldyret er et meget robust dyr, der næsten er lige så stort som hesten, og som samtidig har æslets hårdførhed. Det er altså et meget veltilpasset eksemplar. Men desværre er muldyr sterile; de kan ikke formere sig. Heraf ser man straks, at den naturlige udvælgelse ikke forklarer alt, eftersom muldyret i flere henseender er tilpasset naturen bedre end både æslet og hesten. Den har optaget de bedste egenskaber fra begge arter i sig, men da den ikke kan videreføre dem, standser udviklingen der.
Vi ser altså, at der er en barriere, der adskiller arterne. De små mutationer kan ikke overskride denne barriere, og de kan heller ikke skabe den. Nu har man inden for den sidste snes år været klar over, at generne – altså hvert enkelt arveanlæg, som nedarves uafhængigt af hinanden – ikke er som lodsedler i en urne, som bliver trukket ud i tilfældig rækkefølge. Generne er kædet sammen på kromosomerne, og det er kromosomerne som helhed, som deler sig, når sædcellerne produceres. Og kromosomstrukturen er ikke den samme hos æslet som hos hesten. De findes i samme mængde, men visse af æslets kromosomer er sammensat af flere forskellige dele af hestens kromosomer og anbragt i en anden orden – og på samme måde for hestens vedkommende.
Darwinismen er en forældet hypotese. Ikke alene er den ude af stand til at forklare livets opståen, den kan heller ikke på nogen måde forklare arternes oprindelse
Jeg kan bedst sammenligne det med to opslagsværker i mange bind, hvor de enkelte artikler i de to værker er nogenlunde enslydende, men hvor de enkelte bind er sammensat på forskellig måde. Æslet har som sit bind 3 en blanding af bind 1, 4, 5 og 6 hos hesten, mens bind 3 hos hesten svarer til andre dele af forskellige bind hos æslet. Når sædcellerne produceres, må kromosomerne nødvendigvis gruppere sig to og to, for at de siden kan dele sig og hver sædcelle få præcis ét element fra hvert kromosompar. Det er det, der ikke kan ske hos muldyret, for her får vi nødvendigvis en ubalance, der med sikkerhed resulterer i sterilitet. Steriliteten hænger altså nøje sammen med selve den genetiske kodes struktur. Enhver art har sin specielle kromosomstruktur, og i dag er vi i stand til at artsbestemme en celle og f.eks. også i muldyrets celle genkende de kromosomer, der stammer fra henholdsvis æslet og hesten.
Kan vi ud fra dette konkludere noget om menneskets opståen her på jorden?
Lejeune: Vi kan for det første fastslå, at arterne ikke er opstået gennem små mutationer, som Darwin mente, men ved pludselige og voldsomme ændringer i kromosomstrukturen. Arterne er opstået lidt efter lidt, men for hver enkelt arts vedkommende på én gang. Chimpanserne har ikke gradvist udviklet sig til gorillaer, eller hvad man ellers kunne forestille sig i den retning, og der har ikke været noget fortidsmenneske, der gradvis er blevet til et menneske. Der har været forskellige arter, og mennesket er som art opstået pludseligt ligesom alle andre arter.
Arterne er ikke opstået gennem små mutationer, som Darwin mente, men ved pludselige og voldsomme ændringer i kromosomstrukturen
Jérôme Lejeune (1926-1994)
Professor i fundamental genetik. Opdagede i 1958 det ekstra kromosom (trisomi 21), som forårsager Downs syndrom, og var dermed den første genetiker, der identificerede en arveligt bestemt sygdom.
Modtog i 1962 Kennedy-prisen for sin banebrydende forskning og blev i sit hjemland Frankrig dekoreret med L’Ordre national du mérite.
Det fører frem til to meget væsentlige konklusioner. For det første, at alle mennesker har den samme kromosomstruktur. Ligegyldigt hvem man vælger et hvilken som helst sted i verden, vil de have den samme kromosomstruktur. Det er i alle tilfælde mennesker, vi har med at gøre. Det fortæller os, at alle mennesker er brødre i den forstand, at de nedstammer fra de samme forfædre. Og dette broderskab er ikke en teologisk påstand eller en moralistisk ønskedrøm, men en kendsgerning, der kan eftervises eksperimentelt.
For det andet, at når alle mennesker har den samme kromosomstruktur, må menneskeheden nødvendigvis være udsprunget af en meget lille kerne, og denne kerne er formentlig så lille som et eneste menneskepar.
I absolut modstrid med neo-darwinismen fortæller den moderne genetik os om arternes oprindelse, at hver art er opstået af nogle få mutanter på et bestemt sted, og teorien om, at der skulle være tale om et eneste par, er den, der bedst kan forenes med den viden, vi har i dag.
Nu vil De måske sige, at jeg er ved at fortælle Dem historien om Adam og Eva, og det er da også således, at hvis vi ikke havde fået fortalt den historie i årtusinder, ville den moderne genetik kunne fremlægge den som en populær udgave af den allerseneste videnskabelige hypotese, hvormed man endelig har kunnet forklare arternes oprindelse. Den kunne kaldes den ny hypotese, som den moderne genetik er nået frem til gennem studiet af kromosomstrukturen.
Professor Jérôme Lejeune blev interviewet af Torben Riis, som er ansvarlig for teksten. Hele interviewet blev første gang trykt i Tidens Tegn, Katolsk Forlag 1984.
Læs også Brev til Virginie – et let forståeligt og humoristisk svar, som Lejeune skrev til en skolepige, der havde svært ved at få det, hun lærte i skolen og så i fjernsynet, til at hænge sammen med Bibelens skabelsesberetning.
Se artiklen i printvenlig version