Den tyske kardinal Walter Kaspers forslag om at give fraskilte gengifte katolikker adgang til at modtage Kirkens sakramenter under visse betingelser gav som bekendt anledning til en livlig debat på familiesynoden i efteråret 2014. Det nye og usædvanlige i den forbindelse var for det første den ofte skarpe tone i debatten og dernæst det forhold, at den allerede inden synodens start blev skudt i gang i medierne med indlæg for og imod Kaspers oplæg. På den måde kom ”mediekrigen” til at løfte sløret for en dyb splittelse blandt biskopper og kardinaler i dette spørgsmål, som rammer ind i kernen af den katolske forståelse af ægteskabets sakramente.
Intet tyder i øjeblikket på, at der siden da er sket – eller i de kommende måneder frem til det afsluttende møde i oktober i år – vil ske nogen nævneværdig opblødning af fronterne.
Kardinal Burke: Det er lykkedes Satan at så forvirringens og vildfarelsens sæd inden for Kirken selv”
Således har kardinal Raymond Burke, som på synoden var et samlingspunkt for modstanderne af Kaspers forslag, for nylig under et besøg i England holdt en prædiken, hvor han først i et historisk overblik priser de engelske helgener og martyrer, som ofrede deres liv for at bygge Kirken op i England – og derfra går videre til at tale om de udfordringer, som Kirken står over for i dag. Her citerer han Joh 8,44, hvor Jesus om Satan siger, at ”han har været en morder fra begyndelsen” og er ”fader til løgnen” – og dertil knytter denne kommentar:
”Den omsiggribende forvirring og alvorlige fordrejning af de mest fundamentale sandheder … er de tragiske tegn på Satans tilstedeværelse midt iblandt os. Når vi ser, hvordan det er lykkedes ham at ødelægge en kultur, der engang var kristen, og så forvirringens og vildfarelsens sæd endda inden for Kirken selv, kan vi let blive grebet af frygt og modløshed…”
Ingen tvivl om, at kardinal Burke her taler om sekulariseringen, der i stigende grad former sig som et angreb på menneskelivets ukrænkelighed (abort, eutanasi) og på den kristne forståelse af ægteskabet og familien, men hans understregning af, at denne proces også støttes af kræfter inden for Kirken, må umiddelbart give anledning til gætterier om, hvem han konkret hentyder til.
Kardinal Marx: ”Vi er ikke en underafdeling af Rom”
En mulighed kunne være den tyske bispekonference, som fra begyndelsen utvetydigt har bakket op om Walter Kaspers forslag. Kardinal Reinhard Marx, som er formand for den tyske bispekonference, udtalte således umiddelbart efter familiesynoden i 2014, at Kirkens lære, selv om den ikke skal ses som et produkt af tidsånden, alligevel kan udvikle sig over tid.
At tale om en dogmeudvikling er ikke nødvendigvis kontroversielt, hvis man ved udvikling forstår en proces, hvor Kirken gradvis når frem til en dybere, men ikke væsensforskellig forståelse af en trossandhed. Kontroversiel var til gengæld en udtalelse fra kardinal Marx’ på en pressekonference i marts i år, hvor han for det første erklærede, at den tyske bispekonference havde i sinde at fastlægge sine egne retningslinjer med hensyn til fraskilte gengiftes adgang til at modtage kommunion – og dertil føjede: ”Vi er ikke en underafdeling af Rom. Synoden kan ikke i detaljer foreskrive, hvad vi skal gøre i Tyskland.”
Hvad dette angår, har Troslærekongregationens præfekt, den tyske kardinal Georg Müller gentagne gange præciseret over for den tyske bispekonference, at alle katolikker er forpligtet til at respektere den samme morallov, men er hver gang blevet mødt med afvisning. Således af den tidligere formand for bispekonferencen Robert Zollitsch, som er blevet citeret for at have sagt: ”En præfekt er ikke paven” og dermed tilkendegivet, at man ikke har i sinde at efterkomme påbud fra Troslærekongregationen, med mindre de er underskrevet af paven selv.
Aktuelt er den tyske bispekonferences liberale linje dog også blevet mødt med kritik fra egne rækker, senest fra kardinal Paul Josef Cordes, som er gået skarpt i rette med Reinhard Marx’ udtalelse om, at man ikke vil lytte til Rom i pastorale spørgsmål. Det kan en kardinal ikke gøre, siger han, med mindre han bevidst vælger at ignorere både Jesu egne ord og Tridentinerkoncilets forpligtende formuleringer. En sådan anti-romersk udmelding, advarer han, kan få ødelæggende konsekvenser for troens enhed.
Enkelte iagttagere er gået så vidt som til at antyde, at et egentligt skisma skulle være under opsejling i Kirken i Tyskland og har i den forbindelse henvist til, at den tyske bispekonference siden 1968 ved flere lejligheder – f.eks. i forbindelse med spørgsmål om prævention og abort – har været på kollisionskurs med Vatikanet. I den aktuelle situation er det imidlertid nok mere på sin plads at tolke Reinhard Marx’ åbenlyse selvsikkerhed i sammenhæng med hans og Walter Kaspers tidligere forsikringer om, at Kirkens reformvenlige fløj, som de selv repræsenterer, har pave Frans’ fulde opbakning.
I hvor høj grad dette viser sig at være tilfældet, og hvor langt pave Frans i realiteten er villig til at gå, vil først blive afklaret efter synoden i oktober. Indtil da fortsætter mediekrigen – og usikkerheden om, hvor Kirken er på vej hen under pave Frans’ ledelse.
Senest har den afrikanske kardinal Robert Sarah erklæret, at Kirken i Afrika på det bestemteste modsætter sig ethvert forsøg på at adskille Kirkens pastorale praksis fra dens forpligtende lære om ægteskab og familie. En sådan tanke, ”som kunne føre til, at den pastorale praksis udvikler sig i takt med skiftende omstændigheder, modeluner og følelser,” betegnede han som ”en form for kætteri” og ”en farlig skizofreni”. Kardinal Sarah blev i november 2014 udnævnt af pave Frans til præfekt for Kongregationen for Gudstjenesten og Sakramenterne.
Tilsvarende har den polske bispekonference den 12. marts i år udsendt et kommuniké, hvor biskopperne med henblik på den forestående bispesynode erklærer, at de efter grundige drøftelser må konkludere, at ”Kirkens lære og tradition viser, at katolikker som lever i et ikke-sakramentalt forhold afskærer sig selv fra muligheden for at modtage den hellige kommunion.”
Læs også: Familiesynoden: Første halvleg er forbi