Kardinal Kasper: ”Jeg er dybt bekymret”
I et interview med den tyske katolske søndagsavis Passauer Bistumsblatt har den 88-årige kardinal emeritus Walter Kasper givet udtryk for sin bekymring over håndteringen af ”den synodale vej” i Tyskland.
Først lidt baggrund
De fleste vil huske Walter Kasper for hans fremtrædende rolle på de to familiesynoder i hhv. 2014 og 2015. F. eks. blev han til et konsistorium[1] afholdt i februar 2014 inden den første synode bedt af paven om at levere et større retningsgivende oplæg, som paven efterfølgende roste til skyerne. I dette oplæg, som senere blev kendt som ”Kasper-forslaget”, anbefalede Kasper blandt andet, at fraskilte gengifte katolikker under visse betingelser skulle kunne modtage kommunion – også selv om de ikke havde i sinde at afbryde samlivet i deres kirkeligt set ugyldige parforhold.
I den følgende tid herskede der en vis uklarhed om pavens holdning til slutdokumentet – en uklarhed, som hans omstridte skrivelse Amoris laetitia ikke nævneværdigt bidrog til at gøre det af med.En afklaring fandt først sted, da et brev fra ham til biskopperne i Buenos Aires-området blev lagt ud på internettet af en anonym person, som øjensynligt ikke brød sig om indholdet. I brevet blåstemplede Frans uforbeholdent biskoppernes fortolkning, som ikke levnede tvivl om, at Amoris laetitia åbnede mulighed for under visse omstændigheder at give fraskilte og gengifte adgang til at modtage kommunion.
Læs også: Amoris laetitia: Pave Frans bekender kulør og Et besynderligt paveligt udspil
Set i det lys giver det god mening, at både den tyske bispekonferences daværende formand kardinal Reinhard Marx og Kasper efterfølgende udtrykte deres tilfredshed med slutdokumentet i forvisningen om at have pavens opbakning. Marx med disse ord: ”Jeg er lykkelig for, at vi har taget et skridt fremad … døre er blevet åbnet, især for mennesker i vanskelige situationer”, og Kasper med denne kommentar: ”Jeg er tilfreds. Der er åbnet mulighed for, at de fraskilte gengifte vil kunne modtage kommunion. ”
Læs også: Familiesynoden: Nu foreligger slutdokumentet
Og nu tilbage til interviewet
På denne baggrund er det interessant, at Walter Kasper nu seks år senere udtaler sig kritisk om håndteringen af ”den synodale vej”. I interviewet advarer han Kirken i Tyskland mod ved hjælp af den synodale vej at ville føre Verdenskirken ind på ”den tyske vej”: ”Vi tyskere nyder respekt i hele verden på grund af vores klare tænkning, vores organisationstalent, vores gavmildhed og også vores teologi.” ”Men,” tilføjer han, ”jeg konstaterer også, at andre folk føler sig stødt, når vi giver dem indtryk af, at det er os, der sætter kursen … og når de oplever, at de emner, der diskuteres i den synodale vej, ikke spiller nogen rolle i andre lande.”
Og han fortsætter: ”Vi har ingen grund til udelukkende at optræde som læremestre. Andre har også noget at byde på, som vi kan lære noget af.” Det uddyber han med en sammenligning af situationen andre steder i verdenskirken, hvor han ikke tøver med at karakterisere situationen i Kirken i Tyskland som et ”katekesisk ”katastrofeområde”. Her nævner han som eksempel ægteskabsforberedelsen og familiekatekesen: ”I de lande, hvor den bliver dygtigt udført, finder man i søndagsgudstjenesterne unge mennesker, unge familier med børn, hvor man i Tyskland ofte kan tælle dem på en enkelt hånd. Det undgår ikke de andres opmærksomhed, som derfor ikke finder den herskende tilstand i den katolske Kirke i Tyskland nævneværdigt tiltrækkende og således heller ikke føler trang til at efterligne den.”
At Kirken i Tyskland befinder sig i en dyb krise, er der ifølge Walter Kasper ”ingen tvivl om”. Hvad der er behov for at gøre i den anledning, udtrykker han således: ”Det hensigtsmæssige svar er [at afholde] en synode, som analyserer tidens tegn og de yderst komplekse årsager til krisen, og som under bøn lytter til, hvad Helligånden som evangeliets fortolker har at sige os i denne situation.”
Og han tilføjer: ”Krisen og dens udfordringer er for store til, at de alene kan løses med strukturelle reformer. Uden tvivl er strukturelle reformer ikke blot nødvendige i dag, men også i fremtiden. Men vi skal ikke bilde os ind, at vi selv kan ”bygge” Kirken. Fornyelsen skal komme fra en indre vækst i tro, håb og kærlighed.”
Konklusion
Så vidt Walter Kaspers forslag til en løsning på den aktuelle krise. Men blev vi meget klogere af det? Er det f.eks. ikke en smule naivt at overlade problemet til endnu en synode og forlade sig på dens evne til med Helligåndens hjælp at vise os vejen frem? Ja, er pave Frans’ forkærlighed for synoder, hvor facit på forhånd er skrevet af ham selv og inderkredsen omkring ham, ikke netop en væsentlig del af problemet?
Det ser vi nærmere på i den næste – eller måske de næste artikler.
[1] Konsistorium: et officielt møde, hvor kardinaler og forskellige prælater indbydes til at deltage under pavens forsæde.
Se artiklen i printvenlig version