Familiesynoden: Nu foreligger slutdokumentet
Kommentarer lukket til Familiesynoden: Nu foreligger slutdokumentet 543 31 oktober, 2015 Nyheder oktober 31, 2015 Indlæg af

Familiesynoden: Nu foreligger slutdokumentet

Familiesynodens slutdokument blev offentliggjort sent lørdag den 24. oktober – dog foreløbig kun på italiensk. Indtil der foreligger autoritative oversættelser til hovedsprogene, bruger de internationale katolske medier deres egne oversættelser af de afsnit, de ønsker at kommentere – og her samler interessen sig forståeligt nok hovedsageligt om afsnittene 76 (om homoseksuelle) og 84, 85 og 86 om den pastorale omsorg for fraskilte gengifte katolikker.

Der blev stemt om hver enkelt afsnit, og alle afsnit blev godkendt med de nødvendige ⅔ af stemmerne. De tre sidstnævnte kun med et spinkelt flertal, afsnit 85 endda kun med en enkelt stemme.

Straks efter offentliggørelsen af dokumentet er det som forventeligt strømmet ind med kommentarer, som især har beskæftiget sig med spørgsmålet om, hvilken af de to fløje der endte med at få størst indflydelse på den endelige ordlyd.

Det er der ikke noget helt entydigt svar på, ligesom der naturligvis også er delte meninger om, hvilke formuleringer der dybest set tilgodeser den ene eller den anden fløj. Den fortsatte usikkerhed skyldes endvidere, at vi stadig venter på pave Frans’ redegørelse, som skal gøre os klogere på, hvilke konklusioner han vælger at drage af synoden som helhed – og dernæst, at disse konklusioner meget vel kan have en foreløbig karakter. Dette sidste i lyset af hans bebudelse af en ny ”synodal” ledelsesstruktur, som implicerer, at de problemer, der er blevet drøftet på denne synode, ikke nødvendigvis har fundet en endelig løsning og derfor vil kunne tages op til fornyet drøftelse på en eller flere kommende synoder.

I den forbindelse er det værd at bemærke, at mens de fleste kommentatorer hælder til en beskeden sejr til den konservative fløj, som øjensynligt fik sat en stopper for Kasper-fløjens ambitioner om reformer både med hensyn til fraskilte gengiftes og homoseksuelles forhold, så udtrykte såvel Walter Kasper som den tyske bispekonferences formand Reinhard Marx efterfølgende deres uforbeholdne tilfredshed med slutdokumentet. ”Jeg er meget lykkelig for, at vi har taget et skridt fremad … døre er blevet åbnet, især for mennesker i vanskelige situationer,” sagde Reinhard Marx. Og Walter Kasper: ”Jeg er tilfreds; der er åbnet mulighed for, at de fraskilte gengifte vil kunne modtage kommunion.”

Heroverfor står George Pells kommentar til Gloria TV, hvor han ganske vist slog fast, at han ikke selv ville have udtrykt sig på samme måde, men alligevel anser synodens resultat set under ét som ”langt bedre end det værste, vi kunne have frygtet.” Det kan vise sig, at begge parter får ret, således at forstå, at den konservative fløj kan glæde sig over en beskeden sejr på den korte bane, mens modpartens forventninger om et afgørende gennembrud  først vil blive indfriet på et senere tidspunkt – i hvert fald, hvis man skal tro Vatikanets pressetalsmand Fr. Rosica, som i et interview med det liberale jesuittertidsskrift America har betegnet synoden som et led i en ”igangværende proces”.

Afsnit 76 om homoseksuelle

Men hvad står der så rent faktisk i slutdokumentet? I afsnit 76 om ”personer med homoseksuelle tendenser” citerer man indledningsvis Troslærekongregationens skrivelse fra 2003, hvor det i afsnit 4 fastslås, at mennesker med homoseksuelle tendenser bør mødes med ”respekt, medfølelse og takt,” idet man afholder sig fra enhver antydning af uretfærdig diskrimination over for dem (jfr. KKK 2358).

Endvidere bemærker synodefædrene, at man i særlig bør være opmærksom på behovet for pastoral omsorg hos de familier, hvor der lever personer med homoseksuelle tendenser.

Dernæst konstaterer man med et citat fra det samme afsnit i Troslærekongregationens skrivelse, at ”der intet grundlag er for at betragte homoseksuelle parforhold som på nogen måde forenelig med Guds plan for ægteskab og familie.”

Og endelig erklærer synodefædrene – tydeligvis for at imødekomme de afrikanske biskopper – ”at det er fuldstændig uacceptabelt, at lokale kirker udsættes for pression i dette spørgsmål, og at internationale organisationer gør finansiel støtte til fattige lande afhængig af, om disse lande indfører lovgivning, der legaliserer ”ægteskaber” mellem personer af samme køn.”

Er det sidste ord i denne sag dermed sagt? Næppe. LifeSiteNews’ redaktør John-Henry Westen har ikke været sen til at påpege, at slutdokumentet kun bekræfter, at et homoseksuelt parforhold ikke kan sidestilles med et ægteskab mellem en mand og en kvinde, men ikke citerer hverken Den Katolske Kirkes Katekismus eller Troslærekongregationens skrivelse for det helt centrale i Kirkens lære: at homoseksuelle handlinger i sig selv er i strid med den naturlige morallov, hvorfor de i intet tilfælde kan accepteres (jfr. KKK 2357).

Er det en bevidst udeladelse, som skal åbne en kattelem for en senere ”påskønnelse” af homoseksuelle relationer, således som der var lagt op til i første omgang? Eller skal det blot tages som et udtryk for en skyldig hensyntagen til pavens erklærede uvilje mod ”sårende” sprogbrug? Det vil tiden vise.

Afsnit 84, 85 og 86 om fraskilte gengifte katolikker

Afsnit 84 udtrykker ønsket om, at fraskilte gengifte i højere grad integreres i menighederne, så de ikke får indtryk af at være ekskommunicerede, men tværtimod føler, at Kirken er som en mor, der er villig til at tage imod dem og styrke dem i deres religiøse liv. Dette er, understreges det, også vigtigt af hensyn til de pågældendes børn og deres religiøse opdragelse.

Disse anbefalinger følger næsten ordret pave Johannes Paul 2.’s formuleringer i hans apostolske skrivelse Familiaris consortio, (1981) afsnit 84.

Herfra citerer synodeteksten nu denne passage: ”Kirkens hyrder må forstå, at de for sandhedens skyld er forpligtede til at skelne nøje mellem forskellige situationer. Der er forskel på en, der alvorligt har prøvet på at redde sit første ægteskab og helt med urette er blevet forladt, og på en, der ved sin egen svære skyld har ødelagt et kirkeligt set gyldigt ægteskab. Der er andre, der har giftet sig igen af hensyn til børnenes opdragelse, og som undertiden subjektivt er overbeviste i deres samvittighed om, at det tidligere uopretteligt ødelagte ægteskab aldrig har været gyldigt.”

Derfor, siger synodefædrene, er det præsternes opgave at bistå de pågældende i en samvittighedsransagelse, hvor man forsøger at kortlægge, hvad der gik galt i forholdet, og hvor stor en del af ansvaret for det ægteskabelige sammenbrud den enkelte selv må bære. En sådan oprigtig overvejelse, hedder det, vil kunne styrke tilliden til Guds nåde, som ikke nægtes nogen.

Men hvad disse overvejelser – både med hensyn til Kirkens pastorale ansvar og den fraskilte gengiftes mulighed for at bringe sit forhold til Kirken tilbage på sporet – skal føre til i sidste ende, bliver man ikke stort klogere på i disse to afsnit, hvor man på den ene side gentagne gange slår på, at de forskellige situationer må vurderes individuelt, og på den anden side understreger, at det ikke må ske på bekostning af Kirkens lære.

Denne uklarhed har blandt andre kardinal Raymond Burke påtalt. Han påpeger for det første, at udtrykket ”integration” er uklart, når det bruges i en teologisk sammenhæng, og kritiserer dernæst synodetekstens brug af citatet fra Familiaris consortio for at være ”vildledende,” i og med at den undlader at citere Johannes Paul 2.’ egen konklusion, der lyder således:

”Kirken bekræfter dog sin hidtidige praksis, der bygger på Den hellige Skrift, ved ikke at give fraskilte, der har giftet sig igen, adgang til det eukaristiske måltid. Der kan ikke gives dem adgang dertil, for deres livssituation og deres livsforhold er i objektiv modstrid med det kærlighedsbånd, der eksisterer mellem Kristus og Kirken, og som eukaristien er et tegn på og gør nærværende. Der er desuden en anden pastoral grund dertil: hvis man gav disse mennesker adgang til eukaristien, ville det bevirke, at de troende blev vildledt og forvirrede med hensyn til Kirkens lære om ægteskabets uopløselighed.”

Positive toner

Såvidt de mere problematiske afsnit i slutdokumentet. Afsluttende skal det bemærkes, at John-Henry Westen også har skrevet en artikel på LifeSiteNews, hvor han fremhæver de positive resultater af synoden, som de kommer til udtryk i de øvrige afsnit.

Her nævner han bl.a. afsnit 7, hvor man opregner årsagerne til de faldende fødselsrater i vor del af verden: industrialiseringen, den seksuelle revolution, frygten for overbefolkning, økonomiske problemer, den omsiggribende præventive mentalitet og den fri abort.

Afsnit 8 kritiserer en vis form for feminisme, som ikke vil vide af moderskab som et påskud for at udnytte kvinder, og i afsnit 32 taler synodefædrene igen om det vigende befolkningstal som et resultat af den antinatale mentalitet, der fremmes af internationale kampagner med overskriften ”reproduktiv sundhed”. Og der er meget mere, som umiddelbart må glæde dem, der kæmper i første række for at udbrede ”livets kultur” – herunder også en opfordring til at genopdage både Humanae vitae og Familiaris consortio.

Men foreløbig venter vi som sagt på pave Frans’ sammenfatning og fortolkning af synodens resultater…