Steve Weidenkops ”The Glory of the Crusades” gør op med vor tids stereotyper om korstogene
Af Torben Riis
”Nej, kristendommen har bestemt ikke ført noget godt med sig. Tænk bare på korstogene…” Udsagn som dette hører til blandt de mest populære stereotyper om kristendommen og til arsenalet af kritikpunkter rettet mod Den katolske Kirke.
De seneste årtiers forskning har imidlertid tegnet et langt mere nuanceret og retvisende billede af korstogene. Men da det nu som før er populære publikationer så som Hollywood-film og BBC-serier, der former det store flertals forestillinger om korstogene, skal man ikke undre sig over, at selv de mest urimelige og udokumenterede påstande om korstogene lever videre i bedste velgående.
Det er dette fortegnede billede af korstogene og ikke mindst af korsfarernes intentioner, den amerikanske teolog og kirkehistoriker Steve Weidenkopf ønsker at korrigere med sin bog ”The Glory of the Crusades”, der udkom sidste år.
Alene ordet ”glory” i titlen vil forekomme mange provokerende. Forfatteren forklarer i sit forord dets betydning med en henvisning til 2. Mos 33,18, hvor det forekommer som en oversættelse af det hebraiske kabod: ”af stor betydning”, ”tungtvejende”. Den danske oversættelse af skriftstedet ser således ud: ”Da sagde Moses: »Lad mig dog se din herlighed«. Moses ønskede, at Herrens herlighed skulle stå lysende for jøderne, forklarer Weidenkopf, for at de kunne forstå og anerkende vigtigheden af at blive ført ud af trældommen. Tilsvarende, siger han, er titlens implicitte opfordring til at anerkende korstogenes herlighed ”ikke at hvidvaske det, som var uværdigt ved dem, men i behørigt omfang at henlede opmærksomheden på deres betydning i Kirkens liv”.
Hermed er scenen sat for en både grundig og underholdende og sidst, men ikke mindst opdateret gennemgang af korstogenes historie – herunder en præcisering af, hvilke begivenheder der med rimelighed falder ind under denne kategori. Her må vi nøjes med en redegørelse for hovedtrækkene i Weidenkopfs opgør med de mest almindelige myter, som han selv opregner således:
- Korstogene var uprovokerede angrebskrige
- Korsfarerne var først og fremmest motiveret af grådighed og udsigten til at berige sig ved plyndringer.
- Da Jerusalem blev befriet i 1099, dræbte korsfarerne alle byens indbyggere. Så meget blod blev udgydt, at man stod i blod op til anklerne.
- Korstogene havde til formål at kolonisere de erobrede områder.
- Korstogene var også krige mod jøderne og bør derfor betragtes som det første holocaust.
- Korstogene havde til formål at omvende de lokale befolkninger til kristendommen.
- Korstogene er årsag til vor tids anspændte forhold mellem Islam og den vestlige verden.
Var korstogene uprovokerede angrebskrige?
På ingen måde. Muhammed lagde i sine sidste leveår grunden til korstogene, da han pålagde sine efterfølgere at ”bekrige alle mænd, indtil de siger, at der ikke er nogen anden Gud end Allah”. Denne udtalelse blev senere indskrevet i Koranen (9.29) som ”Bekæmp dem, som ikke tror på Gud.” Muhammeds efterfølgere svarede på opfordringen ved inden for det første tiår efter hans død i 632 at erobre kristne områder i Syrien (635), Jerusalem (638) og Egypten (642). Omkring år 700 var den sidste kristne bastion i Nordafrika faldet, således at arabiske muslimer nu herskede over de tidligere romerske provinser, som i de første århundreder var gået over til kristendommen.
Kristenforfølgelserne satte ind i begyndelsen af det 11. århundrede, hvor den egyptiske kalif Al-Hakim i 1009 beordrede ødelæggelsen af Den Hellige Gravs Kirke i Jerusalem – den blev genopført af korsfarerne i 1048 – fjernelse af alle synlige kors og ødelæggelse af alle messebøger. Endnu værre blev det, da de tyrkiske seldsjukker tog over og ødelagde kristne kirker, dræbte præster og forgreb sig på europæiske pilgrimme på vej til Det hellige Land. Således blev 12.000 pilgrimme massakreret langfredag 1065, kun to dages march fra Jerusalem.
Slaget ved Manzikert (1071), hvor seldsjukkerne fordrev byzantinerne fra Lilleasien og dermed truede det byzantinske imperiums eksistens, var ifølge Weidenkopf den begivenhed, der gav stødet til det første korstog. Opfordringen kom fra pave Urban 2., som i en tale på koncilet i Clermont i november 1095 opfordrede Europas kristne nationer til at komme deres undertrykte trosfæller i det byzantinske rige og ikke mindst i det besatte Jerusalem til undsætning. Målet var at befri de kristne – ikke blot for undertrykkelse under det islamiske herredømme, men for total udslettelse. Det primære mål var ikke en kolonisering af de besatte områder (myte 4), endsige en omvendelse af de lokale befolkninger i Palæstina og Nordafrika (myte 6), men først og fremmest en befrielse af de områder, der havde religiøs betydning for den kristne verden.
Det ses bl.a. af, at langt de fleste af korsfarerne drog hjem til deres respektive lande efter at have indtaget Jerusalem d. 15. juli 1099 under det første korstog. De, der blev tilbage for at beskytte byen, levede i fordragelighed med deres muslimske naboer, som dog ikke have adgang til at bo i selve byen. Det hindrede imidlertid ikke, at hospitalsridderne modtog alle – også jøder og muslimer – i deres hospital i Jerusalem og også respekterede deres vægring mod at spise f.eks. svinekød.
Myte 2 – at tilslutningen til korstogene i hovedsagen var motiveret af ønsket om personlig vinding – er en moderne ”opfindelse”, som det er meget vanskeligt at finde historisk belæg for. Faktum er, at deltagelse i et korstog indebar voldsomme økonomiske byrder for den enkelte foruden risikoen for at blive dræbt i kamp eller dø af sygdomme eller af de ekstreme strabadser, som en rejse gennem fjendtligt territorium bød på. Hele 80 pct. af dem, der deltog i det første korstog, vendte således aldrig tilbage. Omvendt er der rigeligt belæg for at hævde, at korstogene både var tænkt som – og af et flertal af de deltagende blev betragtet som – en bodsøvelse, et offer, man bragte for Kirkens overlevelses og sin egen frelses skyld.
”Massakren” i Jerusalem
Gik korsfarerne amok og dræbte tusindvis af krigere og civile, da de indtog Jerusalem? Her skal man for det første huske på, at de forsvarende styrker nægtede at overgive sig, og at kampene derfor fortsatte inden for byens mure. Antallet af dræbte er der højst forskellige bud på i både kristne og muslimske beretninger. Nogle fortæller, at massakren strakte sig over flere dage, andre, at den kun fandt sted på den første dag. I de kristne kilder tales der om fra 10.000 døde til kun et par hundrede. Enkelte muslimske kilder beretter om op til 75.000, hvilket modsiges af, at der kun var 20.000-30.000 indbyggere i byen. En af de kristne kilder, Fulcher af Chartres, står bag denne beskrivelse, som af mange i eftertiden blev taget helt bogstaveligt: ”Inden for templet blev omkring ti tusinde halshugget. Hvis du havde været til stede, ville du have stået i blod op til anklerne fra de dræbte.” Andre rapporter taler om blod helt op til hestenes knæ. Men, siger Weidenkopf, disse drabelige beretninger skal ikke forstås som præcise opgørelser af tabstallene på fjendtlig side, men som et billedsprog (umiddelbart forståeligt for datidens kristne) lånt fra de bibelske tekster, f.eks. Åb 14,20: ”Og persen blev trådt uden for byen, og på en strækning af seksten hundrede stadier flød der blod ud af persen op til hestenes bidsler”.
Var jøderne et angrebsmål for korsfarerne?
Nej, siger Weidenkopf. Jøderne var tværtimod den eneste ikke-kristne gruppe, som nød officiel beskyttelse i middelalderens kristne samfund. Men jødeforfølgelser forekom ikke desto mindre. Den tyske grev Emrich foranstaltede således et privat korstog mod jøderne i Rhinområdet i 1096 og plyndrede og dræbte jøder i en række byer. I Speyer blev 12 jøder dræbt, men, tilføjer Weidenkopf, antallet af ofre ville have været langt større, hvis ikke Speyers biskop havde grebet ind og ydet dem beskyttelse. Efterfølgende sørgede han for, at de skyldige blev bragt for retten og dømt for deres forbrydelser. Herefter skiftede Emrich taktik og koncentrerede sig om byer uden en residerende biskop. Kort sagt, der var ikke tale om en første holocaust eller begyndelsen på en periode med kristne jødeforfølgelser, men om misgerninger begået af bander, som kun havde tanke for at berige sig, og som vel at mærke aldrig drømte om at udsætte sig for den risiko, der var forbundet med at følge med korsfarerne til Jerusalem.
Er korsfarerne årsag til nutidens konflikter mellem Islam og den vestlige verden?
Korstogene spiller stort set ikke nogen rolle i islamisk historieskrivning før i sidste halvdel af 1800-tallet og senere i det 20. århundrede. Der er således ironisk nok, konstaterer Weidenkopf, tale om en rekonstrueret erindring om korstogene. Nutidens opfattelse af korstogene i de arabiske lande hidrører fra, at arabiske nationalister i deres kamp mod det vestlige koloniherredømme overtog og brugte europæiske intellektuelles fejlagtige fortolkning af korstogene som et udtryk for kolonialisme. Denne opfattelse af korstogene som en invasion af grusomme fremmede magter på islamisk jord har arabiske skolebørn efterfølgende fået indpodet i generationer.
*
Bogen er som sagt spændende historieskrivning, men indirekte også en replik ind i den aktuelle debat om vores forhold til de muslimske lande, herunder til den islamisk inspirerede terrorisme og den massive indvandring af muslimer til et afkristnet og efterhånden også affolket Europa. Uden at gå ind i denne debat kan anmelderen dog ikke dy sig for at påpege, at de samme mennesker, som i dag forarget anklager den katolske Kirke for dens ledende rolle i en fjern fortids væbnede kamp mod den islamiske ekspansion, ikke nødvendigvis anlægger den samme moralske målestok, når det gælder nutidens væbnede kamp mod den moderne udgave af det islamiske kalifat.
Kan disse to historiske situationer sammenlignes? Til en vis grad, men nødvendigvis med den tilføjelse, at de militære interventioner fra Vestens side ikke i dag handler om at forsvare den kristne tro og kultur, men snarere om at varetage storpolitiske og økonomiske interesser. Det samme kunne man allerede sige om kolonitidens erobringer. Weidenkopf indleder sit forord til bogen med dette citat fra Hilaire Bellocs The Crusades fra 1937:
”Vi er vendt tilbage til Levanten, vi er øjensynlig mere end nogensinde på korstogenes tid vendt tilbage som herrer – men vi er vendt tilbage berøvet den åndelige rigdom, som udgjorde korstogenes herlighed.”
Se artiklen i printvenlig version