Den 18. december tog den tidligere polske primas kardinal Stefan Wyszyńskis saligkåringsproces, som blev påbegyndt på foranledning af pave Johannes Paul 2. i 1989, et afgørende skridt fremad. Det skete, da Vatikanet meddelte, at Kirken har anerkendt kardinalens ”heroiske dyder”[1] og dermed givet grønt lys for, at man kan gå videre med sagen. Det vil sige, at det eneste, man på nuværende tidspunkt afventer, er et mirakel, f.eks. i form af en mirakuløs helbredelse.
En saligkåring er den første etape før en eventuel helgenkåring, hvor man på ny gennemgår alt foreliggende materiale og igen kræver et godkendt mirakel som betingelse for at kunne helgenkåre den pågældende.
Læs også: Helgener og hellighed
De fleste vil især huske kardinal Wyszyński for han uforfærdede modstand mod det kommunistiske regime i Polen i efterkrigstiden. Polakkerne havde set frem til, at den polske eksilregering i London skulle vende tilbage efter den tyske okkupation, men sådan gik det som bekendt ikke. I stedet oplevede man en ny besættelse, hvor landet blev regeret af en marionetregering under Stalins kontrol med hvad dertil hørte af konfiskationer af privat ejendom og undertrykkende foranstaltninger i forhold til Kirken.
Wyszyński, som fra 1948 var den polske Kirkes primas, underskrev i 1950 en hemmelig aftale med de kommunistiske myndigheder for under de givne omstændigheder at sikre en form for fredelig sameksistens mellem stat og Kirke. Aftalen gav Kirken lov til i et vist ”rimeligt” omfang at beholde sine ejendomme. Til gengæld blev Kirke og stat adskilt, ”religiøs indoktrinering” forbudt i offentlige skoler – læs: religionsundervisning afløst af politisk indoktrinering – og staten fik ret til at vælge mellem tre kandidater i forbindelse med udnævnelser af nye biskopper. Karol Wojtyla, den senere pave Johannes Paul 2., blev valgt på denne måde. Det valg kom det kommunistiske regime senere til at fortryde.
I 1953 var forholdet mellem stat og Kirke imidlertid blevet så anspændt, at regimet iværksatte en bølge af forfølgelser mod katolikkerne bl.a. i form af massefængslinger af biskopper og præster. Blandt ofrene var også kardinal Wyszyński, som blev fængslet og senere overført til husarrest i forskellige klostre. Han blev løsladt i 1956, hvor han kunne genoptage sit virke spm Polens primas.
I de følgende år deltog Wyszyński i drøftelserne på Det Andet Vatikankoncil og spillede fra 1980 en afgørende rolle som mægler mellem den polske oppositionsbevægelse Solidarność og det kommunistiske regime. I den forbindelse støttede han de polske arbejdere og bønders krav om retten til at oprette frie fagforeninger, mens han samtidig formanede dem om ikke at gribe til voldelige handlinger.
Kardinal Wyszyński står i polakkernes bevidshed som et lysende symbol på den åndelige modstand mod det ateistisk-kommunistiske styre i Polen i efterkrigstiden. Han blev i 1987 hædret med en statue i Warszawa, hvor han var ærkebiskop fra 1948 til sin død i 1981.
[1] Dvs. den pågældendes personlige egenskaber
Se artiklen i printvenlig version