Kardinal Müller: Ingen grund til at omtale reformationen i alt for positive vendinger
Kommentarer lukket til Kardinal Müller: Ingen grund til at omtale reformationen i alt for positive vendinger 1343 27 oktober, 2017 Nyheder oktober 27, 2017 Indlæg af

Kardinal Müller: Ingen grund til at omtale reformationen i alt for positive vendinger

Den tidligere præfekt for Troslærekongregationen, kardinal Gerhard Müller, har i en artikel i det italienske katolske dagblad La Nuova Bussola Quotidiana kritiseret tendensen blandt mange katolske biskopper og kardinaler til at omtale den lutherske reformation i alt for positive vendinger.

Hans artikel er ikke mindst en reaktion på, at den italienske bispekonferences generalsekretær biskop Nunzio Galantino, for nylig har sagt: Luthers reformation for 500 år siden var en begivenhed, der var inspireret af Helligånden. Reformationen svarer til den sandhed, der udtrykkes i det gamle ord: Ecclesia semper reformanda.[1]

Kardinal Müller siger hertil blandt andet, at ”det er en fejltagelse at tro, at Luthers hensigt udelukkende var at bekæmpe misbrug relateret til aflad eller at påtale andre andre former for syndighed i renæssancetidens Kirke. Misbrug og syndige handlinger har til enhver tid fundet sted i Kirken. Vi er den hellige Kirke i kraft af Guds nåde og sakramenterne, men alle i Kirken er syndere, alle har behov for tilgivelse og for at angre og gøre bod.”

”Luthers afvigelse fra den sande kristne tradition,” fortsætter Müller, kom især til udtryk i hans skrift ”Kirkens babyloniske fangenskab” fra 1520, hvor han forkastede den middelalderlige forståelse af den homogene udvikling i den kristne troslære.” Endvidere nægtede han at se ”sakramenterne som virksomme tegn på den nåde, de meddeler” og ”erstattede dem med en subjektiv tro.”

”Der er så mange røster, der taler alt for begejstret om Luther, mange, der ikke ved, hvad præcis hans teologi går ud på, og hvilke katastrofale følger denne bevægelse fik i form af et brud på enheden mellem millioner af kristne.”

Andetsteds i artiklen går han i rette med de kontroversielle medlemmer af hierarkiet, som bruger pavens uformelle bemærkninger på en måde, som forvirrer og forarger de troende. ”I den forvirring, der hersker i dag” bemærker han, ”har mange fået det fejlagtige indtryk, at paven er ufejlbarlig, når han udtaler sig som privatmand, mens de, når det drejer sig om pavernes forkyndelse af den kristne tro i århundredernes løb, ikke mener, at den er gyldig længere.”

Afsluttende siger han: ”Et er ønsket om at have gode relationer til ikke-katolske kristne med henblik på at bringe os tættere på hinanden. Noget andet er den manglende forståelse af eller den direkte forfalskning af, hvad der skete for 500 år siden, og de katastrofale følger det fik.

Kardinal Gerhard Müller var præfekt for Troslærekongregationen fra 2012 til 1. juli i år, hvor pave Frans valgte ikke at forny hans embedsperiode. Det kom ikke som en overraskelse, efter at forholdet mellem dem efterhånden var blevet mere og mere anstrengt.

 

[1] Udtrykket (Kirken har altid behov for at blive reformeret) tilskrives kirkefaderen Augustin (354-430).