Ifølge det tyske katolske dagblad Die Tagespost har præfekten for Troslærekongregationen kardinal Gerhard Müller på det bestemteste afvist, at pavens postsynodale skrivelse Amoris laetitia åbner en dør på klem for, at fraskilte gengifte katolikker fremtidigt under visse betingelser skal kunne modtage kommunion.
Kardinal Müller slog dette fast i et foredrag, som han for få dage siden holdt i præsteseminariet i den spanske by Oviedo. Die Tagespost, som er i besiddelse af Müllers foredragsmanuskript, skriver, at kardinal Müller udtrykkeligt henviste til, at Amoris laetitia i sin omtale af almene forhold ikke har konkrete tilfælde for øje såsom fraskilte katolikker, der lever i et nyt borgerligt indgået ægteskab. Derfor, sagde Müller, er de hidtidige udsagn fra Kirkens læreembede gyldige nu som før. Hvad Johannes Paul 2. i Familiaris consortio og Benedikt 16. i Sacramentum caritatis lærte om fraskilte gengiftes mulighed for at modtage kommunion, står uforandret ved magt.
Müller tilbageviste alle formodninger om en ændring i Kirkens lære og praksis med disse ord: ”Hvis Amoris laetitia havde haft til hensigt at ophæve en så rodfæstet og betydningsfuld bestemmelse, ville den have udtrykt det tydeligt og anført grundene dertil. Men der er ikke fremsat noget udsagn i så henseende. Paven drager ikke på noget tidspunkt sine forgængeres argumenter i tvivl. Disse argumenter er ikke baseret på vore brødre og søstres subjektive skyld, men på deres objektivt registrerbare livsførelse, som er i strid med Kristi ord.”
Om den stærkt omdiskuterede fodnote 351[1] sagde han: ”Det må være tilstrækkeligt at henvise til, at denne fodnote beskæftiger sig med objektivt syndige situationer i almindelighed – ikke med de fraskilte gengiftes specifikke situation. For denne situation har særlige karakteristika, som adskiller den fra andre situationer.”
Kardinal Müllers tolkning af teksten står således i skarp kontrast til kardinal Kaspers. Kasper sagde umiddelbart efter offentliggørelsen af Amoris laetitia i et interview med The Tablet, at skrivelsen efter hans og mange andre kommentatorers opfattelse legitimerer en opblødning af Kirkens afvisning af at lade fraskilte gengifte få adgang til sakramenterne og begrundede det med dens understregning af den personlige samvittigheds rolle. Hvad dette angår, er Kasper helt på linje med blandt andre kardinal Schönborn, som paven selv henviste til, hvis man var i tvivl om detaljer i skrivelsen, og med den tyske bispekonferences formand, kardinal Reinhard Marx, som tillige påberåber sig fodnote 336, hvor skyldsspørgsmålet problematiseres.
Se herom: Tre tyske biskopper er ikke i tvivl om, hvordan fodnote 351 skal fortolkes.
Der er imidlertid ingen tvivl om, at kardinal Müllers vurdering vejer tungt i forhold til hans bispekollegers synspunkter, i og med at han i det kirkelige hierarki kun har paven over sig, når det drejer sig om en stillingtagen til dogmatiske spørgsmål. På den anden side vil det nok være en kende for optimistisk at forestille sig, at det med denne udtalelse er lykkedes kardinal Müller at få lagt låg på debatten. Og under alle omstændigheder vil det kun få praktisk betydning, såfremt paven udtrykkeligt pålægger de tyske biskopper at bringe deres praksis i overensstemmelse med Kirkens lære.
[1] Fodnoten står som en uddybende kommentar til denne passage i paragraf 305:
På grund af udefrakommende påvirkninger eller formildende omstændigheder er det muligt, at man i en i objektiv forstand syndig situation – som man i subjektiv forstand ikke eller kun delvis kan gøres ansvarlig for – kan leve i Guds nåde, at man kan elske, og at man ligeledes kan vokse i nådens liv og i næstekærlighed ved med dette formål for øje at tage imod Kirkens hjælp.
Fodnoten har denne ordlyd:
I visse tilfælde kan det også dreje sig om sakramenternes hjælp. Derfor ”minder jeg præsterne om, at skriftestolen ikke bør være et torturkammer, men et sted, hvor man møder Guds barmhjertighed” (Evangelii gaudium 44). Jeg understreger ligeledes, at eukaristien ”ikke er en præmie til de perfekte, men gavmild hjælp og næring til de svage” (ibid 47).
Se artiklen i printvenlig version