Ærkebiskoppen af Utrecht, kardinal Willem Jacobus Eijk, har i en artikel i National Catholic Register åbenlyst kritiseret pave Frans’ håndtering af en strid mellem de tyske biskopper om, hvorvidt det i visse tilfælde skal være tilladt at lade tyske katolikkers protestantiske ægtefæller modtage kommunion.
Et forslag om en sådan praksis var i første omgang blevet vedtaget af et solidt flertal i den tyske bispekonference – kun 7 stemte imod. Mindretallet insisterede herefter på at få sagen afgjort i Rom, og det næste der skete var derfor, at en delegation fra den tyske bispekonference tog til Rom for at forelægge sagen for medlemmer af kurien, herunder præfekten for Troslærekongregationen.
Disse overvejelser førte imidlertid ikke til en afklaring. Pave Frans, som naturligvis har det sidste ord i en sag af så stor principiel betydning, traf ikke nogen afgørelse, men sendte blot delegationen retur med et pålæg om så vidt muligt at nå til enighed.
Denne reaktion fra pavens side betegner kardinal Eijk i sin artikel som ”fuldstændig ubegribelig”. ”Den hellige Fader,” skriver han, ”burde have givet delegationen klare direktiver baseret på Kirkens klare lære og praksis. På dette grundlag skulle han også have svaret den protestantiske kvinde, som den 15. november 2015 spurgte ham, om hun kunne modtage kommunion sammen med sin katolske ægtefælle, og have sagt, at det ikke kan accepteres, i stedet for at antyde, at hun kunne modtage kommunion, fordi hun er døbt, og fordi det ikke strider mod hendes samvittighed.”
Læs mere herom i de sidste tre afsnit af Improvisationernes og uklarhedens pontifikat og se videoen fra pavens besøg i den protestantiske kirke i Rom: https://www.youtube.com/watch?v=6dv_HvNuumI
Og han fortsatte: ”Ved at undlade at skabe klarhed opstår der en udbredt forvirring blandt de troende, og Kirkens enhed bringes i fare. Det samme gør sig gældende med kardinaler, som offentligt går ind for at velsigne homoseksuelle forhold, hvilket er i direkte modstrid med Kirkens lære, som bygger på den Hellige Skrift, og som siger, at ægteskabet, således som det fremgår af skabelsesordningen, kun eksisterer mellem en mand og en kvinde.”
Kardinal Eijk forklarer endvidere, at kløften mellem den katolske og den protestantiske forståelse af eukaristien er så dyb, at interkommunion er udelukket: ”Forskellene mellem troen på consubstantiation[1] og transsubstantiation[2] er så store, at det kræves af enhver, som ønsker at modtage kommunionen, at vedkommende uforbeholdent og formelt indgår i den katolske Kirkes fulde fællesskab og således tydeligt tilkendegiver sin accept af den katolske Kirkes tro.”
Eijk påviser ligeledes, at interkommunion er i modstrid med den kanoniske lov (844 § 4), hvoraf det fremgår, at biskopper eller bispekonferencer kun kan tillade protestanter at modtage kommunion i yderste nødstilfælde, dvs. i situationer, hvor der foreligger livsfare, og hvor de pågældende ikke er i stand til at kontakte en præst fra deres egen menighed – dette dog forudsat, at de anerkender den katolske lære om eukaristien. Tilsvarende strider interkommunion mod, hvad der står i Den Katolske Kirkes Katekismus artikel 1400:
”De kirkelige fællesskaber, som er udgået fra Reformationen, og som er skilt fra Den katolske Kirke, har især på grund af manglen på Ordinationens sakramente [præstevielsen] ikke bevaret det eukaristiske mysteriums egentlige og fulde indhold. Derfor er interkommunion med disse fællesskaber ikke mulig for Den katolske Kirke.”
Vedrørende pave Frans’ tilbagemelding til de tyske biskopper siger kardinal Eijk dernæst: ”Nu har den hellige Fader meddelt delegationen fra den tyske bispekonference, at den må genoptage diskussionen om udkastet til forslagene om et pastoralt dokument, som blandt andet drejer sig om forvaltningen af kommunionen, og prøve at nå til enighed. Enighed om hvad? Hvis man forestiller sig, at samtlige medlemmer af den tyske bispekonference efter en sådan diskussion enstemmigt konkluderer, at kommunion kan gives til protestanter, som er gift med en katolik (hvilket ikke kommer til at ske), vil det så betyde, at det bliver den nye praksis i den katolske Kirke i Tyskland – uanset at det strider mod, hvad den kanoniske lov og Den Katolske Kirkes Katekismus siger herom? Den katolske Kirkes praksis, som bygger på dens tro, bestemmes ikke og ændres ikke på grundlag af overvejelser af statistisk art, såsom at et flertal i en bispekonference stemmer for et eller andet – heller ikke hvis afgørelsen er enstemmig.”
Kardinal Eijk har tidligere advaret om, at paven ved ikke at skabe klarhed om Kirkens lære om fraskilte og gengifte katolikkers situation, risikerer at splitte Kirken. Han afslutter sin artikel med denne opsigtsvækkende replik, som åbner for en fortolkning af dette pontifikat, som de fleste katolske medier indtil nu er veget tilbage for at inddrage i debatten:
”Idet jeg noterer mig, at biskopperne – og først og fremmest Peters efterfølger – forsømmer trofast at bevare og videregive den overleverede tro, som er indeholdt i den Hellige Tradition og i den Hellige Skrift, kan jeg ikke lade være med at tænke på artikel 675 i Den Katolske Kirkes Katekismus: ”Før Kristi Komme skal Kirken igennem en sidste prøvelse, der vil få manges tro til at vakle. Den forfølgelse, der ledsager dens pilgrimsgang på jorden, vil afsløre ”ondskabens mysterium” i form af et religiøst bedrag, der vil bringe menneskene en skinløsning på deres problemer, med frafald fra sandheden som pris.””
[1] Den protestantiske tro på, at substansen i Kristi legeme og blod er til stede side om side med brødets og vinens substans, og at der således ikke sker en forvandling af brødets og vinens substans.
[2] Den katolske tro på, at brødets og vinens substans helt og fuldt forvandles til Kristi legeme og blod, mens brødets og vinens ”skikkelser” bevares uændret.
Se artiklen i printvenlig version