Improvisationernes og uklarhedens pontifikat
Kommentarer lukket til Improvisationernes og uklarhedens pontifikat 788 13 december, 2015 Magasin december 13, 2015 Indlæg af

Improvisationernes og uklarhedens pontifikat

Efter at have givet rettroende biskopper en overhaling ved afslutningen af Synoden har pave Frans gentagne gange følt sig foranlediget til at fremsætte bebrejdelser såvel som tvetydige og forvirrede udtalelser.

 Af Carl E. Olson

For et par uger siden holdt jeg et foredrag i den lokale afdeling af Knights of Colombus om Synoden i 2015.  Hvis jeg skal være ganske ærlig, havde jeg ikke lyst til at holde foredraget. Jeg var blevet bedt om det i september, og jeg forestillede mig på det tidspunkt, at det ville være let nok at tale om i 30-40 minutter. Det var da heller ikke stof, det skortede på. Faktisk skyldtes min manglende lyst i hovedsagen den overvældende mængde af materiale. Hvordan skulle jeg kunne fremlægge det og give en sammenhængende analyse af det på så kort tid?

Jeg indledte foredraget med åbent at vedgå mine betænkeligheder. Dernæst læste jeg et citat op, som jeg af forskellige årsager har haft hængende på væggen i mit kontor i mange år:

»Jeg er fuldstændig klar over, at det ikke er lykkedes mig at besvare alle Deres spørgsmål … Faktisk føler jeg ikke, at jeg ikke har besvaret et eneste af dem fyldestgørende. De svar, jeg er kommet frem til, afføder blot en række nye spørgsmål, som igen afdækker nye problemer, som vi i visse tilfælde end ikke var klar over eksisterede. Summa summarum: I visse henseender føler jeg, at vi er lige så forvirrede som før, men jeg tror, at vi er forvirrede på et højere plan og i forhold til vigtigere emner.«

Det er et passende citat, ikke mindst fordi historien bag det er næsten lige så forvirrende og indviklet som den nyligt afsluttede synode. Når det er sagt, skal det tilføjes, at det på ingen måde er indlysende, at den forvirring, der stammer fra Synoden – uanset i hvilket omfang den måtte være virkelig eller indbildt – befinder sig ”på et højere plan” eller drejer sig om ”vigtigere emner”. Tværtimod mener jeg, at en stor del af forvirringen blot er den logiske følge af en to år lang proces med ambitiøse, men uklare (eller fordækte) mål, problematiske metoder og tilsvarende problematiske bevæggrunde, i hvert fald fra visse biskoppers side, de fleste fra Tyskland og andre vesteuropæiske lande.

Min hensigt er ikke at genfortælle, hvad der kom for en dag i forbindelse med den (i sandhed) ekstraordinære Synode i 2014 og med den (ikke særligt) ordinære Synode i 2015. Jeg ønsker blot at fremlægge nogle få iagttagelser. De, som er på udkig efter et overordnet perspektiv, kan med fordel læse George Weigels essay i First Things ”What Really Happened at Synod 2015”.[1] Her er en af hans vigtigste pointer:

»Synoden anskueliggjorde, hvad man i flere år har vidst, men kun sjældent talt om i fuld offentlighed: at en stor del af Kirken i Nordeuropa reelt befinder sig i et skisma – ikke således at forstå, at den formelt er adskilt fra Rom og resten af Verdenskirken, men at den med hensyn til tankegang og praksis befinder sig i sit eget kirkelige univers. Visse nordeuropæiske biskopper tror og forkynder tydeligvis ikke, hvad Den katolske Kirke tror og forkynder. Tysk kirkeforståelse befinder sig i praksis i en så kaotisk tilstand, at de, som nægter at betale den kirkeskat, som opkræves af staten, kan blive udelukket fra at modtage kommunion og andre sakramenter, mens de, der lever i uægteskabelige forhold, normalt får tilladelse til at modtage kommunion. At finde en løsning på denne de facto (men ikke de jure) adskillelse af nordeuropæisk katolicisme fra Verdenskirkens enhed – et sørgeligt biprodukt af intellektuel forvirring og intellektuel arrogance, der har ført til et udbredt pastoralt sammenbrud – er en påtrængende opgave for Kirken i de kommende år.«

Et af de mest positive resultater af begge synoder kan (for dem, der stiller regnskabet op i plus- og minus-kolonner) meget vel vise sig at blive denne udstilling i fuld offentlighed af det rystende forfald i Kirken i Tyskland. Det er et sørgeligt vidnesbyrd om, hvad årtier med resignation, navlebeskuelse og letkøbt sofisteri i sidste instans uundgåeligt fører til. Af resignationen udspringer den rå arrogance, som vi netop har oplevet det på den tyske bispekonferences hjemmeside, hvor en eller anden hånligt taler om Afrikas ”stakkels romantiske Kirke”.

Eller tænk på kardinal Godfried Danneels – som er så tæt som nogen på de tyske biskopper – og hans seneste surrealistiske og insinuerende bemærkninger om Kirken i Afrika, hvor han tillader sig at belære katolikker i Afrika om, at de bør holde op med at kritisere den voksende gudløshed og individualisme i Europa, fordi ”det er muligt, at den krise, vi har oplevet, også vil brede sig til dem. Afrikanerne kan meget vel komme til at opleve en tilsvarende krise. Så kan det være, at de ringer os op for at finde ud af, hvordan vi håndterede den – for at få nogle nyttige råd”. Den samme yderst liberale Danneels – som for få år siden direkte prøvede at dække over præsters seksuelle misbrug – synes at være tilbøjelig til at glemme, at årsagen til, at Kirken i Belgien ligger i ruiner, ikke blot skal søges i et pres fra den omgivende kultur, men overordnet i en manglende vilje til internt at svare igen på denne udfordring med en robust og proaktiv rettroenhed. Hvad dette angår, følger her endnu en væsentlig pointe fra Weigel:

»Erfaringerne fra Synoden i 2015 peger også i retning af, at alt for mange af Kirkens biskopper har et løst greb om det læremæssige og en åbenlys uvilje mod at diskutere alvorlige pastorale problemer i deres rette teologiske kontekst. Biskopper med et sikkert greb om det pastorale er en bydende nødvendighed. Men vi står midt i en kulturel krise i den vestlige verden. Fejlagtige forestillinger giver grobund for ideologier, der går til angreb mod menneskets natur, især det komplementære forhold mellem mænd og kvinder, og (ofte ved hjælp af statslige magtmidler) nedbryder de grundlæggende normer og institutioner, som fremmer menneskelig vækst. Men vist kan Kirken finde pastoralt kompetente og menneskeligt overbevisende mænd, som kan svare på udfordringen fra disse pinligt mangelfulde forestillinger, som forøger summen af menneskelig ulykke – intellektuelt solidt udrustede hyrder, som kan lede postmodernitetens ofre ind på vejen mod omvendelsens glæde.«

To andre kortere citater falder mig ind. Det første fra Chestertons What’s Wrong with the World er velkendt: “Det kristne ideal er ikke blevet afprøvet og fundet for let. Man har fundet det vanskeligt at efterleve og ladet det ligge uprøvet hen.”[2] Igen og igen forlød det fra Synoden, at snakken gik om ”en ny Kirke”, som var på vej i ”en ny retning”, og som ville gøre tingene på ”en ny måde”. Dette helt i tråd med, at man anlagde en ny tone og valgte en ny tilgang til sproget øjensynligt i den hensigt at ribbe det for alt, hvad der måtte forekomme stødende eller kritisk – især i omtalen af umoralske handlinger. De progressives taktiske kunstgreb var således tilpasset deres manipulerende retorik. Josef Pieper bemærkede i Abuse of Language, Abuse of Power [3], at propaganda slet og ret går ud på at nedbryde og misbruge sproget til brug for tvangsforanstaltninger og ideologiske formål. (Pieper, som var tysker, var helt på det rene med, hvad han beskrev og kritiserede).

Det andet citat, som jeg gengiver efter hukommelsen, er hvad en moralteolog, som jeg talte med i telefonen for nogle måneder siden, sagde til mig: ”Vi går normalt ud fra, at biskopper er velbevandrede i Johannes Paul 2.’s skrifter og tanker og derfor kender til hans lære om ægteskab og familie. Men det gør de fleste ikke. Mange af dem savner grundlæggende viden om sådanne spørgsmål.” Kommentaren var ikke ment som en kritik. Den var blot en konstatering af de faktiske forhold. Og ja, der findes biskopper, der har sat sig særdeles grundigt ind i Johannes Paul 2.’s ”Kroppens teologi” og mange beslægtede emner. Nogle af dem har skrevet lærde værker. Men ganske mange er ikke blot usikre med hensyn til detaljerne, de har længe haft et fjernt forhold til Kirkens grundlæggende lære om stort set alle centrale moralspørgsmål.

Således holdt ærkebiskoppen af Chicago under 2015-synoden en pressekonference, hvor han ytrede sig om ”samvittighed” og homoseksualitet på en måde, som ikke blot grænsede til det banale, men åbenlyst var i direkte strid med den lære, der kan findes i Veritatis Splendor, Johannes Paul 2.’s fremragende rundskrivelse om moralteologi fra 1993. ”Samvittigheden er ukrænkelig”, udtalte den amerikanske ærkebiskop, hvis fortid som hyrde for de troende i bedste fald kan siges at have været en betinget succes. ”Og vi er nødt til at respektere de beslutninger, folk træffer. Det har jeg altid selv gjort.”

Bi lige lidt, svarede den hellige Johannes Paul 2. for 22 år siden i et forebyggende modsvar:

»Ud fra et ønske om at fremhæve samvittighedens ”kreative” karakter kalder visse forfattere ikke længere dens handlinger for ”vurderinger”, men for ”beslutninger”. Kun ved at træffe disse beslutninger ”autonomt” skulle det blive muligt for mennesket at nå frem til moralsk modenhed. Der er sågar nogle, der mener, at denne modningsproces hæmmes af det kirkelige læreembedes alt for kategoriske stillingtagen til mange moralspørgsmål, en stillingtagen, som efter deres mening er årsag til unødvendige samvittighedskonflikter hos de troende« (Veritatis Splendor 55).

Der kunne nævnes mange andre eksempler. Men det væsentlige er, at Synoderne i 2014 og 2015 afslørede en dagsorden hos mange biskopper, der gik ud på simpelthen at udradere Johannes Paul 2.’s (og for den sags skyld også Benedikt 16.’s) pontifikater. Det negative slutresultat er, at det tog fem synodeuger og talløse timers diskussioner, overvejelser og dilettantiske manøvrer at gentage, hvad Kirken til enhver tid har lært om ægteskab og familie – timer, som kunne have været brugt på at lytte til den helgenkårede pave, hvis pontifikat byder på et materiale udarbejdet gennem et langt liv om netop disse emner.

Der er et enkelt væsentligt moment på 2015-synoden, som Weigel ikke nævner – det moment, som for mig var det mest afslørende af alle: pave Frans’ afsluttende tale til synodefædrene. Jeg har læst og gransket hundredevis af pavelige tekster, men aldrig nogen som denne. Den var en slags paveligt anfald af humørsyge, ganske upassende både for embedet og hans person. Godt nok er denne pave kendt for at skælde ud, men denne tale var et nyt og forbløffende lavpunkt, og enhver, som har fulgt dette pontifikat og disse synoder, ved, at den Hellige Faders ætsende bemærkninger var direkte møntet på de biskopper, som havde stået urokkeligt fast i deres afvisning af kommunion til fraskilte og gengifte katolikker.

Synoden, erklærede Frans, »drejede sig ikke om at finde udtømmende løsninger på alle de vanskeligheder og tvivlsspørgsmål, som udfordrer og truer familien, men snarere om at anskue disse vanskeligheder og tvivlsspørgsmål i lyset af troen, studere dem omhyggeligt og se dem frygtløst i øjnene i stedet for at stikke hovedet i busken…

Den drejede sig om at bringe vidnesbyrd for alverden om, at for Kirken er evangeliet fortsat en levende kilde til evig fornyelse – i modsætning til alle dem, som vil ”indoktrinere” det til at blive døde sten, man kan kaste efter andre.

Den drejede sig også om at afsløre de tillukkede hjerter, som ofte skjuler sig endda bag Kirkens lære og gode intentioner for at kunne tage plads i Moses’ stol og – ofte overlegent og overfladisk – dømme i vanskelige sager, dømme sårede familier…

Den drejede sig om at forsøge at åbne for videre horisonter, om at hæve sig over konspirationsteorier og snæversyn for at forsvare og udbrede Guds børns frihed og om at formidle skønheden i det nye i kristendommen, som til tider bliver spærret inde i et sprog, som er forældet eller slet og ret uforståeligt.

I løbet af denne Synode førte de forskellige synspunkter, som blev udtrykt frit – desværre undertiden også på ikke helt velmenende måder – til en frugtbar og livlig dialog. Alt i alt tegnede der sig et billede af en Kirke, som ikke blot ”retter ind”, men som trækker det levende vand op af troens kilder for at give indtørrede hjerter nyt liv.«

Kort sagt sagde Frans – og jeg kan ikke nå frem til nogen anden fornuftig konklusion – at de, som stod fast på Kirkens konstante lære, var farisæiske, kærlighedsløse, stenkastende, bagstræberiske hyklere: ”Det, vi oplevede på Synoden, fik os også til bedre at forstå, at de sande forsvarere for Kirkens lære ikke er dem, som værner om dens bogstav, men om dens ånd;” sagde han, ”ikke abstrakte begreber, men mennesker; ikke formularer, men den ufortjente kærlighed og tilgivelse fra Gud.” Det var en temmelig besynderlig sammenligning at drage af den simple grund, at farisæerne ikke blev irettesat af Kristus, fordi de insisterede på, at lovens bestemmelser om ægteskabet skulle overholdes til punkt og prikke, men på grund af deres manglende vilje til selv at overholde dem: ”Det var med tanke på jeres hårdhjertethed, at Moses tillod jer at skille jer fra jeres hustru, men fra begyndelsen var det ikke sådan” (Matt 19,8). Som en anden moralteolog skrev til mig om pavens bemærkninger:

»Nogle kunne endda finde på at antyde, at paven har tillagt sig den uvane at kalde enhver for farisæer, som er uenig med ham, eller som insisterer på, at vi skal tage fornuften og Skriftens præcise ord i ed, når vi tager stilling til et aktuelt problem. Men hvis der er nogen, man kan kalde for farisæere i vore dage, er det de tyske og belgiske biskopper og deres følgesvende i den akademiske verden, som bogstavelig talt opdigter ting og citerer løsrevne passager fra Thomas Aquinas for at forsøge at sno sig uden om Kristi og Paulus’ egne ord. Det er dem, man burde beskylde for legalisme, snarere end dem, som holder fast ved, hvad Kristus og Paulus faktisk siger om ægteskab og kommunion.«

Inden Synoden i 2014 sagde Frans i et interview med en argentinsk avis: ”Jeg nyder endda at debattere med de meget konservative, men intellektuelt velfunderede biskopper … Verden har ændret sig, og Kirken kan ikke låse sig fast på såkaldte fortolkninger af dogmerne.” I sin tale til de amerikanske biskopper den 23. september advarede Frans mod at ”prædike om komplicerede læremæssige spørgsmål”, en opfordring han gentog den 10. november i sin tale til de italienske kirker: ”Vær ikke forkyndere af indviklede dogmer, men budbringere om Kristus, som er død og opstanden for os.” Han er kommet med mange lignende bemærkninger og har ofte understreget, at ”mennesker er vigtigere end principper”, hvad der, som Robert Royal har bemærket, i sig selv er en mærkværdig udtalelse, eftersom den selv ”er et principielt udsagn og ret forstået kan føre til et stort gode eller forkert forstået (hvad der ofte er tilfældet) kan forvolde stor skade.”

Jeg kan kun konkludere, at denne pave af en eller anden grund nærer en dyb aversion mod teologisk præcision (og dermed også klarhed) og reagerer ganske utålmodigt, når læresætninger eller dogmer lægger sig hindrende i vejen for hans vision om, hvordan tingene burde være i Kirken. Det er foruroligende i flere henseender. Jeg nævner kun tre:

For det første: Ifølge Frans’ logik, som den kommer til udtryk i forskellige bemærkninger, var Johannes Paul 2.’s og Benedikt 16.’s pontifikater farisæiske og unødvendigt komplicerede og strider dermed imod hans vision om barmhjertighed. Om Frans overhovedet bekymrer sig om logikken i og konklusionen på et sådant ræsonnement, er selvfølgelig en ganske anden sag.

For det andet: Det skaber et enten-eller-dilemma, som står i skarp modsætning til den katolske både-og-tilgang til spiritualitet, teologi og fromhed. Peter var ikke nogen systematisk teolog. Det var Frans af Assisi heller ikke, men Paulus og Thomas Aquinas var. De er hver for sig nødvendige og gode. Hver for sig har de deres plads. Hvorfor sætte det gode op mod det gode? Og hvorfor fare strengt frem mod en påstået, ikke dokumenteret strenghed?

Og endelig: Det skaber forvirring. Lad os se det i øjnene: dette pontifikat er ofte forvirrende og endda usammenhængende. Frans forsømmer jævnligt at udtrykke sig klart. Værre endnu: han taler undertiden ukærligt. Når de to ting forekommer samtidigt, opstår der kaos. F.eks. svarede han i en sidebemærkning i flyet på vej hjem fra Afrika følgende på et spørgsmål om ekstrem fundamentalisme:

»Fundamentalisme er en sygdom, der findes i alle religioner. Vi katolikker har nogle – ikke bare nogle få, men rigtig mange, som tror, at de sidder inde med den endegyldige sandhed, og de farer frem med bagtalelse, injurier, og de sårer [mennesker], de sårer. Og jeg siger dette her, fordi det er min Kirke, også os, os alle sammen. Det må bekæmpes. Religiøs fundamentalisme er ikke religiøs. Og hvorfor ikke? Fordi Gud er fraværende«.

Hvem er helt præcist disse katolske ”fundamentalister”? Hvad forstår Frans ved ”fundamentalisme”? (et ofte misforstået og misbrugt udtryk, bør man bemærke). Og hvornår er det blevet i strid med katolsk tro at tro på og holde fast ved absolut sandhed – og ved Ham, som sagde: ”Jeg er vejen og sandheden og livet” (Joh 14,6)? Og fører det at holde fast ved Ham, som er Sandhed, til fundamentalisme? Selvfølgelig gør det ikke det. Men igen, hvad er det så, Frans taler om?

Det spørgsmål bliver stillet alt for tit. Hvad skal man f.eks. stille op med pavens (nok engang improviserede og tilsyneladende uklare) bemærkninger til en luthersk-evangelisk menighed i Rom den 15. november? Andrea Gagliarducci opsummerede det således:

»Pave Frans’ improviserede foredrag indeholdt megen afværgende kritik. Visse steder blev teologi kaldt for ”taler henvendt til teologer”, andre steder blev de teologiske aspekter beskrevet som noget underordnet (”livet er større end fortolkninger”). Paven syntes også at bagatellisere grunden til, at katolikker og lutheranere ikke kan gå til kommunion sammen, og det virkede som om han var villig til at lade det være op til den enkeltes samvittighed at træffe en beslutning herom.«

Så i visse henseender føler jeg, at vi er lige så forvirrede, som vi hele tiden har været. I andre henseender er vi mere forvirrede end nogensinde før. Og snarere end at være forvirrede på et højere plan og i forhold til vigtigere emner, står vi over for et foruroligende scenarie: verbale overfald, tvetydig, usammenhængende, selvmodsigende eller uklar tale, slet dulgte fornærmelser og en sprogbrug, som undertiden er mere uforsigtig end pavelig. Alt dette har givet anledning til så mange desto flere spørgsmål. Jeg har imidlertid en formodning om, at klare svar ikke kan forventes inden for den nærmeste fremtid.

[1] http://www.firstthings.com/article/2016/01/what-really-happened-at-synod-2015

[2] The Christian ideal has not been tried and found wanting. It has been found difficult; and left untried.

[3] 1 April 1992, Ignatius Press, ISBN 0-89870-362-X

Carl E. Olson er ansvarshavende redaktør for det internationale nyhedsmagasin Catholic World Report, hvor denne artikel blev bragt som leder den 1. december i år. Den danske oversættelse bringes her med tilladelse fra forfatteren.