Kardinal Dolan om de afrikanske biskopper: Det er som at se og høre kirkefædrene
Kommentarer lukket til Kardinal Dolan om de afrikanske biskopper: Det er som at se og høre kirkefædrene 1828 16 oktober, 2014 Nyheder oktober 16, 2014 Indlæg af

Kardinal Dolan om de afrikanske biskopper: Det er som at se og høre kirkefædrene

 

At ikke alle deler kardinal Walter Kaspers mildt sagt kontroversielle syn på de afrikanske biskopper, kan man ved selvsyn konstatere bl.a. på Catholic News Service (http://www.catholicnews.com/) , hvor den tidligere formand for den amerikanske bispekonference kardinal Timothy Dolan på en videooptagelse begejstret fortæller om sit indtryk af de afrikanske biskopper.

Indledningsvis siger han om de afrikanske biskopper, som har talt på synoden, at de har en friskhed og en uskyld i deres forhold til den bibelske tro. Han skynder sig at præcisere, at han ikke med ordet ”uskyld” vil antyde, at biskopperne ikke kender til livets barske realiteter, og henviser i den forbindelse til den nigerianske ærkebiskop Ignatius Kaigama af Jos – en mand, som har oplevet, at 186 af hans kirker er blevet brændt ned af den frygtede terrorgruppe Boko Harem, og som i helt bogstavelig forstand har tørret sine folks blod op af gulvet og forbundet deres sår. Når han taler, siger Dolan, ser man Irenæus, hører man Polycarp og hører Ignatius af Antiochia – ikke blot Ignatius af Jos. Afrikanerne taler heroisk og med en overbevisning, så at vi andre retter os op i stolen og lytter opmærksomt.

Eroeffnung Monat der Weltmission im Erzbistum Paderborn

Ærkebiskop Ignatius Kaigama af Jos, Nigeria

Vi i Kirken i Europa og i Nordamerika tynges undertiden af en vis apati og modløshed – men ikke afrikanerne! Jeg skal love for, at de kan tale og ligesom kalde os tilbage til Guds Åbenbaring, og de er ikke bange for at gøre det, ikke bange for at lede os tilbage til en samvittighedsransagelse. En af de afrikanske biskopper sagde i dag: Pas på i Vesten! Hvad er det, I kommer med? Våben, prævention, abort. Det har vi ikke brug for. Vi vil ikke have det. Det er kulturel imperialisme.

Afrikas biskopper er profetiske, når de minder os om, at Kirkens opgave er at forandre kulturen, ikke at lade sig forandre af kulturen. Og når man ser på kirkerne i deres lande, så er det også det, de gør. Det synes jeg er meget inspirerende. Jeg er bange for, at vi i Vesten er tilbøjelige til at udvande budskabet eller helt give op, når folk nægter at tage imod det, af frygt for at blive upopulære. Men afrikanerne siger: Det er heller ikke meningen, at vi skal være populære. Vi skal forkynde sandheden og i kraft af vores kærlighed og glæde inspirere folk til at tage denne sandhed til sig. Og tag vores ord for det, brødre: Det virker! Det ved vi både fra kirkehistorien og fra Kirken i dag. Det virker!