”Det er ikke udelukket, at jeg vil gå over i historien som den, der splittede den katolske Kirke.” Disse ord skal pave Frans have udtalt i en snæver kreds af kardinaler i slutningen af 2016 – ikke længe efter, at fire andre kardinaler i et åbent brev havde afkrævet ham svar på fem tvivlsspørgsmål (dubia) vedrørende diverse kontroversielle passager i den postsynodale skrivelse Amoris laetitia.
Læs også: Fire kardinaler afkræver paven svar på fem spørgsmål om Amoris laetitia
Og: Amoris laetitia: Mens paven tier, raser debatten videre
Men uanset om dette nu var sandt eller blot et løst rygte blandt så mange andre, har vi i tiden efter fået håndfast dokumentation for, at biskopper og kardinaler verden over har højst forskellige svar på det spørgsmål, som mest af alle har trængt sig på efter Amoris laetitia: Kan fraskilte katolikker, som har giftet sig igen på rådhuset, på ny få adgang til at modtage Kirkens sakramenter – vel at mærke uden at have bragt det uægteskabelige forhold til ophør?
En ”voksen” spiritualitet
Senest har Chicagos ærkebiskop, kardinal Blase Cupich, i et TV-interview den 4. juni besvaret dette spørgsmål bekræftende. Amoris laetitia, forklarede han, skal forstås som en opfordring til katolikker om at bevæge sig fra ”en halvvoksen til en voksen spiritualitet”, som vil sætte dem i stand til at bruge deres ”samvittighedsfrihed” til selv at ”nå frem til sandheden” i deres liv.
”Hvad den hellige Fader og Kirken kalder os til nu, er selv at tage ansvar for vores liv, og det betyder, at folk skal blive bevidst om samvittighedsfriheden, men også om det ansvar, der følger med.”
”En voksen spiritualitet betyder, at man på en vis måde forstår, at man ved Guds hjælp kan finde ud af, hvad der er sandt i ens liv, og hvornår Gud kalder en til at tage det næste skridt. Den placerer ansvaret hos hver enkelt, i stedet for at det er en udefrakommende autoritet, der fortæller folk, hvad de skal gøre, som om de var børn.”
De polske biskopper står fast
I skarp kontrast til dette synspunkt erklærede den polske bispekonference to dage senere, at Johannes Paul 2.’s lære i den postsynodale skrivelse Familiaris consortio ikke har ændret sig. I denne skrivelse fastslog paven, at fraskilte gengifte katolikker ikke kan modtage kommunion.
Begrundelsen herfor, forklarede Talsmanden for den polske bispekonference, Pawel Rytel-Andrianik, er, ”at deres livssituation er i modstrid med den kærlighedens forening mellem Kristus og Kirken, som eukaristien på én gang er et tegn på og udvirker.”
”Hertil kommer,” tilføjede han, ”den pastorale begrundelse, at man ved at tillade de pågældende at modtage kommunion, ville føre de troende på afveje og skabe forvirring med hensyn til ægteskabets uopløselighed.”
De polske biskopper har fra det øjeblik, spørgsmålet blev taget op til diskussion på de to familiesynoder i 2015 og 3016, taget klart afstand fra tanken om, at det under visse omstændigheder skulle være muligt at give kommunion til fraskilte gengifte katolikker – i modsætning til deres bispekolleger i Argentina, Malta, Tyskland og Belgien.
Kløften bliver til stadighed mere udtalt mellem på den ene side dem, som fastholder Kirkens traditionelle lære og dermed forestillingen om, at der eksisterer objektive, dvs. situationsuafhængige moralnormer som f.eks. de ti bud, og på den anden side dem, der som kardinal Cupich forsvarer en position, som til forveksling ligner det, man kalder værdirelativisme, hvor alting er op til den enkelte selv at afgøre.
Så uanset om pave Frans rent faktisk udtalte ordene i det indledende citat, taler kendsgerningerne i dag for sig selv. Der tegner sig mere og mere et billede af et de facto skisma, som i en ikke alt for fjern fremtid vil kunne føre til et internt opgør i Kirken og en splittelse, der som allerede antydet af Troslærekongregationens præfekt kardinal Gerhard Müller i alvor og omfang tåler sammenligning med 1500-tallets brud på Kirkens og troens enhed.
Se artiklen i printvenlig version