”Vi er nødt til at kalde tingene ved deres rette navn,” sagde kardinalen i sin tale.
På en konference om ægteskabet den 21. april i Philadelphia[1] advarede Kardinal Raymond Burke mod de kræfter, som både i og uden for Kirken udgør en alvorlig trussel mod det traditionelle syn på ægteskab og familie.
Kardinal Burke var under de to familiesynoder i 2014 og 2015 den uofficielle talsmand for de synodefædre, som følte sig ilde tilpas over både indholdet og forløbet, og har siden blandt andet gjort sig bemærket som den ene af forfatterne til de såkaldte dubia, som indirekte udtrykker en kritik af de kontroversielle udsagn i Amoris laetitia.
I sin tale sagde han indledningsvis, at der i øjeblikket sandsynligvis ikke findes noget mere presserende spørgsmål end netop ægteskabet, som i årtier har været under angreb. I den sammenhæng har Kirken indtil nu ført et heroisk forsvar for Guds plan for mand og kvinde, som kommer til udtryk i det sakramentale, uopløselige ægteskab.
”Men,” fortsatte han, ”i denne tid er en tiltagende forvirring, ja tilmed en fejlagtig lære trængt ind i Kirken – uden tvivl som følge af påvirkningen fra en fuldstændig sekulariseret kultur – som vil kunne, om ikke fuldstændigt ødelægge, så dog alvorligt svække Kirkens vidnesbyrd. Og det vil i sidste instans være til skade for hele samfundet.”
”I denne situation,” understregede Burke, ”er det, der er brug for, hverken tavshed eller modløshed.”
Synoderne
”Forvirringen og vildfarelserne” blev åbenlyse på de to synoder, som gik forud for Amoris laetitia, konstaterede Burke. Synodefædrene var nødsaget til at forholde sig til forskellige former for ”kirkelig praksis, som modsiger Kirkens konstante lære og praksis vedrørende ægteskabet. Jeg refererer her til konkrete tiltag, som ville give dem, der lever i et uægteskabeligt forhold, adgang til sakramenterne og således bane vejen for en accept af alternative samlivsformer og seksuelt samkvem mellem personer af samme køn.”
Situationens alvor, tilføjede Burke, kom til at stå lysende klar med midtvejsrapporten i 2014, som ikke redegjorde korrekt for Kirkens lære. ”Det var ikke en rapport. Det var et manifest, som løftede sløret for en ny tilgang til grundlæggende spørgsmål vedrørende den menneskelige seksualitet, en tilgang, som er revolutionær – det vil sige uden forbindelse til det, som Kirken altid har lært og praktiseret.”
Læs også Åben kritik af synodens midtvejsrapport
At kalde tingene ved deres rette navn
Kardinal Burke beskæftigede sig også i sin tale med forholdet mellem Kirken og det moderne samfund: ”Nogle har for nylig erklæret, at Kirken bør ændre sin praksis og først og fremmest sin sprogbrug for at kunne blive hørt i en helt igennem sekulariseret kultur. Andre er gået så vidt som til at hævde, at Kirken ikke længere kan tale om den naturlige morallov, om handlinger, der er onde i sig selv, om uægteskabelige forhold osv. Deres synspunkt er, at det er Kirkens sprog, der bærer skylden for omgivelsernes fjendtlige holdning til Kirken.”
Hertil sagde Burke, at såfremt Kirken holder op med sige sandheden, vil det se ud som om den nærmer sig omverdenen uden selv at være i besiddelse af en klar identitet og en viden om sit eget budskab: ”Kirken er nødt til at kalde tingene ved deres rette navn for ikke at risikere at medvirke til forvirring og vildfarelse. Ærlige mennesker, som lever i en sådan kulturel atmosfære, har behov for at høre sandheden forkyndt på en kærlig måde. At møde dem uden at formidle sandheden i Kristi ord til dem ville være en alvorlig mangel på næstekærlighed.”
I den forbindelse mindede Burke om, at Jesus var meget barmhjertig over for den samaritanske kvinde ved brønden og kvinden, der var grebet i ægteskabsbrud: ”Jesus var fuld af forståelse for deres situation”. Han tilgav dem, men lod dem også forstå ”nødvendigheden af forlade et liv i synd, nødvendigheden af ikke at synde mere.”
Falsk tolerance
Burke kommenterede også den moderne tilgang til begrebet tolerance, som, sagde han, til tider er så relativistisk og subjektivistisk, at man undertiden end ikke respekterer loven om ikke-modsigelse dvs. det grundlæggende logiske princip om, at noget ikke både kan være sandt og falsk i samme forstand og på samme tid: ”Med andre ord, at visse handlinger ikke på samme tid kan være i overensstemmelse med moralloven og ikke være det.”[2]
”Når det drejer sig om næstekærlighed, betyder tolerance ubetinget kærlighed til den person, som er involveret i det onde, men en lige så ubetinget afstandtagen fra det onde, vedkommende er involveret i.”
Afsluttende opfordrede kardinal Burke katolikkerne til at lade sig inspirere af de tre helgener John Fisher, Thomas More og Johannes Døberen, som alle led martyrdøden for at forsvare ægteskabets hellighed, og påkalde deres forbøn.
[1] Matrimony: Rediscovering Its Truth (At genopdage ægteskabets sandhed).
[2] Uden tvivl en hentydning til Amoris laetitia, fodnote 351, hvor pave Frans hævder, at en situation, som objektivt set er syndig (læs: en fraskilt, der lever i et nyt ægteskabslignende forhold), ikke nødvendigvis udelukker, at den pågældende, som subjektivt set kun delvis er skyldig, kan leve i Guds nåde.
Se artiklen i printvenlig version