En statistisk undersøgelse foretaget af forskere på Georgetown University viser, at der siden 2008 er sket en stigning i antallet af præstevielser i USA på 47%. Det lyder umiddelbart voldsomt, men i tørre tal er der tale om en stigning fra 401 præstevielser i 2008 til 590 i 2017. Men trods alt et tegn på, at udviklingen går i den rigtige retning.
Det var også tiltrængt. Ser vi på, hvordan det er gået siden afslutningen af Det Andet Vatikankoncil, hvor forventningerne ellers var høje til, at man nu stod over for en blomstringsperiode, kom det til at gå ganske anderledes. Her blot nogle runde nøgletal[1], der siger mere end mange ord:
I 1967 var der i USA i alt cirka 60.000 præster – i 2012 ca. 40.000
I 1967 var der 23.000 præster, der tilhørte en religiøs orden (jesuitter, dominikanere, franciskanere osv) – i 2012 var der 13.000.
I 1964 var der 180.000 kvinder, der tilhørte en religiøs orden – i 2012 55.000.
I 1967 var der 60.000 præstestuderende – i 2012 18.000.
Den samme tendens gør sig gældende, hvis man f.eks. ser på antallet af kirkelige handlinger, kirkebesøg o.l. Kort sagt Kirken i USA har oplevet en drastisk tilbagegang siden slutningen af 1960’erne.
Og så tilbage til den seneste undersøgelse. Det interessante ved den er ikke blot påvisningen af, at pilen nu peger i den rigtige retning, men at forskerne faktisk kan sige noget om, hvad der driver udviklingen.
Først og fremmest viser det sig, at der ikke er tale om en jævnt fordelt udvikling, men at der tværtimod er tale om store udsving fra det ene bispedømme til det andet. En mulig forklaring kunne være, at områder med en høj procentdel katolikker forholdsmæssigt er bedre stillet end områder, hvor katolikker er i klart undertal og derfor ikke i samme grad oplever støtte og opbakning fra det lokale samfund. Men den forklaring holder kun stik til en vis grad og forklarer ikke, hvorfor små bispedømmer som Nebraska og Lincoln, hvor katolikkerne kun udgør 17 % af befolkningen, har flere præstevielser end nogle af de største i landet.
Her peger forskerne på, at man også bør interessere sig for de kulturelle faktorer herunder se på, hvad biskoppen, hans medarbejderstab og lægfolket gør for at stimulere og støtte kandidater til præste- og ordenskald. Netop dette kriterium inddrog de to sociologer Rodney Stark og Roger Finke i en artikel i Review of Religious Research fra 1994, hvor de på grundlag af de data, de havde indsamlet, hævdede, at tilbagegangen på snart sagt alle områder burde ses i sammenhæng med de omfattende forandringer, der fulgte i kølvandet på Det Andet Vatikankoncil på snart alle områder af det religiøse liv. F.eks. nævner de, at præsten rolle ændrede karakter, således at han ikke længere blev betragtet som en person, der er ”noget for sig”.
I en bog, The Churching of America, som de to sociologer skrev i 1992, advarede de om, at ”jo mere et trossamfund går på kompromis med det omgivende samfund og verden ved at sløre sin identitet og ændre sin lære og sin etik, jo mere vil det opleve tilbagegang.” Og de konkluderede: ”En liberal kirke kan ikke motivere til den grad af engagement, som er nødvendig for at fylde de roller ud, som kræver store ofre.”
Blandt de biskopper, der kan opvise de bedste resultater med hensyn til at rekruttere unge mennesker til præste- og ordenskald, er biskop James Conley af Lincoln. Selv peger han på, at den vigtigste årsag til dette, er, ”at her kan unge mennesker være sikre på, at vi er 100 % tro mod Kirkens lære om tro og moral.”
[1] Tallene er de officielle tal fra Den amerikanske Bispekonference
Se artiklen i printvenlig version