Af Torben Riis
I den første artikel omtalte jeg de to forfatteres redegørelse for det historiske forløb, hvor det lykkedes de kristne at omvende romerne fra hedenskabet og således grundlægge en kristen kultur, som i løbet af middelalderen bredte sig til hele det europæiske kontinent. En vigtig pointe var i den forbindelse, at omvendelsen ikke forløb som en slags videreudvikling eller justering af elementer i den hedenske kultur, men som et radikalt brud med det romerske religions-, menneske- og samfundssyn.
Kan vi gøre det igen? Kan vi kloge af skade genoplive den kristne tro, som åbenbarede for os, at alle mennesker er født med de samme umistelige rettigheder, fordi de alle uden undtagelse er skabt i Guds billede?
Den sidste sætning er helt afgørende. Ser vi bort fra, at menneskets værdighed alene kan begrundes i, at vi er villet og elsket af Gud, hænger vores rettigheder i en tynd tråd. For romerne var menneskerettigheder et ukendt begreb. Som nævnt i den første artikel var kvinder og børn uden rettigheder ganske som slaverne, der udgjorde en tredjedel af befolkningen. Det ændrede kristendommen på, men, som forfatterne gør opmærksom på i slutningen af bogen, er den udvikling ved at blive rullet tilbage:
”I den post-kristne verden, vi befinder os i, vokser der et ny-hedenskab frem, som ikke blot forkaster kristendommen, men også meget af det gode, den har udrettet i verden… Med hensyn til beskyttelsen af menneskelivet, oplever vi, at samfundet vender tilbage til forestillingen om, at visse liv er overflødige alene ud fra den betragtning, at de kommer på tværs af visse personers bekvemmelighed. Menneskelivet bliver endnu engang vurderet ud fra, hvilken nytte det kan være til – vejet op mod den byrde, det vil være for forældre, pårørende eller andre, som kan blive nødt til at påtage sig et ansvar for det. Det ser vi i den voksende accept af aktiv dødshjælp, såvel som i den politisk magtfulde abortindustris årlige milliardindtægter[1].”
Læs også: Befolkningspolitik og Ægteskabet og familien
Forfatterne peger i denne forbindelse på, at det i store dele af verden – ligesom i Romerriget – er pigerne, som bliver ”frasorteret”. Og ligesom dengang fører det til et faldende befolkningstal og til en mærkbar mangel på kvinder – faktorer, som begge undergraver de pågældende landes økonomi og sociale stabilitet.[2]
Det er således ikke vanskeligt at finde lighedspunkter mellem det moralsk depraverede Romerrige og det moderne Europa, hvor, som vi har set, den kristne forståelse af ægteskabet og familien har måttet vige pladsen for det moderne ”serielle monogami”, hvor ægteskabet betragtes som et foreløbigt arrangement, som til enhver tid kan afbrydes. Læg hertil, at prostitution og homoseksuelle forhold var alment accepterede i Romerriget, især i Republikkens sidste århundreder – helt parallelt med, hvad vi oplever i det moderne samfund, hvor prostituerede er blevet til sexarbejdere, og hvor mænd gifter sig med mænd og kvinder med kvinder.
Modsigelsens tegn
Hvad kan vi gøre for at vende denne udvikling? Her peger forfatterne for det første på, at vi er nødt til at forholde os kritisk til samfundsudviklingen i det omfang, den er direkte kristendomsfjendsk, og have mod til igen at blive ”et modsigelsens tegn”. Og de tilføjer:
”Det eneste alternativ er at tilpasse sig til kulturen, og desværre kan vi hver dag se eksempler på, at kristne netop gør det… Selv om de fleste mennesker i den vestlige verden betegner sig selv som kristne, har de overladt det til en minoritet at definere, hvad der i kulturel forstand er acceptabelt. Og mange af disse såkaldt kristne er sprunget på de ikke-religiøses vogn, hvor de bidrager til at miskreditere og tage afstand fra kristendommens historiske værdier.”
Således står valget mellem at tage kampen op mod ny-hedenskabet – ligesom man bekæmpede hedenskabet i Antikkens Rom, og betale prisen for det ved at blive forfulgt – eller at forholde sig passivt til det opgør, der finder sted i denne tid … I de perioder, hvor de kristne blev forfulgt i Romerriget, og hvor man forlangte, at de skulle ofre til de hedenske guder, var der mange, der gav efter for at redde deres liv og udkomme. I den ny-hedenske kultur i det post-kristne samfund vil der blive nye former for forfølgelse og i den forbindelse nye måder at give efter på. De kristne vil i stigende grad blive udsat for marginalisering (som det allerede sker), og de vil blive fristet til at gå på kompromis med deres tro.
”Dette,” siger forfatterne, ”er ikke ment som en slags dommedagsprædiken eller ditto advarsel, men ikke desto mindre var det en forfulgt Kirke, som dengang forandrede verden, og det vil højst sandsynligt blive en forfulgt Kirke, som forandrer verden igen ved at beskytte de uskyldige og genindføre religionsfrihed. De tidlige kristne forandrede verden, netop fordi så mange af dem var villige til at blive fjernet fra den snarere end at tilpasse sig til den. Deres fredelige modstand var deres trofaste vidnesbyrd om kærlighedens evangelium, som omvendte deres naboer, deres samfund og deres verden.”
I denne verden, men ikke af denne verden
Samtidig advarer de mod fristelsen til at isolere sig fra omverdenen og lukke sig inde i sit eget religiøse univers. Hermed opnår man kun at fremme den udvikling, man tager afstand fra. ”Husk på,” siger de, ”at vi gør os medskyldige i det, vi ikke gør noget for at standse. Ligesom de første kristne kan vi komme til at stå over for valget mellem to slags ofre. Vi kan enten træde ud fra vores tryghedszone i samfundet og forsvare livet og friheden eller give afkald på det, vi tror på, og bøje os for den aktuelle definition på frihed (det vil sige den enkeltes ubegrænsede frihed til at følge sine egne impulser og til at blive forskånet for at blive konfronteret med religiøse ytringer, der eventuelt kunne bringe en til at erkende ens egen egoisme)…
… Kirken vil ikke kunne ændre verden igen, hvis de kristne lever som en slags eremitter, der kun har tanke for deres efterliv, eller som reducerer deres religiøse praksis til noget, der sker i ens indre eller udelukkende inden for kirkens mure. Vi er nødt til at tage kampen op med kulturen, hvis vi vil omvende den. Derfor er løsningen en balance, hvor man hverken trækker sig tilbage fra verden eller indretter sig efter den, men hvor man er i verden, men ikke af verden.
Hvad er vi oppe mod?
At det ikke bliver en let opgave at omvende den post-kristne verden, begrunder de to forfattere blandt andet med, at vi som kristne står over for en i bund og grund anderledes opfattelse af, hvad sandhed er, nærmere bestemt troen på, at sandheden er under konstant udvikling, og at vi til stadighed bliver klogere, simpelthen fordi vi lever i en senere tid. Naturvidenskabelige, medicinske og teknologiske fremskridt understøtter forestillingen om, at vi er klogere og mere oplyste end i tidligere generationer. Den kristne tro bygger derimod på åbenbaret sandhed. Sandheden kommer et sted fra, den har en kilde, og den kilde er Gud. Hertil kommer, at sandheden ikke ændrer sig. Den vokser ikke og forbedres ikke med tiden, nærmere det omvendte. Sandheden må bevares og videregives fra generation til generation, ellers forfalder den og går i glemmebogen for dernæst at blive erstattet af spekulationer[3] , således at det, som er sandt, til sidst vil blive anset for at være falsk og vice versa:
”For der vil komme en tid, da folk ikke vil finde sig i den sunde lære, men skaffe sig lærere i massevis efter deres eget hoved, fordi det kildrer deres ører. De vil vende det døve øre til sandheden og slå sig på myter. Men du, hold altid hovedet koldt, bær dine lidelser, gør din gerning som evangelist og fuldfør din tjeneste” (2 Tim 4,3-5).
”Det ser ud til, at denne tid er kommet”, konstaterer forfatterne og tilføjer: ”Det har man for så vidt kunnet sige om hver generation efter Paulus, men pointen er her, at der eksisterer universelle sandheder, som ikke ændrer sig med tiden. Der er noget, der altid er sandt, og noget, der altid er falsk, noget, der altid er godt, og noget, der altid er forkert. At beskytte et menneskeliv er altid godt, og at tillade, at mennesker bliver udbyttet for vindings skyld, er altid forkert.
Den hellige Athanasius skrev: ”Der, hvor korsets tegn er, er magien svag og trolddommen uden styrke” … I dag ville vi sige: Hvor Kirken er stærkest, er ondskaben svagest. Når vi som kristne arbejder sammen som Kristi legeme, har vi magt til at forandre verden. Men som Kirken konkluderede efter pelagius-kontroversen, kan vi ikke nøjes med at læne os tilbage og vente på, at Gud skal gribe ind. Det er ikke alene op til Gud. Men den gode nyhed er, at det heller ikke er op til os alene. Når vi handler i Kristi navn, samarbejder vi med Gud og deltager i Guds arbejde på jorden.”
[1] Her henviser forfatterne til bl.a Planned Parenthood, som står for de fleste provokerede aborter i USA, og som vel at mærke er et privat foretagende med milliardindtægter både fra aborterne og fra de millionbeløb, organisationen modtog fra det offentlige i Bill Clintons og Barack Obamas tid som præsidenter.
[2] Topscorerne hvad dette – og aborter i det hele taget – angår, er Indien og Kina, hvor man i årtier har gennemført befolkningsprogrammer, der omfatter tvangsaborter og tvangssterilisationer, med støtte fra blandt andre FN’s Befolkningsfond (UNFPA), Verdensbanken og den vestlige verdens regeringer – herunder ikke mindst de skandinaviske lande.
[3] De udskiftede Guds sandhed med løgnen og dyrkede og tjente skabningen i stedet for Skaberen (Rom 1,25).
Se artiklen i printvenlig version