Kan man tro på opstandelsen?

Af Torben Riis

Jyllands-Posten foretog for nylig en spørgeskemaundersøgelse blandt folkekirkens godt 2.000 præster, hvor de blev bedt om at svare på, om de tror på en skabende Gud, på opstandelsen og på, at Jesus døde for os på korset. Kun omkring 800 efterkom opfordringen, heraf en håndfuld præster, der stod frem i JP med navns nævnelse og frejdigt erklærede, at de ikke havde ment at kunne svare ja til nogen af spørgsmålene.

Især spørgsmålet om opstandelsen har efterfølgende affødt en debat i forskellige medier, hvor flere har krævet de pågældende præsters afgang – et rent indrekirkeligt spørgsmål, som vi i parentes bemærket på ingen måde føler os kaldet til at tage stilling til. Selve substansen i diskussionen er vi derimod meget villige til at forholde os til. Det gør vi bl.a. i artiklen ”Opstandelsen”, hvor vi hovedsageligt på grundlag af Den Katolske Kirkes Katekismus gør rede for, hvad opstandelsen er og ikke er, og hvilken betydning den har for den kristne tro som helhed.

I skrivende stund har flere folkekirkepræster tilkendegivet deres støtte til de kolleger, der er ”kommet ud af skabet” og har luftet deres skepsis med hensyn til, om opstandelsen rent fysisk har fundet sted. For dem er opstandelsen (ligesom skabelsen og korsfæstelsen) en fortælling, der ganske vist siger os noget grundlæggende om vores eget liv her og nu, men som i lighed med alle andre fortællinger er åben for fortolkning. Her aner man indflydelsen fra den såkaldt narrative teologi.

Man skal nok heller ikke forvente drastiske afgørelser i kølvandet på de samtaler, Københavns biskop Peter Skov-Jakobsen har planlagt at indkalde nogle af de berørte parter til i det nye år – al den stund også de bekendelsesskrifter, folkekirkens præster er forpligtet på, nu om dage i vid udstrækning bliver betragtet som åbne for fortolkning. Tekster er nu engang pr. definition åbne for fortolkning – det gælder både bekendelsesskrifter og bibeltekster, og netop i luthersk forstand er teologi – med nu afdøde professor E. Thestrup Pedersens ord – ”først og fremmest bibelfortolkning”.[1] ”Evangeliet selv,” siger han i en uddybende kommentar, ”må, som det er blevet udtrykt, sejle som en isbryder gennem dogmernes frosne vande. Kirken selv står i et stadigt lyttende forhold til budskabet og udrustes derved til dets frimodige, frygtløse tjener uden at skele til højre eller til venstre.”

Men det, at tekster er åbne for fortolkning, betyder ikke nødvendigvis, at den ene fortolkning kan være lige så rigtig som den anden, eller at enhver kan fortolke Bibelen efter sit eget hoved. Det mener heller ikke alle præster i folkekirken. I forårets debatter om påskemysteriet beklagede formanden for Evangelisk Luthersk Netværk Henrik Højlund således i en polemik med to kolleger, at kirkens dogmatiske grundlag er ved at smuldre bort: ”Samtlige dogmer i den evangelisk-lutherske folkekirke er til salg,” skrev han og tilføjede: ”Væk er folkekirkens forpligtelse på de oldkirkelige trosbekendelsers fortolkning samt den lutherske bekendelses ditto.”[2]

Henrik Højlund og andre præster af samme opfattelse udgør i dag et mindretal i folkekirken. Men uanset dette er deres problem, at de – for så vidt som de holder fast ved Luthers påstand om Bibelen som øverste norm (sola scriptura) – har sat sig til rette på en stol, der i stadigt stigende tempo eroderes under dem. Med andre ord, hvis Skriften er øverste norm, nytter det ikke at påberåbe sig kirkens eller den kirkelige traditions autoritet – så vil enhver diskussion om trosspørgsmål uvægerligt ende i de subjektive fortolkningers blindgyde.

I alt dette er der imidlertid ikke noget nyt. Det er blot blevet mere synligt i århundredernes løb. Et bud på, hvad der dybest set har ført til den aktuelle forvirring i den protestantiske verden, kan man finde hos den engelske historiker Hilaire Belloc, som tilbage i 1938 hævdede, at protestantismen reelt havde udspillet sin rolle. I sin bog ”The Great Heresies” karakteriserer han protestantismens udvikling i nyere tid som auto-toxic – et adjektiv brugt om en organisme, der begynder at forgifte sig selv.

Forløbet i denne selvdestruktive proces er ifølge Belloc, at protestanterne i en første fase brugte den katolske Kirkes lære om Skriften som guddommeligt inspireret mod Kirken selv og påberåbte sig Bibelen i sit oprør mod den katolske Kirkes autoritet. Dermed, siger Belloc, gjorde man de bibelske skrifter til genstand for tilbedelse og bandt sig i de protestantiske lande, ikke mindst i USA, til en helt bogstavelig tolkning af Bibelen. Men under indtryk af den udvikling, der skete inden for både naturvidenskaberne, den moderne historieforskning og den tekstkritiske forskning blev denne opfattelse eftertrykkeligt udfordret. Det førte til den næste fase, hvor man gik til den modsatte yderlighed og begyndte at tvivle på snart sagt alt, hvad der stod i Bibelen. Man betvivlede de fire evangeliers autenticitet og de gammeltestamentlige teksters historiske troværdighed, ligesom man betragtede profetier i en tekst som et bevis på, at teksten måtte være skrevet, efter at begivenheden havde fundet sted. Mirakler blev forkastet en bloc og ubekvemme tekster afskrevet som ”senere tilføjelser”. ”Sluttelig, siger Belloc, ”da denne ånd (som selv var et produkt af protestantismen) havde gjort det af med Bibelen – selve protestantismens fundament – var der ikke andet tilbage af protestantismen end en ruinhob.”

*

”Jeg kan ikke tro på, at Jesus fysisk stod op af graven. Det bliver for overnaturligt for mig,” sagde en af præsterne til Jyllands-Posten. Men er ikke også Gud blot en kende for overnaturlig? Et væsen, som er ren ånd, og som tilmed ikke blot er én, men hele tre personer i én, har man nogensinde hørt noget lignende?

Så giver det bedre mening med en af de andre rebelske præster at sige, at opstandelsen er et mysterium. Men hermed er også sagt, at opstandelsen ikke er et problem, fysikerne behøver at bryde deres hoved med. Den er ikke et fysisk fænomen, der kan efterprøves eksperimentelt i laboratoriet, men en begivenhed, der er mindst lige så overnaturlig, som den Gud, der udvirkede den og dermed overvandt dødens magt. At opstandelsen er et mysterium, betyder, at vi aldrig på denne side af evigheden fuldt ud vil kunne forstå den. Men det, vi trods alt er i stand til at begribe, er dens sammenhæng med Guds frelsesplan. At der efter døden er et evigt liv hos Gud. Det er det, vi som kristne tror, håber og lever på.

[1] E. Thestrup Pedersen: Kirkebegrebet i den augsburgske bekendelse – med henblik på nogle nutidige problemstillinger, in: Den lutherske bekendelse i dag, Forlaget Aros 1980, s. 105-106.

[2] Kristeligt Dagblad, mandag 5. maj 2014, s. 8.

Se artiklen i printvenlig version