Den østrigske filosof Josef Seifert, som siden 2012 har været ansat ved det katolske universitet i Granada i Spanien, er blevet fjernet fra sit professorat af den lokale ærkebiskop Javier Martínez Fernández. Det sker efter at Seifert i august måned skrev en artikel[1], hvor han fremhævede afsnit 303 i pave Frans’ omstridte skrivelse Amoris laetita som særligt problematisk og afsluttende stillede spørgsmålet, om ikke de synspunkter, der udtrykkes i netop dette afsnit, logisk set vil kunne føre til ”intet mindre end tilintetgørelsen af hele den katolske morallære”.
I afsnit 303 står der følgende:
”Men samvittigheden kan gøre mere end at erkende, at en given situation ikke objektivt set svarer til Evangeliets overordnede krav. Den kan også oprigtigt og redeligt erkende, hvad der lige nu er det bedst mulige svar, man kan give Gud, og med en vis moralsk sikkerhed nå frem til, at det er, hvad Gud selv beder om i betragtning af ens begrænsede muligheder i den konkrete, komplekse situation, selv om det ikke fuldt ud lever op til det objektive ideal.”
”Med andre ord,” skriver Seifert, ”ud over eufemistisk at karakterisere en objektiv tilstand af alvorlig synd som ”ikke fuldt i overensstemmelse med det objektive ideal” siger AL, at vi ”med en vis moralsk sikkerhed” kan vide, at Gud beder os fortsætte med at begå handlinger, der i sig selv er forkerte, såsom ægteskabsbrud og homoseksuelle handlinger. Jeg spørger: Kan ren logik i så tilfælde undgå at stille os over for spørgsmålet:
”Hvis blot en eneste handling, som i sig selv er umoralsk, kan tillades eller endog være villet af Gud, gælder det samme så ikke for alle handlinger, der betragtes som ”i sig selv forkerte”? Hvis det er sandt, at Gud kan ønske, at et par, der lever i et uægteskabeligt forhold, skal blive ved med det, burde man så ikke omformulere budet ”Du må ikke begå ægteskabsbrud” til: Hvis ægteskabsbrud i din situation ikke er det mindste af to onder, så lad være med at begå det! Hvis det er, så fortsæt med at leve på den måde!?”
Afsluttende opfordrer Seifert pave Frans til – såfremt denne læsning af AL er korrekt – at tilbagekalde de nævnte udsagn, som også er i strid med Johannes Paul 2.s lære i Familiaris consortio og i Veritatis splendor[2] samt Paul 6.’s lære i Humanae vitae.
Afskedigelsen af Seifert er blevet mødt med protester i det akademiske miljø. Her skal blot nævnes hans kollega Claudio Pierantoni, professor i middelalderfilosofi ved universitetet i Chile, som har skrevet en artikel i det samme tidsskrift med den meget sigende overskrift: ”Josef Seifert, Pure Logic, and the Beginning of the Official Persecution of Orthodoxy within the Church[3]. ” Her nøjes han ikke med at tilslutte sig Seiferts kritik, men skærper den yderligere ved at påpege, at ”AL indfører en direkte modsigelse i selve det grundlag, etikken hviler på, ved at kalde noget objektivt godt, som samtidig kaldes objektivt forkert og dermed gør relationen mellem Gud og Moralloven selvmodsigende, hvorved også selve gudsbegrebet kommer under beskydning.”
Problemet er, siger Pierantoni senere, at ”relativistiske strømninger – den situationsetik, som de forrige tre paver prøvede at sætte en stopper for, nu har sneget sig ind i et officielt paveligt dokument”. Således er man nået dertil, at en af de mest fremtrædende og klarsynede forsvarere for det hidtidige læreembede i mere end tredive år, som personligt blev støttet og opmuntret i sit filosofiske virke af den hellige Johannes Paul 2. som en af hans mest værdsatte forbundsfæller i forsvaret for Kirkens ufejlbare morallære, nu er blevet afskediget og behandlet som en fjende af den samme Kirkes fællesskab.”
Pierantoni påviser i det følgende, at afskedigelsen af Seifert er i direkte modstrid med de principper, AL selv påstår at hylde, og han afslutter:
”Endelig må vi i en vis forstand være taknemmelige over for Granadas ærkebiskop for den uretfærdige behandling, han har udsat professor Seifert for. Ved officielt at straffe en katolsk tænker for blot at være rettroende har han uafvidende bekræftet og kastet lys over det faktiske skisma, vi lider under i den katolske Kirke på grund af alvorlige fejl, som det er lykkedes at få indført i et paveligt dokument.
Så nu kan den, som i Philadelphia anses for åbenlyst at leve i alvorlig synd, blot ved at flytte til Chicago automatisk blive forvandlet til ”en god katolik,” som gør ”hvad Gud beder ham om”, mens den logiske følge heraf er, at en tænker, som trofast forsvarer den rette tro i Vaduz, kan blive straffet i Granada for at udgøre en trussel mod den kirkelige enhed og for at være en fjende af paven.
Men alt dette kunne selvfølgelig ikke ske, uden at paven selv aktivt bidrog til forvirringen ved at blande læreembede sammen med private anskuelser. I lyset af dette er det så meget desto mere påkrævet og presserende, at en eller anden ”formel” eller måske snarere ”broderlig” korrektion af paven langt om længe ser dagens lys. Måtte Gud skænke Den hellige Fader et åbent hjerte til at lytte til den.”
Læs også: Østrigsk filosof: Pave Frans vender Kirkens lære på hovedet
[1] AEMAET Wissenschaftliche Zeitschrift für Philosophie und Theologie und Theologie: Does pure Logic Threaten to destroy the entire moral Doctrine of the Catholic Chruch? Artiklen kan downloades via dette link: http://aemaet.de
[2] I begge disse skrivelser gør Johannes Paul 2. udtrykkeligt og udførligt op med konsekvensetikken, som afvejer forskellige hensyn over for hinanden i hver enkelt situation.
[3] http://aemaet.de urn:nbn:de:0288-20130928711
Se artiklen i printvenlig version