Det toneangivende tyske nyhedsmagasin Der Spiegel har i sit seneste nr. (22.09) affyret en bredside mod pave Frans i en artikel på ikke mindre end 8 sider med overskriften Das Schweigen der Hirten (Hyrdernes tavshed).
Artiklen er udarbejdet af et team på fire journalister, der efter at have indhentet informationer og personlige vidnesbyrd i både Tyskland og Argentina sag for sag gør rede for pave Frans’ forsømmelser i forbindelse med de mange overgrebssager, som nu igen er kommet i offentlighedens søgelys – og kommenterer dem, ofte ved at stille nærgående spørgsmål (jævnfør overskriften) som f.eks. hvorfor paven nægter at udtale sig, nægter at offentliggøre relevante dokumenter, nægter at besvare henvendelser fra ofrene og kun undtagelsesvis suspenderer præster, som er dømt ved civile domstole for seksuelle overgreb mod mindreårige – til forskel fra pave Benedikt, der i sin tid bortviste omkring 800 præster.
Hvad Frans’ påfaldende tavshed angår, foreslår artiklens forfattere, at det kan skyldes ”en blanding af ligegyldighed og misforstået korpsånd” og forsætter derefter med at opregne de mere ”saftige” sager såsom arrestationen af kardinal Coccopalmerios sekretær Monsignore Luigi Capozzi i juli 2017, da han i stærkt påvirket tilstand var på vej til sin luksuslejlighed i Vatikanet med friske forsyninger kokain til et af sine berygtede homo-orgier og efterfølgende selv måtte indlægges på en afvænningsklinik.
Andetsteds i artiklen citeres en (af indlysende grunde) unavngiven kardinal i Vatikanet for denne unægteligt mere kontante karakteristik af Frans som person: ”Jeg har fra første færd ikke troet et ord af, hvad denne Frans har sagt. Han prædiker barmhjertighed, men er i virkeligheden en iskold, beregnende machiavellist, og hvad værre er – han lyver”[1].
Julieta Añazco
I artiklen fortæller forfatterne også Julieta Añazcos historie. Hun blev for 40 år siden i en alder af ni år seksuelt misbrugt af den argentinske præst Ricardo Giménez på en spejderlejr. Et af teltene var indrettet som skriftestol, og da det blev hendes tur, benyttede Giménez sig af denne lejlighed, hvor han kunne være sikker på ikke at blive forstyrret, til at forgribe sig på hende. Det var hun langt fra den eneste, der blev udsat for.
Umiddelbart efter følte hun så stor en skam, at hun ikke betroede sig til sine forældre, og da hun senere kom i terapi hos en psykolog, afbrød hun behandlingen, fordi det var for svært for hende at tale åbent om, hvad der var foregået. Først da hun kom i kontakt med et netværk af misbrugsofre, blev det muligt for hende at tale om overgrebet.
I 2013, efter at Bergoglio var blevet valgt til pave, skrev hun og 13 andre af Giménez’ ofre et brev, hvor de beskrev overgrebene og fortalte, hvilke konsekvenser de i årenes løb havde haft for hver enkelt af dem i form af depressioner, selvmordsforsøg eller stofmisbrug. Brevet sendte de anbefalet til paven i december 2013 og modtog tre uger senere en bekræftelse fra Vatikanet. Herefter hørte de intet, og præsten fortsatte uanfægtet med at læse messer og at have med børn at gøre. Han opholder sig i dag på et alderdomshjem, hvor han efter sigende nyder almindelig anseelse og fortsat læser messer.
Mange misbrugsofre fra Buenos Aires henvendte sig allerede i pave Frans’ tid som ærkebiskop til ham for at få hjælp, men det lykkedes ikke for nogen af dem at få foretræde for ham. Julieta og andre ofre kræver nu, at deres sager bliver taget op af de kirkelige myndigheder. Indtil nu er der kun rejst sager mod 62 argentinske præster, hvad der formentlig kun repræsenterer toppen af isbjerget, men hyrdernes tavshed fortsætter, siger Julieta. ”Det er svært for os, fordi ingen vil tro på, hvad vi siger. Vi vil gerne have paven i tale, men han interesserer sig ikke for os.”
Dystre udsigter
På den baggrund er det vanskeligt at se, hvordan man skal kunne komme ud af krisen. Så meget desto mere som paven ikke synes at være villig til at gribe ind over for biskopper og præster. Og nemmere bliver det ikke af, at flere af hans nærmeste medarbejdere selv er under mistanke. At der i givet fald bliver tale om et langt sejt træk, påpeger forfatterne, vidner også afsløringerne fra Pennsylvania om. Årtiers systematiske overgreb mod børn og unge i seks bispedømmer begået af omkring 300 præster afslører eksistensen af en indgroet ”misbrugskultur”, som næppe lader sig rive op med rod i et snuptag.
I samme retning peger den tyske bispekonferences netop offentliggjorte undersøgelse, som i tiden fra 1946-2014 har konstateret 3677 overgreb mod mindreårige begået af 1670 af Kirkens folk. Over halvdelen af ofrene var under tretten år. Mange af de skyldige præster blev forflyttet til andre bispedømmer, uden at det modtagende bispedømme blev orienteret om præstens fortid.
Mod afslutningen interviewer journalisterne præfekten for Den pavelige Husholdning, ærkebiskop Georg Gänswein, som diplomatisk undlader direkte at kommentere aktuelle sager eller forholde sig til navngivne personer, men som ikke desto mindre i et nærmest gammeltestamentligt billedsprog beskriver den aktuelle tilstand som ”en i sandhed eskatologisk krise, hvor det gamle kristne Vesterland oversvømmes af en mægtig stormflod” og som ”et truende gudløst mørke, der spreder skræk overalt i verden.”
Lidt mere jordnær er konstateringen i den manchet, som indleder artiklen: ”Pave Frans lovede ved sin tiltrædelse en fornyet katolicisme, der skulle være åben ud mod verden – fem et halvt år og mange misbrugssager senere er Verdenskirken splittet som aldrig før.”
[1] Savner man yderligere dokumentation for denne påstand, kan man bl.a. finde den i min artikel Fire år med pave Frans (1), hvor jeg påviser ikke mindre end tre tilfælde af citatfusk fra Frans’ side (red).
Se artiklen i printvenlig version