4 år med pave Frans (1)
Kommentarer lukket til 4 år med pave Frans (1) 377 12 marts, 2017 Magasin marts 12, 2017 Indlæg af

4 år med pave Frans (1)

Af Torben Riis.

Denne er den første af 3 artikler, som bringes i anledning af, at det den 13. marts er fire år siden, pave Frans blev valgt som pave Benedikt 16.’s efterfølger.

――――――――――――

Min hensigt med denne og de følgende artikler er udelukkende at forsøge at kaste lys over, hvad man kunne kalde den overordnede målsætning for dette pontifikat. Med andre ord: Hvad er det for reformer, pave Frans ønsker at gennemføre? Hvor har han til hensigt at føre Kirken hen i de kommende år?

Det er spørgsmål, som det er vigtigt at finde svar på i den aktuelle situation, hvor pave Frans’ skrivelser, udtalelser og dispositioner har skabt åbenlys splid mellem biskopper og kardinaler og dermed også udbredt forvirring blandt de troende. Hvem skal man lytte til? Kardinal Kasper og kardinal Schönborn eller kardinal Müller og kardinal Sarah? – for nu blot at nævne nogle af de meste fremtrædende repræsentanter for de indbyrdes stridende grupperinger i Kirken i dag. Og fremfor alt, hvor står paven i dette opgør?

Det er af indlysende årsager dette sidste spørgsmål, det fremfor alt er vigtigt at få belyst. Og vil man midt i al forvirringen, rygterne og konspirationsteorierne bevare fast grund under fødderne, må den oplagte måde at gøre det på være at gå til kilderne og se på, hvad pave Frans selv har sagt og skrevet om sine reformplaner.

Decentralisering

Jeg vil i denne artikel se nærmere på begrebet ”decentralisering,” som pave Frans første gang bringer på bane i sin apostolske skrivelse ”Evangeliets Glæde” (Evangelii gaudium) fra november 2013[1]. Her udtrykker han ønsket om at give bispekonferencerne ”en reel kompetence, heri indbefattet en vis læremæssig autoritet” (32) (min fremhævelse).

Men hvordan begrunder han dette drastiske skridt? Indledningsvis kun ud fra nogle generelle betragtninger om, hvad han finder ”hensigtsmæssigt”, når han f.eks. i afsnit 16 skriver, at det efter hans opfattelse ikke er ”hensigtmæssigt, at paven tager over fra de lokale bispedømmer med hensyn til bedømmelsen af alle mulige problemstillinger, som præsenterer sig på deres områder. Hvad dette angår, mærker jeg nødvendigheden af at gå frem i retning af  en sund ”decentralisering”.

Sagt på jævnt dansk: Det er ikke pavens opgave at blande sig i alle mulige praktiske spørgsmål i de enkelte bispedømmer. Det er noget, biskopperne selv skal klare. Men gør biskopperne ikke allerede det? Og hvad  menes der med ”alle mulige problemstillinger”.

I afsnit 32 giver Frans endvidere udtryk for sit personlige ønske om ”at være åben over for tanker og ideer, som sigter på, at min tjeneste skal blive mere trofast over for den betydning, som Jesus Kristus vil give den, og over for det, som evangeliets forkyndelse aktuelt behøver.”

Men igen opstår det samme problem. Det præciseres ikke, hvad det er for en betydning, Frans mener Jesus Kristus vil give paveembedet, og påstanden bliver heller ikke underbygget af citater fra Det Nye Testamente eller fra autoritative udtalelser fra Kirkens læreembede.

Men i det følgende argumenterer Frans for sit ønske om en decentralisering ved i fodnoterne 35, 36 og 37 at henvise til tre autoritative tekster:

  1. Pave Johannes Paul 2.’s rundskrivelse Ut unum sint – om økumenen.
  2. Pave Johannes Paul 2.’s motu proprio:Apostolos Suos – om bispekonferencernes teologiske og kirkeretlige betydning” og
  3. Det Andet Vatikankoncils Konstitution om Kirken (Lumen gentium) (23).

Ad 1  Hvad den første tekst angår, skriver pave Frans (stadigvæk i Evangeliets Glæde, 32): ”Pave Johannes Paul 2. bad om hjælp til at finde en form for udøvelse af paveembedet, som er åben for en ny situation, men uden på nogen måde at give afkald på det væsentlige i primatets mission”.

Ordene i kursiv er korrekt citeret. Men kan det virkelig passe, at Johannes Paul, som der indledningsvis står i samme sætning, skulle have bedt om hjælp til at finde … osv?

Det ville ikke ligne ham, og det er der heller ikke på nogen måde tale om. Det, der står i Johannes Paul 2.’s tekst, er slet og ret, at han vil tage de ønsker vedrørende pavens embede, der er fremsat af et flertal af de andre kristne trossamfund, til efterretning[2]. Der er med andre ord tale om et relativt uforpligtende, høfligt svar formuleret i en specifik økumenisk sammenhæng.

Ved således at løsrive Johannes Paul 2.’s ord fra den sammenhæng, de er skrevet i, skaber Frans for det første et misvisende indtryk af, at han med sin påtænkte reform blot efterkommer en opfordring fra en af sine forgængere og således holder sig inden for rammerne af Kirkens tradition. Og når han straks derefter tilføjer: ”Vi er ikke kommet ret langt i så henseende” foregiver han endvidere, at der er tale om at løse et presserende problem – ja, at der i det hele taget er et problem med at definere de enkelte biskoppers og bispekonferencers autoritet i forhold til pavens og Kirkens autoritet.

Dette sidste vender jeg tilbage til. Foreløbig konstaterer jeg blot, at pavens argumentation i denne sammenhæng bygger på citatfusk.

Ad 2  Lad os dernæst se på henvisningen til Apostolos Suos, som i det samme afsnit er anbragt ud for det sted, hvor pave Frans skriver, at ”bispekonferencerne endnu ikke [har] fået en klar juridisk status, som giver dem en reel kompetence, indbefattet en vis autentisk læremæssig autoritet.”

Her møder vi igen påstanden om, at  bispekonferencernes juridiske status ikke er tilstrækkeligt belyst. Men det er ikke desto mindre præcis hvad Johannes Paul 2. satte sig for at gøre med denne skrivelse. Se blot, hvad han skriver i indledningen: ”I troskab mod Det Andet Vatikankoncils dokumenter er det dens mål at redegøre for de grundlæggende teologiske  principper vedrørende bispekonferencerne og at drage de juridiske konklusioner heraf, som er nødvendige for at bidrage til at tilvejebringe en teologisk velfunderet og juridisk sund praksis for bispekonferencernes vedkommende.” (7).

Og det gør han så i dette dokument, hvor han blandt andet understreger, at udtalelser fra bispekonferencer ”ikke har karakter af universelle læremæssige erklæringer” og endvidere slår fast, at udtalelser fra bispekonferencer, som kun har opnået tilslutning fra et flertal af biskopperne, ”ikke er at betragte som autentisk lære, som alle troende i det pågældende område er forpligtet til at respektere, medmindre de efterfølgende godkendes af Vatikanet” (22). Denne godkendelse, tilføjer Johannes Paul 2. i samme afsnit, ”tjener ydermere til at sikre, at et læremæssigt svar – når det drejer sig om behandlingen af de nye spørgsmål, der i stigende omfang opstår som følge af de sociale og kulturelle ændringer i vor tid – vil fremme enheden, ikke skade den, men snarere lægge grunden til en eventuel senere erklæring fra det universelle læreembede.”

Hertil kommer det mildt sagt påfaldende i, at der i fodnoten, der henviser til Apostolos Suos ikke refereres til et eneste af skrivelsens 23 afsnit. Så svaret på spørgsmålet om, hvorvidt Johannes Paul 2. nogetsteds i denne skrivelse støtter tanken om at tildele bispekonferencerne ”autentisk læremæssig autoritet” må jeg foreløbig  på baggrund af flere omhyggelige gennemlæsninger besvare med et klart nej, men lader mig naturligvis gerne belære, såfrem jeg skulle have overset noget.

Ad 3  Og hermed er vi nået til det sidste citat fra Lumen gentium (23). I Evangeliets Glæde (32) skriver pave Frans: ”Det Andet Vatikankoncil har slået fast, at ”bispekonferencerne – i analogi med patriarkerne i antikken – på mangfoldige og frugtbare måder kan bidrage til, at det kollegiale sindelag kan virkeliggøres konkret.”

Men har dette citat overhovedet relevans i forhold til det problem, der diskuteres? Kan dette generelle udsagn tages til indtægt for, at der skulle være behov for at ændre noget ved bispekonferencernes aktuelle status? Mere præcist: Kan udsagnet ”bispekonferencer bør tildeles autentisk læremæssig autoritet” logisk set udledes af udsagnet ”bispekonferencer kan bidrage til at styrke det kollegiale sindelag?”

Gør man sig den ulejlighed at læse afsnit 23 i Lumen gentium i sin helhed, vil man se, at citatet forekommer i en sammenhæng, hvor koncilsfædrene udtrykker glæde over, at de forskellige kirker, som apostlene grundlagde, trods alle forskelligheder i tidens løb er vokset sammen til ”flere organisk forbundne grupper” – men vel at mærke ”under bevarelse af troens enhed og den universelle Kirkes ene guddommelige forfatning”. Her er der med andre ord ikke tale om at splitte Kirken op i autonome enheder – tværtimod!

Konklusion

Sagt i al korthed lykkes det ikke pave Frans at dokumentere, at hans decentraliseringsprojekt i mindste måde skulle være foreneligt med Kirkens autentiske lære. Det skyldes ikke mindst hans letfærdige omgang med citater, som efterlader en forstemmende mistanke om, at deres funktion i grunden kun har været at dække over netop dette faktum.

I den næste artikel vil jeg forsøge at vise, at den påtænkte decentralisering kun er et enkelt omend vigtigt element i en større plan, nærmere bestemt pave Frans’ ønske om at forvandle den Kirke, vi kender, til ”den synodale Kirke”.

[1] Altså inden de to familiesynoder i hhv. 2014 og 2015

[2]acknowledging the ecumenical aspirations of the majority of the Christian Communities and in heeding the request made of me to find a way of exercising the primacy which…