For at finde svaret på det spørgsmål skal man først og fremmest gøre sig klart, at det at være præst i Den katolske Kirke er et særligt kald – ikke et arbejde, man påtager sig i kortere eller længere tid mod betaling. Derfor giver det ikke mening at drage en direkte parallel til det almindelige arbejdsmarked (som det tit sker i dag) og på den baggrund hævde, at kvinder udsættes for diskrimination ved ikke at kunne blive præsteviet.
Præstevielsen er i Den katolske Kirke et sakramente, hvor biskoppen ved ordinationen (præstevielsen) giver hver enkelt præst en særlig myndighed til at udføre bestemte tjenester i Kirken, således at de kan blive hans medarbejdere. Denne myndighed går tilbage til apostlene og dermed til Jesus selv:
”Han valgte tolv, som han kaldte apostle, for at de skulle være sammen med ham, og for at han kunne sende dem ud for at prædike og have magt til at uddrive dæmoner” (Mark 3,14-15; jfr. Luk 6,12-16).
Den Katolske Kirkes Katekismus (KKK) udtrykker det på denne måde: ”Bispekollegiet, som præsterne er forenet med i præstedømmet, gør de Tolvs kollegium nærværende og aktualiserer det indtil Kristi genkomst. Kirken erkender sig bundet af dette valg, som Herren selv har truffet. Det er derfor, ordination af kvinder ikke er mulig” (1577).
KKK understreger endvidere (1578), at ”Ingen har ret til at modtage Ordinationens sakramente. Ingen kan nemlig tiltage sig dette embede. Man kaldes dertil af Gud.”
Men når Jesus udelukkende valgte mænd som sine apostle, skyldes det så ikke blot, at han var begrænset af de normer, der var gældende i det daværende jødiske samfund, hvor kvinder ikke havde stort at skulle have sagt? Det virker ikke sandsynligt, eftersom Jesus på andre mindst lige så væsentlige områder ikke tøvede med at overtræde gældende normer, når han fandt det berettiget – som bekendt med det resultat, at anklagerne hobede sig op mod ham og til sidst førte til hans arrestation og korsfæstelse. Tænk blot på hans tilhøreres reaktion, da han tre gange i træk fortæller dem, at de skal spise hans kød og drikke hans blod for at få evigt liv: ”Efter dette var der mange af hans disciple, der forlod ham, og de fulgtes ikke mere med ham” (Joh 6,66). Eller på farisæernes reaktion, da han sidder til bords med syndere og toldere (Mark 2,15 ff), plukker aks på marken sammen med sine disciple på en sabbat (23ff) og senere samme dag helbreder en syg (3, 1ff): ”Da gik farisæerne straks ud, og sammen med herodianerne traf de beslutning om at få ham slået ihjel”(6).
Kort sagt, ligestilling i moderne forstand er et begreb, som i hovedsagen er relateret til mænd og kvinders lige adgang til uddannelse og jobs i dagens samfund, og som derfor ikke bringer os nærmere en forståelse af de to køns opgaver i Kirken eller i ægteskabs- eller familiesammenhænge. Skabelsesberetningens ord ”…som mand og kvinde skabte han dem” fortæller os derimod, at kønsforskellen er villet af Skaberen selv, og at mænds og kvinders opgaver i tilværelsen derfor i et vist omfang er forskellige – eller mere præcist, at mænd og kvinder netop i kraft af deres forskellighed kan supplere hinanden i løsningen af fælles opgaver, således som det f.eks. sker, når et forældrepar opdrager deres fælles børn.
Heraf følger igen, at det set med katolske øjne ikke på nogen måde er bedre eller mere attråværdigt at være mand end at være kvinde. Det bliver tydeligt, når vi tager mere med fra citatet fra skabelsesberetningen: ”Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem.” Endnu tydeligere bliver det, når man tænker på Jomfru Marias enestående rolle i frelseshistorien, kvinders historiske indsats for kristendommens udbredelse samt deres bidrag på så godt som alle væsentlige områder af Kirkens liv – som lægfolk og ordensøstre, som teologer, mystikere, helgener og martyrer.
Se artiklen i printvenlig version