Kommentarer lukket til “Hensigten med det var helt klart etnisk udrensning” 866 08 september, 2020 Nyheder september 8, 2020 Indlæg af

“Hensigten med det var helt klart etnisk udrensning”

Nye vidnesbyrd om Kinas brutale folkemord på uigurerne

En reportage i ITV News, Storbritanniens næststørste nyhedsportal, bekræfter, at det kinesiske regime fortsat systematisk udrydder uigurerne.

Du kan se reportagen her: https://www.youtube.com/watch?v=Hi1bJQZxO60

I begyndelsen af udsendelsen fortæller en uigurisk kvindelig læge, at hun selv i 20 år deltog i mindst 500-600 operationer. “Vi gik fra landsby til landsby. Unge piger fik under tvang indsprøjtet præventive midler. Gravide kvinder fik ligeledes under tvang foretaget aborter og blev derefter steriliseret. Vi fik at vide, at det var en del af det kommunistiske partis fødselskontrol. I begyndelsen tænkte jeg, at det var en del af mit job, men nu fortryder jeg inderligt …”

Senere flygtede hun til Tyrkiet, hvor hun i dag hjælper andre flygtninge og er i stand til at fortælle, at “det helt klart var hensigten at foretage en etnisk udrensning.”

En anden uigurisk kvinde, som ligeledes er flygtet til Tyrkiet, fortæller ITV’s reporter, at hendes første barn blev fjernet med magt. Derfor sørgede hun for at skjule det, da hun anden gang blev gravid: “Jeg klædte mig helt anderledes, for at man ikke skulle kunne se, at jeg var gravid og trak maven ind”. “Men,” tilføjer hun, “jeg var så bange og ked af det. Jeg kunne ikke fortælle nogen, hvordan jeg havde det. Ingen i hele verden burde være nødt til at skjule deres barn for at redde dets liv”.

Denne reportage er langt fra den eneste, der har løftet sløret for Kinas bestræbelser på at udrydde uigurerne.  I juli måned påviste den tyske antropolog Adrian Zenz i en rapport om forholdene i den nordvestlige provins Xinjiang i Kina, at krænkelser af menneskerettighederne i form af tvangssterilisationer og ditto indsprøjtninger med præventive præparater finder sted i et omfang, som efter FN’s kriterier gør, at det, der sker, kan karakteriseres som folkemord. Endvidere gør rapporten opmærksom på, at dokumenter fra regeringen åbenlyst slår fast, at overtrædelser af fødselsbestemmelserne bør straffes med internering i opdragelseslejre – uden forudgående rettergang.

“Der er ikke,” konstaterer en anden forsker, Joanne Smith Finley fra Newcastle University, “tale om et øjeblikkeligt massedrab, men om et langsomt, pinefuldt, krybende folkemord.

En gruppe britiske parlamentarikere har senest opfordret FN til at foretage en international uafhængig undersøgelse af forholdene i Xinjiang-provinsen. I deres henvendelse skriver de bl.a.: “Verdenssamfundet kan ikke forholde sig passivt til disse grusomheder. Vore lande er retligt forpligtede til at forhindre og straffe enhver bestræbelse på helt eller delvist at udslette en national, etnisk eller religiøs befolkningsgruppe.”

Kinas udenrigsminister har ifølge BBC reageret på rapporterne ved at sige, at der er tale om grundløse beskyldninger, som dækker over skjulte motiver.