Dette er den første af to artikler om hovedpunkterne i Gabriele Kubys essay om den aktuelle misbrugskrise. Gabriele Kuby er sociolog, foredragsholder og forfatter til 11 bøger. Bedst kendt er hendes epokegørende bog om 1960’ernes og 1970’ernes ”seksuelle revolution”, som pave Benedikt 16. gav disse ord med på vejen: ”Fru Kuby er en uforfærdet kritiker af de ideologier, som i sidste instans går ud på at ødelægge mennesket”
Af Torben Riis
Dagen før det famøse topmøde, hvor lederne af bispekonferencer fra hele verden mødtes med pave Frans for at drøfte den aktuelle misbrugskrise, udsendte den tyske sociolog og forfatter Gabriele Kuby et 30 sider langt essay om årsagerne til krisen med titlen ”Jeres hjerte må ikke forfærdes”.
Som bibelstærke læsere vil vide, er det de første ord i Johannesevangeliets kapitel 14, hvor Jesus netop har fortalt disciplene, at han snart skal forlade dem og nu beroliger dem med, at adskillelsen ikke er definitiv: ”Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være, hvor jeg er.” Ved samme lejlighed betror han dem, at han er ”vejen og sandheden og livet”.
Gabriele Kubys hensigt med at vælge netop dette skriftsted er – sådan læser jeg det i hvert fald – et signal til topmødet og alle os andre om ikke at lade os overmande af modløshed og forfalde til resignation, men bevare troen i tillid til, at Jesus vil holde sit løfte: ”hvad I end beder om i mit navn, det vil jeg gøre” (vers 13).
En central pointe i hendes analyse er imidlertid, at netop manglen på tro og den åbenlyse uvilje mod at lade sig lede af Guds ord og Kirkens forpligtende lære er den dybereliggende årsag til den aktuelle krise. Den tidligere formand for Troslærekongregationen, kardinal Gerhard Müller, som har skrevet forordet til Kubys essay, tøver ikke med at konstatere, at krisen ikke blot er affødt af ”mentalt forstyrrede menneskers ugerninger, men af en ”strukturel sekularisering” af præsterne, som gør dem blinde for det moralske forfald, som igen bunder i undergravelse af Kirkens lære.”
”I denne krise, som historisk set er uden fortilfælde”, fortsætter han, ”savner Kirken i mange vestlige lande biskopper med en fast tro, hellige præster og intellektuelle med deres meningers mod. At gå på kompromis for ikke at støde nogen, at give efter, at bagatellisere, at vente på bedre tider, at finde på spidsfindige distinktioner mellem forpligtende lære og pastoral tilpasning til tidsånden vil hverken hjælpe Kirken eller verden ud af denne krise. Kun sandheden vil gøre os frie”.
Den seksuelle revolution
Indledningsvis fastslår Gabriele Kuby helt på linje med Gerhard Müller, at misbrugskulturen skal ses i sammenhæng med ”den seksuelle revolution”[1], som i løbet af få årtier ændrede den vestlige verdens syn på bl.a. seksualitet og ægteskab, og som senest med den såkaldte gender-teori har iværksat et radikalt angreb på Skabelsesberetningens fremstilling af mennesket som enten mand eller kvinde:
”Nu gennemsyrer gender-ideologien hele samfundet… De revolutionære manipulationsstrategier har vist sig at være så effektive, at de har kunnet ændre flertallets måde at tænke på – og det gælder ikke blot flertallet, men også dem, som har indflydelse på universiteter, politik, medier, erhvervsliv, retsvæsen og uddannelse – og på kirkerne. Gender-dragen kan stolt løfte sine syv hoveder prydet med magtens insignier. For flertallet i de fordums kristne nationer er Gud død, og ”lovløshedens menneske” (2 Thess 2,3) har taget hans plads.”
Men, tilføjer hun, ”den sekulære verden er fanget i et dilemma. På den ene side er accepten og opbakningen til lesbiske, homoseksuelle, biseksuelle, transkønnede og queers blevet magteliternes overordnede dagsorden. Enhver, som vover at modsige dem, risikerer samfundsmæssig, politisk, karrieremæssig og økonomisk ruin. På den anden side er afsløringerne af seksuelle misbrug det foretrukne våben i angrebet på Kirken. Den ellers så aggressive LGBTIQ-lobby forholder sig tavs om dette dilemma. Den har næsten nået sit mål. Det sker i det øjeblik, Kirken sletter sin vurdering af homoseksuelle handlinger som ”objektivt uordnede” fra Katekismen (KKK 2357-2359) og ikke alene velsigner seksuelt samkvem mellem personer af samme køn, men anerkender ”ægteskaber” mellem dem som gyldige.
At dette sidste ikke længere forekommer at være aldeles utænkeligt, sådan som det ville have været tilfældet under de forrige paver, ses blandt andet af den tyske bispekonferences aktuelle flirt med netop denne type ”reformer”.
Læs også: De tyske biskopper bebuder omfattende revision af Kirkens lære om seksualitet
Er homoseksualitet en del af problemet?
Hertil svarer Gabriele Kuby – i skarp modsætning til pavens bemærkninger inden topmødet – at homoseksualitet ikke alene er en del af problemet, men den væsentligste årsag til problemet. I den forbindelse henviser hun igen til skæbneåret 1968, hvor pave Paul 6. med sin rundskrivelse Humanae vitae forgæves forsøgte at holde sammen på stumperne af en Kirke i opløsning: ”Modstanden mod rundskrivelsen var fra biskoppers og teologers side især rettet mod artiklerne 11 og 12, som slår fast, at ethvert samleje principielt (per se) skal være rettet mod videregivelse af liv” og at ”den ægteskabelige akts to betydninger: forening i kærlighed og forplantning … ikke egenmægtigt [kan] brydes af mennesket”.
Biskoppernes oprør, forklarer Kuby, manifesterede sig enten ved, at de udadtil foregav at bøje sig for Kirkens lære, mens de på den anden side tillod ægtepar at bruge prævention, for så vidt som det ikke stred mod deres ”subjektive samvittighed”. Andre var mere åbenmundede, som f.eks. den amerikanske præst og moralteolog Charles E. Curran, som tog initiativ til en protestskrivelse til Rom underskrevet af 300 teologer.
Men, konkluderer Kuby, så snart forbindelsen mellem seksualitet og reproduktion brydes i både teori og praksis, er døren åben for en hvilken som helst form for seksuel adfærd.
Curran blev straks efter en fremtrædende fortaler for en moralteologisk retfærdiggørelse af homoseksuelle handlinger”. Med tiden blev hans synspunkter betragtet som mainstream i moralteologien og brugt i undervisningen på mange teologiske fakulteter. En lærebog, Kosnik Report, som i 1970’erne blev et standardværk på amerikanske præsteseminarier, forsynede således nye generationer af studerende med argumenter for en retfærdiggørelse af onani, samliv før ægteskabet, skilsmisse og homoseksualitet.
Og hun fortsætter: ”Hermed var gyldigheden af absolutte moralske normer forkastet og erstattet af forestillingen om, at der ikke er handlinger, som i sig selv er umoralske, og at de kan retfærdiggøres med henvisning til den enkeltes intentioner og personlige situation – en moralteologisk position, som i 1993 blev fordømt som ”proportionalisme”[2] af pave Johannes Paul II i hans rundskrivelse Veritatis splendor i artiklerne 79 og 80. Rundskrivelsen kom for sent. Døren var allerede åbnet på vid gab for moralteologisk retfærdiggørelse af homoseksuel adfærd. Johannes Paul II gjorde i mange læreskrivelser og i sit dybdeborende værk Theology of the Body sit yderste for at kaste lys over skønheden i Guds plan for seksualiteten, ægteskabet og familien – men forgæves. Sandhedens lys kunne ikke længere trænge gennem syndens strukturer inden for Kirken. De var nu så rodfæstede, at de systematisk kunne blokere for pavens lære på teologiske fakulteter, præsteseminarier, i religionsundervisningen og i sognene. Forkyndelsen af Kirkens lære om seksualitet har siden 1970’erne været en total fiasko.
Seksuelle synder kunne uhindret udfolde sig, de blev retfærdiggjort af teologerne og i skriftestolene erklæret for at være ikke-eksisterende (for så vidt som folk overhovedet gik til skrifte), og blev tolereret og fortiet i præsteseminarierne – hvordan kan det være anderledes nu, hvor forpligtende katolsk lære, depositum fidei, i den grad er blevet anfægtet. Den globale misbrugskrise er toppen af den seksuelle synds isbjerg, som nu – Gud være lovet – er kommet frem i lyset.”
Hele Gabriele Kubys essay kan læses i engelsk oversættelse her: https://www.lifesitenews.com/news/sociologist-praised-by-pope-benedict-blaming-abuse-crisis-on-clericalism
[1] 1968-generationens oprør mod den ”borgerlige” seksualmoral og det traditionelle ægteskab, som Gabriele Kuby har skildret i sit hovedværk ”Die globale sexuelle Revolution – Zerstörung der Freiheit im Namen der Freiheit”.
[2] Nogenlunde det samme som konsekvensetik, situationsetik eller moralrelativisme, dvs. en etik, som ikke bygger på objektive, uforanderlige grundsætninger, men tager stilling ”fra sag til sag” ud fra en afvejning af, hvilke fordele og ulemper der er forbundet med den givne handling.
Se artiklen i printvenlig version