Ateismens frontkæmpere på tilbagetog
Den såkaldte ”ny ateisme” har i længere tid haft vind i sejlene både herhjemme og i den vestlige verden som helhed, herunder især USA og Storbritannien.
I Danmark har foreninger som Humanistisk Samfund og Ateistisk Selskab været synlige i den offentlige debat, den sidstnævnte med den meget omtalte buskampagne i 2016 i Århusområdet, hvor ikke-troende medlemmer af folkekirken blev opfordret til at melde sig ud og til den ende fik anvist en hurtig og nem procedure på hjemmesiden ”udmeldelse.dk”.dk og på de sociale medier. Den var der ganske mange, der reagerede på. Antallet af udmeldelser toppede samme år med 24.728 mod 9.979 året før.
På den internationale arena har den aggressive kampagne mod kristendommen været ført af blandt andre de to amerikanske filosoffer Daniel Clement Dennett og Sam Harris. Sidstnævnte slog sit navn fast med bestselleren The End of Faith (Troens endeligt). Bedst kendt i Danmark er nok den nu afdøde engelsk-amerikanske journalist Christopher Hitchens, som i 2007 udsendte bogen God is not Great: How Religion Poisons Everything (gud er ikke stor: hvordan religion forpester alt, Gyldendal 2007) og den engelske populærvidenskabelige forfatter Richard Dawkins, som i 2006 skrev The God Delusion (Illusionen om Gud, Thaning & Appel 2006).
Fra troen på ”det gode menneske” til en tøvende skepsis
Nu ser det imidlertid ud til at, der er opbrud i rækkerne. Sam Harris har netop haft en diskussion med den engelske debattør Douglas Murray, som beskriver sig selv som ”kristen ateist”, om, hvorvidt et samfund baseret på Oplysningstidens værdier overhovedet kan tænkes uden kristendommen. Harry har ikke helt sluppet håbet om, at det er muligt, mens Murray er mere skeptisk. Da han for nylig lod sig interviewe af bloggeren og forfatteren Jonathon Van Maren, bekræftede han, at det er hans opfattelse, at vi på grund af den sekulære verdens manglende evne til formulere en etik om fundamentale emner såsom livets hellighed kan blive nødt til at indse, at en tilbagevenden til troener det bedste valg, vi kan træffe under de givne omstændigheder. Der er, bemærkede han, en reel mulighed for, at vores forståelse af menneskerettighederne, som bygger på et jødisk-kristent grundlag, kun vil kunne overleve nogle få år endnu. Afskåret fra dette grundlag vil vores respekt for menneskerettighederne visne og dø i løbet af kort tid og henvise os til at famle os frem i et tæt og uigennemtrængeligt mørke.
Uden det kristne grundlag vil det blive op til os selv at bestemme, hvad der er rigtigt eller forkert, og vores civilisation vil gå i opløsning, inden vi kan nå frem til en ny konsensus. Mange optimistiske ateister har indtil for nylig troet på, at vi, så snart Gud var blevet detroniseret og bandlyst, kunne gå i gang med det utopiske projekt at skabe et samfund baseret på troen på os selv. Disse skeptikere var desværre skeptiske over for alt undtagen troen på, at mennesker grundlæggende er gode – på trods af at det modsatte let kan dokumenteres med henvisning til de mange millioner ofre for det 20. århundredes massedrab.
Dawkins’ kovending
Så sent som i 2015 gav Richard Dawkins udtryk for, at børn burde beskyttes mod deres forældres religiøse synspunkter. Men i 2018 advarede han om, at ”den milde kristne religion stod i fare for at blive afløst af noget langt mindre mildt i et sekulariseret samfund, og at man derfor skulle give sig tid til at overveje konsekvenserne af en udryddelse af kristendommen. Det synspunkt har han senere uddybet i The Times, hvor han betegner ønsket om at udslette kristendommen som ”en skrækkelig tanke”, fordi den ville ”give folk frit slag til at gøre forfærdelige ting i forvisning om, at der ikke længere er nogen Gud, der holder øje med dem.” Det er intet mindre end en kovending.
Tilbage til Voltaire
Denne erkendelse af, at samfundet mister sin sammenhængskraft i mangel af en etik, som er fast forankret i kristendommen, har han således til fælles med Douglas Murray – uden at de to herrer af den grund er blevet omvendt til den kristne tro. Deres ræsonnement minder derimod til forveksling om den franske oplysningsfilosof Voltaires berømte udtalelse: ”Hvis Gud ikke eksisterede, ville vi blive nødt til at opfinde ham”.
Det var det tætteste, Voltaire kom på en accept af kristendommen, som efter hans opfattelse kun var nyttig, for så vidt som den kunne bruges til at lægge en dæmper på sociale oprør fra de uoplyste lavere samfundsklassers side. Hermed sagt, at hans gudsbillede var et skræmmebillede, som reelt ikke har noget med kristendom at gøre. Voltaire var hverken demokrat eller troende, men tilhænger af oplyst enevælde og deist. Gud var for ham kun den prima causa (første årsag), han havde brug for til at forklare, hvordan verden er blevet til.
Cirka på dette niveau ser det ud til, at Murray og Dawkins p.t. befinder sig. Det er trods alle mangler et skridt i den rigtige retning og samtidig et vidnesbyrd om, at den moderne ateismes tankebygning slår revner i denne tid. Hvor det på længere sigt fører hen, mangler vi endnu at se.
Se artiklen i printvenlig version