Den kendte vatikanist Sandro Magister har i et indlæg den 20. oktober bragt en række eksempler på, hvordan pave Frans i sine prædikener tilsyneladende helt bevidst går i en stor bue uden om de skriftsteder, der kunne tænkes at virke foruroligende på tilhørerne.
Det gælder f.eks., når talen er om dommedag. Onsdag den 11. oktober sagde pave Frans således under generalaudiensen på Peterspladsen, at man ikke skulle være bange for en sådan dom, fordi ”den barmhjertige Jesus vil være der på den yderste dag” og ”derfor vil alting blive frelst, alting.”
På den tekst, som blev uddelt til de akkrediterede journalister, var ordet ”alting” fremhævet med fede typer.
Den 23. august havde Frans ligeledes under en generalaudiens tegnet et udelukkende beroligende billede af de sidste tider, hvor han beskrev det ny Jerusalem som ”et enormt telt, hvor Gud vil byde hele menneskeheden velkommen, således at han kan være sammen med dem i al evighed.” Denne beskrivelse var inspireret af kap. 21 i Johannes’ Åbenbaring, men Frans undlod at citere, hvad Jesus også sagde i denne sammenhæng: ”De, der sejrer, skal arve dette, og jeg vil være hans Gud, og han skal være min søn. Men de feje og troløse og afskyelige og morderne og de utugtige og troldmændene og afgudsdyrkerne og alle løgnerne skal få deres lod i søen, der brænder med ild og svovl. Det er den anden død.”
Og igen den 15. oktober, hvor der blev prædiket over lignelsen om kongesønnens bryllup (Matt 22, 1-14), undlod Frans at citere de mest skræmmende passager, herunder at ”kongen blev vred og sendte sine hære ud og dræbte disse mordere og brændte deres by” (7-8). Nævnt blev heller ikke det sted, hvor kongen efter at have konstateret, at en af gæsterne ikke bærer bryllupsklæder, siger til sine tjenere: ”Bind hænder og fødder på ham, og kast ham ud i mørket udenfor. Dér skal der være gråd og tænderskæren. Thi mange er kaldet, men få er udvalgt” (13-14).
Søndagen forinden, den 8. oktober, fik lignelsen om de onde vinbønder (Matt 21,33-43) en tilsvarende behandling. Her undgik paven at nævne, hvad vingårdsejeren vil gøre ved de bønder, som har dræbt hans folk og hans søn: ”Et ondt endeligt vil han give de onde” (42). Ligeledes undlod han at citere Jesu’ afsluttende ord, hvor han refererer til sig selv som ”hovedhjørnestenen” og siger: ”Og den, der falder over denne sten, bliver kvæstet, men den, som stenen falder på, vil den knuse” (44).
I stedet for, tilføjer Sandro Magister, insisterede pave Frans på at forsvare Gud mod anklagen om at være hævngerrig, nærmest som om han ønskede at mildne den alt for voldsomme dom, der afsiges i lignelsen:
”Det er her, det glædelige budskab i kristendommen skal findes: en Gud, som trods det, at han bliver skuffet over vore fejltrin og synder, ikke svigter sit ord, ikke stopper op og fremfor alt ikke hævner sig! Brødre og søstre. Gud hævner sig ikke! Gud elsker, han hævner sig ikke, han venter på os for at tilgive os, for at omfavne os.”
Den 4. juni, pinsedag, tog Frans, som han så ofte gør, afstand fra ”dem som dømmer” og citerede i den forbindelse den opstandne Kristus’ ord til apostlene: ”Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt …”, men skar resten af sætningen fra: ”nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt” (Joh 20,23).
Og, tilføjer forfatteren, at denne afkortning var velovervejet, ses af, at Frans havde gjort præcis det samme den 23. april året før.
Og han forsætter: ”Det skal tilføjes, at den frihed, hvormed pave Frans henholdsvis udelader og sammenflikker ord i den hellige Skrift, ikke kun forekommer i forbindelse med verdensdommen. Jesu fordømmelse af ægteskabsbrud (f.eks. Matt 19,3-12) forbigås ligeledes i bedøvende tavshed.
Ved det forbløffende sammentræf var det netop denne tekst, der blev læst i alle kirker den søndag, den 4. oktober 2015, hvor den anden del af familiesynoden blev indledt. Men hverken i sin prædiken eller under Angelus-bønnen den dag henviste Frans til den med et eneste ord. Det samme gentog sig søndag den 12. februar 2017, hvor den igen blev læst i alle kirker.
Ikke nok med det. Jesu ord mod ægteskabsbrud forekommer heller ikke i den 200 sider lange postsynodale skrivelse Amoris laetitia. Helt på linje med, at Paulus’ frygtindgydende fordømmelse af homoseksualitet i det første kapitel af Romerbrevet heller ikke optræder i samme skrivelse (…).”
Yderligere, bemærker Sandro Magister, tillader paven sig at omskrive bibel-ord efter forgodtbefindende. F.eks. i Santa Marta Kirken den 4. september 2014, hvor han lagde disse skandaløse ord i munden på Paulus: ”Jeg er alene stolt af mine synder”. Og han afsluttede med at opfordre de tilstedeværende troende til at også at være stolte af deres synder, som Jesus havde tilgivet dem på korset. Men et sådant udsagn findes ikke nogetsteds i Paulus’ breve. Derimod siger Paulus om sig selv: ”Hvis jeg skal være stolt, vil jeg være stolt af min magtesløshed” – efter at han har opregnet alle sine genvordigheder, såsom fængselsophold, piskning og skibbrud (2 Kor 11,30).
Eller: ”… jeg vil ikke være stolt af mig selv, undtagen af min magtesløshed (2 Kor 12,5); ” eller: ”Jeg vil altså helst være stolt af min magtesløshed, for at Kristi magt kan være over mig” (2 Kor 12,9).
Afsluttende henviser Sandro Magister til pave Benedikt 16., som i sin rundskrivelse Spe salvi bekræftede, at ”nåden ikke ophæver retfærdigheden”. ”Nåden forvandler ikke det forkerte til det rigtige. Den er ikke en svamp, som visker alt ud, således at alt, hvad man har gjort på denne jord til syvende og sidst er uden betydning. Dostojevskij gjorde ret i at protestere mod denne opfattelse af Himmeriget og af nåden i sin roman Brødrene Karamazov. Onde mennesker kommer ikke til at sidde sammen med deres ofre ved det evige festmåltid , som om intet var hændt.”
Læs her, hvad Kirken har sagt om, hvad der sker efter døden
Se artiklen i printvenlig version