I et interview med John Allen opregner kardinal Francis George de spørgsmål, han gerne ville stille paven under fire øjne. Bl.a. om han har gjort sig klart, hvad noget af det, han siger og gør, har for konsekvenser
Den amerikanske kardinal Francis George har for få dage siden i en alder af 77 trukket sig tilbage som ærkebiskop af Chicago. Årsagen hertil er, at han er alvorligt ramt af kræft. Francis George, som er kendt som en konservativ lederskikkelse i Kirken i USA, har i anledning af sin afgang ladet sig interviewe af den kendte journalist John Allen til websitet Crux.
Det var John Allen, der fandt på at kalde Francis George ”Amerikas Ratzinger” på grund af hans skarpe intellekt og urokkelige loyalitet over for den katolske Tradition, men i interviewet frabeder George sig at få prædikatet ”konservativ” klistret på sig og anerkender i det hele taget ikke distinktionen mellem liberale og konservative præster og biskopper. Det er en moderne distinktion, siger han, som den sekulære presse nødvendigvis må begrænse sig til, fordi den ikke er i stand til at tale om troen på troens præmisser. ”Man sætter en label på noget, og det sparer en for ulejligheden med selv at tænke.” Det skal vi ikke forfalde til som præster eller biskopper. For os bør kun gælde distinktionen mellem sandt og falsk.
I interviewets løb drejer John Allen samtalen hen på pave Frans og citerer i den forbindelse den italienske vatikanist Sandro Magister, som har antydet, at mange amerikanske biskopper er utrygge ved pave Frans, og at det er de amerikanske biskopper snarere end Vatikanet under denne pave, som må optræde i rollen som Traditionens forsvarere.” Nærer De bekymring for, at man er ved at sælge ud af Kirkens traditionelle lære?” spørger Allen.
”Jeg tror ikke, der er tale om, at man bevæger sig bort fra Kirkens Tradition,” svarer George og henviser til, at paven selv har beskrevet sit embede som et enhedens embede. ”Og han ved udmærket, at der er tale om enhed omkring Kristus og ikke omkring ham selv. Derfor er det nødvendigvis Traditionen, der jo forbinder os med Kristus, som er normen.”
”Jeg kan godt forstå,” fortsætter George, ”hvorfor nogle mennesker bliver foruroligede. For en umiddelbar betragtning kan det godt tage sig ud, som om han sætter spørgsmålstegn ved anerkendte trossætninger. Men ved nærmere eftersyn – især hvis man lytter til hans prædikener – kan man se, at det ikke er tilfældet. Meget ofte, når han siger den slags ting, gør han det i en pastoral kontekst om en eller anden, der er fanget i en slags fælde. Og så hænder det, at han udtrykker sin medfølelse på en måde, som får folk til at spekulere over, om han stadigvæk holder fast ved læren. Jeg har ikke grund til at tro, at han ikke skulle gøre det.”
Allen: Indtil bispesynoden i oktober var de fleste inden for, hvad man løseligt kunne kalde den konservative fløj, tilbøjelige til at lade tvivlen komme Frans til gode. Siden da ser det ud til at have ændret sig i retning af, at der nu også er nogle, der ser på ham med mere kritiske øjne. Er det også Deres fornemmelse?
Francis George: ”Det tror jeg nok er tilfældet. Det spørgsmål, folk stiller sig, er, hvorfor han ikke selv skaber klarhed om disse ting. Hvorfor er det nødvendigt, at andre skal forsvare det, han siger, og forsøge at få det til at tage sig bedst muligt ud? Indser han ikke, hvilke konsekvenser nogle af hans udtalelser og endda nogle af hans handlinger har? Ser han ikke de langsigtede følger? Måske ikke. Jeg ved ikke, om han er opmærksom på, i hvilket omfang noget af det, han har sagt eller gjort, sår tvivl i folks sind.
Det er noget af det, jeg kunne tænke mig at spørge ham om, hvis jeg nogen sinde kommer til Rom igen. Er De klar over, hvad blot den ene sætning ”Who am I to judge?” har afstedkommet? Hvordan den er blevet misbrugt? Den bliver faktisk misbrugt, fordi han talte om en person, som han kender godt, og som allerede havde skriftet og fået syndsforladelse. Det er noget ganske andet end at tale om en person, som beder om accept i stedet for tilgivelse.* Det bliver konstant misbrugt.
Det har skabt forventninger omkring ham, som han umuligt kan imødekomme. Det er det, der bekymrer mig. Før eller siden vil de mennesker, som nærmest har fremstillet ham som en aktør i deres scenarier om forandringer i Kirken, opdage, at det ikke er det, han er. Han bevæger sig ikke i den retning. Og så vil han måske møde ikke blot skuffelse, men en modstand, som kunne komme til at skade hans mulighed for at blive hørt og troet som indehaver af læreembedet.”
Afsluttende spørger Allen, om han kunne tænke sig at få et personligt møde med paven.
Francis George: Det ville jeg gerne. Jeg kendte ikke så meget til ham, før han blev valgt, og efterfølgende har jeg ikke haft mulighed for at tage til Rom for at deltage i møder eller konsistorier, fordi jeg har været i behandling. Men jeg kunne godt tænke mig at tale med ham, selv om jeg ikke længere fungerer som ærkebiskop… Jeg tror helt klart, at vi er meget forskellige mennesker. Jeg følte altid en umiddelbar sympati for kardinal Wojtyla, for Johannes Paul 2. – faktisk en meget dyb sympati. Han havde evnen til at få tusindvis af mennesker til at føle det sådan. I forhold til kardinal Ratzinger var der en vis distance, men også en dyb respekt. Jeg kender ikke pave Frans godt nok. Jeg respekterer ham så sandelig som pave, men jeg savner endnu en klar forståelse af, hvor det er han vil hen.
*Pave Frans sagde disse ord i 2013 som svar på et spørgsmål vedrørende en gejstlig i Vatikanet, som var blevet anklaget for at have haft homoseksuelle forhold tidligere i sin karriere.
Originalteksten kan læses på: http://www.cruxnow.com/church/2014/11/17/chicagos-exiting-cardinal-the-church-is-about-truefalse-not-leftright/
Læs også: Kardinal Francis George: En fortælling om to kirker
Og: Amerikansk kardinal langer ud efter Obamacare på sin blog
Se artiklen i printvenlig version