Kommentarer lukket til Kardinal Francis George: En fortælling om to kirker 580 24 september, 2014 Kilder september 24, 2014 Indlæg af

Kardinal Francis George: En fortælling om to kirker

Der var engang en kirke, der blev grundlagt, da Gud trådte ind i historien for at åbne en vej for menneskene til evigt liv og lykke sammen med ham. Den Frelser, Gud sendte, hans enbårne Søn, skrev ikke en bog, men grundlagde et fællesskab, en kirke, på tolv apostles vidnesbyrd og kald. Han sendte denne kirke Helligåndens nåde, kærlighedens ånd mellem Fader og Søn, den sandhedens Ånd, som havde åbenbaret sandheden om ham selv og om menneskeheden ved at gribe ind i dens syndefulde historie.

Denne kirke, et hierarkisk opbygget fællesskab, levede i historiens løb videre blandt forskellige folkeslag og kulturer, fyldt med syndere, men altid vejledt af Helligånden i alt væsentligt om liv og lære. Den kaldte sig ”katolsk,” fordi dens opgave var at forkynde en tro og en moral, som havde gyldighed for alle folkeslag og kulturer. Denne påstand førte ofte til konflikter med de herskende klasser i forskellige lande. Efter at der var gået omkring 1800 år af dens ofte stormomsuste historie, dukkede den som en meget lille gruppe op i et nyt land i det østlige Nordamerika, et land, som lovede at respektere alle religioner, fordi staten ikke ville være bundet til noget bestemt trossamfund; den ville ikke forsøge at optræde i rollen som en religion.

Kirke var klar over, at den langt fra var velset af indbyggerne i det nye land. Landet var hovedsageligt blevet til i protest mod, at kongen af England havde tilladt offentlige fejringer af den katolske messe på det britiske imperiums territorium i de nyligt erobrede katolske områder af Canada. Han havde forrådt sin kroningsed, hvor han havde svoret at ville bekæmpe katolicismen, der blev betegnet som Amerikas værste fjende, og beskytte protestantismen – og havde dermed bragt kolonisternes rene tro i fare og givet dem den moralske ret til at gøre oprør mod hans styre.

Ikke desto mindre var der mange katolikker, der mente, at de kunne få et bedre liv i det nye land end under et styre, hvis herskende klasse havde forbudt dem ved lov og forfulgt dem siden midten af det 16. århundrede. De gjorde dette nye land til deres og tjente det loyalt. Tilværelsen i det nye samfund forløb i årene, der fulgte, ikke uden problemer, men staten holdt grundlæggende sit løfte: at beskytte alle religioner og undlade at blive en rival til dem, ikke blive en pseudo-kirke. Indtil for få år siden.

Der havde altid været et vist pseudoreligiøst skær over den offentlige retorik i landet. Denne retorik trivedes sammen med myten om det menneskelige fremskridt, som ikke levnede megen plads for menneskets afhængighed af det guddommelige forsyn. Den udnyttede typisk almindelige menneskers religiøsitet ved at benytte et religiøst sprog for på den måde få dem inddraget i den herskende klasses forehavender. Forskellige former for anti-katolicisme var en del af dens sociale DNA. Den tilskyndede borgerne til at se sig selv som dem, der skaber verdenshistorien og betvinger naturen, således at der ikke længere skulle være behov for at rådføre sig med nogen kilde til sandhed uden for dem selv, som kunne lægge bånd på deres projekter og ambitioner. Men den havde aldrig åbenlyst givet det udseende af selv at være en religion, som officielt belærte sine borgere om, hvad de burde tænke og mene, eller hvilke ”værdier” de personligt måtte tilslutte sig for at få indfødsret i landet. Ikke før nu.

I de seneste år har samfundet – i både social og lovgivningsmæssig forstand – givet sit samtykke til alle mulige former for seksuelle relationer, som før blev betragtet som ”syndige.” Eftersom den bibelske opfattelse af, hvad det vil sige at være et menneske, fortæller os, at ikke ethvert venskab eller enhver kærlighed kan manifestere sig i seksuelle relationer, opfattes kirkens lære om disse emner nu som et tegn på intolerance over for det, som lovgivningen billiger og endda gennemtvinger. Det, der begyndte som en opfordring til at leve og lade leve, er blevet til et krav om accept. Den herskende klasse, de mennesker, som er opinionsdannende inden for politik, uddannelse, kommunikation og underholdningsindustri bruger den gældende lovgivning til at pådutte os alle deres egen form for moral. Vi får at vide, at der end ikke i selve ægteskabet er forskel på mænd og kvinder, selv om naturen og vore egne kroppe klart viser, at mænd og kvinder ikke efter forgodtbefindende kan udfylde hinandens roller, når det drejer sig om at være en familie. Ikke desto mindre bliver vi advaret om, at de som ikke indordner sig under den officielle religion, risikerer at sætte deres borgerskab over styr.

Da den nyligt afsluttede sag om retten til at sige nej til en enkelt bestemmelse i sygesikringsloven ikke gav statsreligionen medhold, rejste The Huffington Post tvivl om, hvorvidt det at være katolik var foreneligt med at være en god samfundsborger. Den stemme, vi hører her, tilhører ikke ”nativisterne”, som i 1830’erne kæmpede mod katolsk indvandring. Heller ikke dem, der brændte klostre og kirker ned i Boston og Philadelphia en halv snes år senere. Og heller ikke 1840’ernes og 1850’ernes anti-katolske Know-Nothing Party eller Ku Klux Klan, som brændte kors af foran katolske kirker i Midtvesten efter borgerkrigen. Det er en mere raffineret stemme end The American Protective Association, hvis medlemmer lovede aldrig at stemme på en katolik til et offentligt embede. Det er snarere repræsentanter for nutidens toneangivende amerikanske kredse, som betragter sig selv som ”progressive” og ”oplyste,” hvis selvretfærdige stemme vi hører her.

Det uundgåelige resultat af dette er en troskrise for mange katolikker. Når katolikker og andre troende i historiens løb er blevet tvunget til at vælge mellem belæringen fra Gud eller fra politikere, professorer, redaktører af de store dagblade og entertainere, er der mange, der har valgt at slå følge med dem, der sad på magten. Det skåner dem for alvorlige konflikter i deres daglige liv, men fører dem på den anden side til at tilbede en falsk gud. Det kræver ikke moralsk mod at bøje sig for pres fra regering og samfund. Men det kræver en dyb tro at ”gå mod strømmen,” sådan som pave Frans opfordrede de unge til at gøre på Verdensungdomsdagen sidste sommer.

At gå mod strømmen er ensbetydende med at begrænse sine muligheder for at opnå prestigefyldte stillinger og magt i samfundet. Det betyder, at de, som vælger at leve deres katolske tro, ikke vil blive hilst velkommen som politiske kandidater, ikke få sæde i de større dagblades bestyrelser, ikke føle sig hjemme på de fleste universiteter og ikke nå til tops som skuespillere og entertainere. Det vil deres børn heller ikke. De vil også blive mødt med mistro. Eftersom alle samfundsinstitutioner, uanset hvem der ejer og driver dem, vil optræde som regeringens forlængede arm og indrette deres aktiviteter efter kravene fra den officielle religion, vil det blive vanskeligere for troende katolikker at blive læger eller jurister. Allerede nu tvinges virksomhedsejere i visse stater til at bøje sig for den officielle religions krav for at undgå bøder, ligesom kristne og jøder straffes med bøder på grund af deres religion i lande med sharia-lovgivning.

En læser af denne fortælling om to kirker, en udefrakommende iagttager ville måske notere sig, at amerikansk lovgivning har gjort meget for at svække og ødelægge det, som er den grundlæggende enhed i ethvert samfund: familien. I takt med, at den selvbeherskelse, som hører til et sundt familieliv, svækkes, vil staten blive nødt til at lægge stadig flere begrænsninger ned over den enkeltes udfoldelsesmuligheder. En udefrakommende iagttager ville måske også bemærke, at når den officielle religion pålægger alle borgere og endda verden i almindelighed at rette sig efter, hvad som helst fortalerne for den ønsker lige nu, skaber det uundgåeligt vrede. En udefrakommende iagttager kunne yderligere tænkes at påpege, at social status spiller en stor rolle, når det drejer sig om at fastslå den officielle statsreligions dogmer. Et godt eksempel er vielser af homoseksuelle, som ikke just er en mærkesag for samfundets fattige eller marginaliserede.

Hvordan slutter fortællingen? Det ved vi ikke. Den aktuelle situation er selvfølgelig langt mere kompleks end denne fortællings intrige, og der er mange medvirkende, selv i den herskende klasse, som ikke ønsker, at det land, de elsker, skal forvandle sig til en pseudo-kirke. Det ville være forkert at opgive håbet, når der er så mange gode og troende mennesker.

Katolikkerne ved – med troens sikkerhed – at når Kristus kommer igen i herlighed for at dømme de levende og de døde, vil Kirken i en eller anden genkendelig skikkelse, som både er katolsk og apostolsk, være der for at tage imod ham. Der findes ingen tilsvarende garanti for noget land, nogen kultur eller noget samfund i denne eller nogen anden tidsalder.