Er befolkningstilvæksten vor tids største problem?

Af Torben Riis

Det er nærmest en uudryddelig myte i vor del af verden, at der globalt set fødes for mange børn, og at vi derfor risikerer alverdens ulykker, såfremt vi ikke sporenstregs tager os sammen til at ”gøre noget ved det.” Hvad det helt konkret er, vi behøver at gøre, er de færreste – stadigvæk i vor del af verden – det ringeste i tvivl om. Vi må til stadighed forsyne befolkningerne i den såkaldt 3. verden med rigelige mængder af prævention og med alle midler overtale dem til at indføre fri abort. Er det måske ikke dem, der belaster kloden med deres talrige afkom og dermed udgør en trussel mod verdensøkonomien, miljøet og klimaet? Kan vi passivt se til, at de med deres uansvarlige adfærd fører os alle mod afgrunden?

Sådan cirka har ethvert folketingsmedlem med respekt for sig selv tænkt og prædiket i årtier – med fuld opbakning fra alle main stream medier i kongeriget. Også de skrevne mediers debatsider bekræfter, at budskabet er gået rent ind: Det er os, der har gjort det eneste fornuftige for at sikre klodens fremtid. Vi har valgt at sætte færre børn i verden, og hvis ”de andre” ikke kan eller vil forstå det, må vi snarest muligt tage de nødvendige midler i brug for at ”overtale” dem.

Denne opfattelse finder de til stadighed bekræftelse på i henholdsvis befolkningsstatistikker og ditto –prognoser. Tag blot den seneste FN-prognose for perioden 2015-2100. Den fortæller os, at der p.t. er omkring 7,3 mia. mennesker i verden i dag, og at der i 2030 vil være 8,5 mia. og 9,7 mia. i 2050. Hvor svært kan det være at se skriften på væggen?

Måske lidt vanskeligere, end det umiddelbart ser ud til.  Vi bliver nemlig ikke meget klogere af blot at konstatere, at der globalt set bliver flere af os. Vi er nødt til at spørge ind til, hvad det er for faktorer, der er årsag til væksten. Og her fortæller statistikkerne os, at det kun i begrænset omfang er antallet af børnefødsler, der gør udslaget. Det, der sker, er med andre ord ikke, at der til stadighed bliver flere børn i verden, men at antallet af verdensborgere over 60 år nærmest eksploderer i de kommende årtier.

I gennemsnit fødes der globalt 2,5 børn pr. kvinde i den fertile alder. Tommelfingerreglen er, at der skal fødes 2,1 børn pr. kvinde for at bevare status quo, så der er tale om en beskeden vækst, som ydermere har været for nedadgående i de senere år. For ti år siden var den globale vækst 1,24 pct. – i dag er den 1,18 pct. Det svarer til 83 mio. om året.

Europa og Nordamerika har i flere årtier oplevet faldende fødselstal. Det samme er i de seneste år forekommet i 20 asiatiske lande, 17 lande i Sydamerika og Caraibien, 3 i Oceanien og 1 i Afrika. 46 pct. af verdens befolkning lever i dag i lande, hvor der fødes færre end 2,1 barn pr. kvinde.

Og færre fødsler betyder, at de ældre til stadighed kommer til at udgøre en større del af befolkningen. Over hele verden er de ældre (60 år og derover) p.t. den hastigst voksende befolkningsgruppe. Ifølge FN’s prognose vil antallet af ældre være fordoblet i 2050 og mere end tredoblet i 2100.

Og hvad sker der så ved det? Der sker det, vi allerede er begyndt at ømme os over i Danmark og i de fleste europæiske lande. Der bliver til stadighed færre i den arbejdsdygtige alder til at betale de fælles udgifter, herunder pensionerne og de stigende sundhedsudgifter til de mange, der er kommet i ”reparationsalderen.” Det betyder, at der i Europa og Nordamerika i dag er mindre end 4 personer om at finansiere offentlige ydelser til hver medborger over 64 år, mens vi i den modsatte ende af skalaen finder Afrika med 13 personer i den arbejdsduelige alder for hver pensionist.

Men det er langt fra det eneste problem. Et stagnerende eller faldende befolkningstal og en aldrende befolkning resulterer i skrumpende hjemmemarkeder færre skatteindtægter og ikke mindst færre unge mennesker, der kan tilføre samfundet den energi og nytænkning, der skal til for at sikre fremtidens velfærdssamfund.

I hele OECD-området udgør de ældre over 65 i øjeblikket knap 15 pct. Det stiger til 25 pct. i 2050. Andelen af ældre over 80 vil stige fra de nuværende 3 til 9,4 pct. Ser vi på Danmark alene, vil gruppen på 65 og derover vokse fra de nuværende godt 17 pct. til 25 pct. i 2050. Det bekræftes af Danmarks Statistik, som oplyser, at den gennemsnitlige levealder er steget støt inden for den seneste 25 år: for kvinder fra 77,7 til 82,7 år og for mænd fra 72 til 78,5 år.

Og hvad kan vi så lære af alt dette? For det første, at vor tids største problem ikke er for mange, men for få fødsler, hvis vi skal kunne klare fremtidens udfordringer både med at tage os anstændigt af de mange pensionister og med at skaffe kvalificeret arbejdskraft. I grunden burde det ikke være så svært at forstå. Et samfund, som ikke vil sætte børn i verden, er et samfund uden fremtid. 1968-generation festede og glemte at tænke på eftertiden. Det er vi så småt i gang med at betale prisen for nu, men der ligger en langt større regning og venter på os forude. Økonomerne ved det og har længe vidst det. Kineserne har omsider forstået det, nogle mener for sent. De danske politikere kan også læse tallene, men er tilsyneladende nu som før indstillet på at opretholde den illusion, at den demografiske ”vinter” ikke er et menneskeskabt problem, men et vilkår, vi blot skal lære at leve med. Pudsigt nok, eftersom det er dem selv, der fra højre til venstre side i folketingssalen i årtier systematisk har gjort hvad de kunne for at undergrave familien som samfundsbærende institution.

Se artiklen i printvenlig version