Laudato si’, pave Frans’ med spænding ventede miljø-rundskrivelse, blev offentliggjort den 18. juni med undertitlen ”om omsorgen for vort fælles hjem.” Titlen, er taget fra Frans af Assisis Solsang, hvor han i en lovprisning af skaberværket indleder hvert vers med ordene Laudato si’, mi’ Signore (Lovet være du, Herre…).
Laudato si’ er med sine 40.000 ord den længste rundskrivelse nogensinde, hvilket gør det nødvendigt at begrænse denne artikel til en kort omtale af de bærende synspunkter i teksten og i en følgende artikel at forsøge at placere teksten både som et kirkeligt autoritativt dokument og som et indlæg i den aktuelle miljødebat.
En ”menneskelig” økologi
Pave Frans betegner selv i sit forord (15) Laudato si’ som en rundskrivelse, der nu er føjet til Kirkens sociallære [1]. Derfor tager han også, traditionen tro, tråden op fra sine umiddelbare forgængere Johannes Paul 2. og Benedikt 16. Det sker bl.a. med en henvisning til Johannes Paul 2.’s sociale rundskrivelse Centesimus Annus, hvor den daværende pave i 1991 efterlyste ”en menneskelig økologi”[2] – et begreb, som pave Benedikt senere tog op og uddybede ved adskillige lejligheder.
Når begge paver lagde vægt på at introducere en økologi med fokus på mennesket, var det ud fra det synspunkt, at økologi ikke kun bør handle om naturbeskyttelse, forureningsbekæmpelse osv., men også om at respektere menneskets natur.
I kapitel 2 gør paven udførligt rede for, hvorledes den respekt, vi skylder både det omgivende miljø og hinanden, kan begrundes ud fra de bibelske tekster og den kristne tradition, begyndende med skabelsesberetningen, som fortæller os, at vi er skabt i Guds billede og lighed. Vi er med andre ord ikke blevet til ved en tilfældighed: ”Hvor vidunderligt er det ikke at have vished for, at hvert eneste menneskeliv ikke driver formålsløst rundt i et håbløst kaos, i en verden styret af tilfældigheder eller i en endeløs cyklus af gentagelser! Skaberen kan sige til hver eneste af os: »Før jeg dannede dig i moders liv, kendte jeg dig« (Jer 1,5). (afsnit 64).
Skabelsesberetningen, siger paven (66), viser os endvidere, at menneskelivet er baseret på tre fundamentale og indbyrdes forbundne relationer: til Gud, vores næste og den jord, vi lever på. Men med syndefaldet brydes harmonien mellem Skaberen, menneskeheden og den skabte verden. Samtidig forvanskes vores forståelse af Guds opfordring til mennesket om at underlægge sig jorden (jfr. 1 Mos 28) for at ”dyrke og vogte den” (2 Mos 15), hvorefter det faldne menneske tror sig berettiget til at herske over det skabte efter forgodtbefindende. På denne måde får Frans både det positive aspekt (menneskets værdighed) og det negative (menneskets hensynsløse udnyttelse af naturens ressourcer) sat ind i et frelsesperspektiv, som kan give de fremtidige bestræbelser på at implementere en menneskelig økologi, mening og retning.
For at disse bestræbelser kan bære frugt, kræves der en radikal mentalitetsændring, som nærmest har karakter af en omvendelse, og som snart sagt omfatter alle aspekter af tilværelsen og af samfundslivet: et opgør med det meningsløse forbrug (køb-og-smid-væk-kulturen), den enøjede teknologibegejstring, den blinde fremskridtstro – alt sammen udtryk for menneskets egoisme og manglende evne til at forstå tilværelsens transcendente dimension – eller som pave Frans også udtrykker det: ”Vi er ikke Gud. Jorden var her før os, og den er blevet os overdraget” (67).
Respekten for menneskelivet
”Menneskelig økologi,” siger paven senere (155), ”drejer sig dybest set også om forholdet mellem menneskelivet og den morallov, som er indskrevet i vores natur” og citerer i den forbindelse pave Benedikt, der har sagt, at ”mennesket også har en natur, som det må respektere og ikke manipulere efter forgodtbefindende.” ”At acceptere sin egen krop som en Guds gave, siger Frans, er forudsætningen for at acceptere hele verden som en gave fra Faderen og vores fælles hjem, hvorimod forestillingen om, at vi i ét og alt bestemmer over vores egen krop, ofte forleder os til at mene, at vi så også har absolut magt over den skabte verden.”
Og med tydelig adresse til den moderne gender-ideologi fortsætter han: ”At værdsætte sin egen krop som henholdsvis mand eller kvinde er nødvendigt, hvis man skal kunne genkende sig selv i et møde med en person af modsat køn. På den måde kan man med et glad sind tage imod den anden som en gave fra Skaberen til gensidig berigelse. Det er ikke en sund holdning at ville ophæve forskellen mellem kønnene, fordi man ikke længere ved, hvordan man skal forholde sig til denne forskel.”
Også abortproblematikken får et par ord med på vejen: ”Eftersom alting er indbyrdes forbundet, er ønsket om at beskytte naturen uforeneligt med en retfærdiggørelse af abort. Hvordan kan vi i fuldt alvor hævde, at det er vigtigt i at værne om andre levende væsener, uanset at de kan være til besvær, hvis vi ikke vil beskytte et menneskeligt foster?” spørger paven (120).
Endvidere fremhæver han det foruroligende i, at ”visse økologiske bevægelser på den ene side forsvarer miljøet mod overgreb og med rette kræver, at der sættes grænser for videnskabelige eksperimenter, mens de på den anden side undlader at påberåbe sig de samme principper, når det drejer sig om menneskeligt liv” (136). Og han tilføjer: ”Der er en tendens til at retfærdiggøre, at man overskrider alle grænser i forbindelse med eksperimenter udført på levende menneskefostre.”
Helt afgørende er det også, at pave Frans tager afstand fra dem, som ”i stedet for at løse fattigdomsproblemerne … kun kan foreslå en reduktion af fødselsraten” som en løsning på miljøproblemerne (50). Det er det, fordi den miljøpolitiske dagsorden i vidt omfang er blevet erobret af ”befolkningslobbyen”, der med alle midler forsøger at indføre befolkningskontrol ud fra en forældet malthusiansk filosofi, der i al sin rørende enkelthed bygger på forestillingen om, at jo færre vi er, jo større bid får vi hver især af den samlede ”samfundskage”. Problemet med den teori er bare, at kagens størrelse i et moderne industrisamfund ikke er konstant, men i høj grad afhænger af antallet af mennesker i de produktive erhverv. Det er ikke for ingenting, at tyskerne med en af Europas laveste fødselsrater hvert år er nødt til at importere hundredtusindvis af ”hænder” fra udlandet for at kunne holde produktionen i gang.
Hvad dette angår, slår pave Frans i samme afsnit utvetydigt fast, at ”befolkningstilvækst fuldt ud er forenelig med en nødvendig og solidarisk udvikling.” Og han tilføjer: ”At lægge befolkningstilvæksten for had i stedet for visse menneskers ekstreme overforbrug er blot en af flere måder, hvorpå man kan undgå at se kendsgerningerne i øjnene. Det er et forsøg på at legitimere den nuværende fordelingsmodel, hvor et mindretal mener at have ret til at forbruge på en måde, som aldrig kan komme til at gælde for alle.” Og ligesom sine to seneste forgængere tager han skarpt afstand fra den internationale pression mod udviklingslandene, der består i at gøre udviklingshjælp afhængig af landenes accept af såkaldt ”reproduktiv sundhed”[3].
Endelig, i afsnit 60, distancerer paven sig fra dem, som indtager ”det ekstreme standpunkt, at så godt som al menneskelig aktivitet udgør en trussel mod det globale økosystem,” og at ”menneskers tilstedeværelse på jorden derfor bør nedbringes til et minimum, og alle former for menneskelig indgriben forbydes.”
Så vidt pave Frans’ fremstilling af den menneskelige økologi, som er rundskrivelsens omdrejningspunkt. Men hvordan forholder rundskrivelsen sig til klimadebatten? Det spørgsmål tager vi op i en følgende artikel: Paven og klimadebatten
[1] Sociallæren blev i sin moderne form udviklet i 1800-tallet. Den beskæftiger sig med økonomiske og sociale spørgsmål og dermed især forholdet mellem menneske og samfund – set i lyset af hele den kristne Åbenbaring.
[2] På engelsk: human ecology.
[3] Læs også Befolkningspolitik
Vatikanets permanente observatør ved FN: Nej til befolkningskontrol –
Se artiklen i printvenlig version