Den 27. juli i år tog pave Frans den pensionerede kardinal Theodore McCarricks anmodning om at udtræde af kardinalskollegiet til efterretning. Det er den pæne måde at sige det på. Sandheden er, at McCarrick blev suspenderet af paven, da det ikke længere kunne skjules, at han i årtier har begået seksuelle overgreb mod børn og unge herunder generationer af præstestuderende. Suspensionen betyder blandt andet, at han har forbud mod at fejre gudstjenester i fuld offentlighed, at han ikke må deltage i offentlige møder, holde foredrag eller rejse.
Umiddelbart kunne det ligne afslutningen på en af de mange misbrugssager, som i årenes løb er kommet for en dag, når ofrene er trådt frem for at fortælle om, hvad de har været udsat for. Men denne sag ser ud til på ét bestemt punkt at skille sig ud fra alle tidligere ved direkte at involvere pave Frans. Spørgsmålet er: Havde pave Frans kendskab til McCarricks forbrydelser, og dækkede han bevidst over dem?
Det mener ærkebiskop Carlo Maria Viganό at kunne godtgøre. I en erklæring på 11 sider, som blev offentliggjort den 25. august, redegør den tidligere apostoliske nuntius i Washington D.C. 2011-2016, for sagens forløb og konkluderer, at ikke blot en række fremtrædende biskopper og kardinaler, men også pave Frans selv er så belastede, at de bør træde tilbage.
Læs den originale engelske version af erklæringen på: https://www.lifesitenews.com/news/former-us-nuncio-pope-francis-knew-of-mccarricks-misdeeds-repealed-sanction
Viganό bygger blandt andet sin anklage på, at McCarrick allerede blev suspenderet af pave Benedikt 16. i 2009 eller 2010 – en afgørelse, som blev meddelt ham af den daværende nu afdøde nuntius Pietro Sambi. Det bekræftes af Sambis nærmeste medarbejder Monsignor Lantheaume, som også har erklæret sig rede til offentligt at bevidne det. Viganό blev endvidere informeret om det af præfekten for Kongregationen for Biskopper, kardinal Marc Ouellet i november 2011, da han tiltrådte som nuntius i Washington.
Alligevel sker der det, at McCarrick i 2013, umiddelbart efter at pave Frans er tiltrådt, bliver modtaget i audiens og får til opgave at rejse til Kina i embeds medfør. Også Viganό taler med paven den 23. juni, hvor paven direkte spørger ham, hvad han mener om McCarrick. Viganό gør ham opmærksom på, at der i Kongregationen for Biskopper ligger en fyldig sagsmappe om ham, som fortæller, at han har forbrudt sig mod generationer af præstestuderende, og at pave Benedikt har beordret ham til at trække sig tilbage til et liv i bod og bøn.
Med andre ord, pave Frans kendte til McCarricks fortid i hvert fald fra den 23. juni 2013, men ignorerede pave Benedikts afgørelse og forbød ham således ikke at rejse, holde foredrag og give interviews. Tilmed gjorde han ham til en af sine nærmeste rådgivere, hvor han blandt andet i et tæt samarbejde med kardinal Maradiaga (Honduras), som er kendt for at affærdige henvendelser fra misbrugsofre, fik afgørende indflydelse på udnævnelser i kurien og i USA – og, tilføjer Viganό, ”dækkede over ham til den bitre ende”.
Afsluttende henviser Viganό til de mange reaktioner fra lægfolk – især efter rapporten om de systematiske krænkelser i Pennsylvania, som blev offentliggjort tidligere på måneden, og konkluderer som allerede nævnt, at de skyldige præster og biskopper foruden paven selv bør træde tilbage. Men, tilføjer han, dette alene er ikke nok til at løse problemet. Her støtter han sig til den fremtrædende professor i moralteologi, Janet Smith’s nylige vurdering, hvor hun påpeger, at den langsigtede løsning består i, at man får udryddet de homoseksuelle netværk, som p.t. truer med at ødelægge Kirken.
Viganό bruger til sidst pave Frans’ egne ord i en prædiken den 12. august imod ham: ”Enhver er skyldig på grund af det gode, han kunne have gjort, men ikke gjorde … hvis vi ikke modarbejder det onde, er vi stiltiende med til at give det onde næring, for det onde spreder sig der, hvor der er mangel på modige kristne, som gengælder ondt med godt.”
Viganό tilføjer: ”Hvis dette virkelig er en alvorlig moralsk forpligtelse, som gælder for alle troende, hvor meget mere alvorlig er den så ikke for Kirkens øverste hyrde, som i McCarricks tilfælde ikke alene undlod at bekæmpe det onde, men gik sammen med en person, han vidste var dybt fordærvet, om at gøre det onde. Han fulgte de råd, han fik, fra en person, som han vidste var afsporet, og forøgede dermed – i kraft af sin helt enestående autoritet – eksponentielt det onde, som McCarrick gjorde,. Gad vist, hvor mange onde hyrder Frans endnu har i sinde at støtte i deres aktive ødelæggelse af Kirken!”
Se artiklen i printvenlig version