”Upassende og enøjet.” ”Ikke værdigt for paven og den autoritet, han sidder inde med i kraft af sit embede,” lød det fra den tyrkiske premierminister Ahmet Davutoğlu, efter at pave Frans søndag den 12. april havde betegnet den tyrkiske massakre på armenierne under Første Verdenskrig som ”det første folkedrab i det 20. århundrede.” Pavens ord faldt under en messe i Peterskirken, som han celebrerede til minde om 100-året for denne tragedie i overværelse af repræsentanter for den armensk-ortodokse kirke og republikken Armeniens premierminister.
Og netop ved at bruge ordet ”folkedrab” om de blodige begivenheder i 1915 ramte pave Frans lige ned i et politisk minefelt i form af en aldrig afsluttet diskussion af et – set med tyrkiske øjne – særdeles ømtåleligt emne. Reaktionen fra den tyrkiske regering lod da heller ikke vente på sig. Den tyrkiske ambassadør ved Vatikanet blev øjeblikkelig hjemkaldt ”til konsultationer”, som det hedder i det diplomatiske sprog, når man vil tilkendegive, at der er tale om en yderst alvorlig krise, og Vatikanets ambassadør i Tyrkiet indkaldt til en samtale i udenrigsministeriet i Ankara for at give en forklaring på pavens udtalelser.
Tyrkiet fastholder den dag i dag, at der var tale om en konflikt inden for rammerne af Første Verdenskrig med store tab på begge sider og anslår, at mellem 300.000 og 500.000 armeniere mistede livet, mens et knusende flertal af vestlige historikere mener, at der er belæg for at hævde, at 1-1,5 mio. armeniere blev dræbt under systematisk gennemførte massakrer og fordrivelser (dødsmarcher) i perioden 1915-1918, således at man med rimelighed kan tale om et folkedrab (etnisk udrensning). Næsten hele den armenske befolkning fra den tyrkiske del af Osmannerriget var forsvundet omkring 1923 – enten dræbt eller flygtet til nabolandene.
Det er endnu uvist, hvordan Vatikanet vil reagere på det diplomatiske udspil fra den tyrkiske regering, som i øvrigt blev fulgt op af både udenrigsministeren og Europa-ministeren med ikke mindre fortørnede kommentarer. Enkelte kommentatorer har peget på, at paven blot gentog, hvad pave Johannes Paul 2. allerede havde sagt den 27. september 2001 i en fælles erklæring med den armensk-ortodokse kirkes overhoved Karekin 2., som i øvrigt også var til stede under messen den 12. april i Peterskirken. Dengang konstaterede man, at ”udryddelsen af halvanden million kristne armeniere I løbet af det, som man normalt refererer til som det første folkedrab i det 20. århundrede, og de efterfølgende drab på tusinder under det forgangne totalitære styre er tragedier, som stadig lever i den nuværende generations erindring.”
Men under alle omstændigheder har det været et bevidst valg fra pavens side at gentage ordet ”folkedrab” eller populært sagt ”kalde en spade for en spade” for – uanset de forventelige reaktioner fra Tyrkiet – at komme de armenske kristne i møde. Det fremgår også af hans prædiken i Peterskirken, hvor han sagde, at ”det er nødvendigt, ja en forpligtelse at ære deres [ofrenes] minde … for hvis man forsøger at skjule eller benægte det onde, svarer det til, at man lader et sår bløde uden at komme en forbinding på det.”
Desuden er det værd at bemærke, at paven ikke lod det blive ved denne konstatering vedrørende fortidens gerninger, men udtrykkeligt opfordrede armenierne til at slå ind på tilgivelsens og forsoningens vej i forholdet til tyrkerne. Og han begrundede behovet for at sætte fokus på fortidens forsyndelser – og ikke kun på folkedrabet på armenierne – med, at vi bør lære af vores fejltagelser for ikke at gentage dem i vor egen tid.
Vor tid, sagde han, er som ”en krigstid, en 3. verdenskrig i små bidder, hvor vi dagligt er vidne til grusomme forbrydelser, blodige massakrer og vanvittige ødelæggelser”. ”Faktisk oplever vi for tiden en slags folkemord forårsaget af den almindelige ligegyldighed.” Han placerede dernæst den armenske tragedie i sammenhæng med de to andre folkemord, ”der blev begået af nazisterne og stalinisterne,” og med de seneste ”masseudrensninger, som dem, der har fundet sted i Cambodia, Rwanda, Burundi og Bosnien.”